Afskalninger på udvendigt efterisoleringssystem på grund af for tæt maling
Diffusionsåben maling – hvad er myte og hvad er fakta?
Træ og murværk skal kunne ”ånde”. Peter Svane fra Overfladeteknik giver her overblik og kommer med en række konkrete eksempler på det gode match mellem overfladebehandling og facade.
Pilrådne laftesamlinger i bjælkehus. Vandet kunne komme ind, men den (for) tætte maling forhindrede udtørring
En afgørende faktor er behandlingens evne til at lade fugt passere: Malingens diffusionsmodstand. Og her råder mange fejlagtige opfattelser, myter og utilstrækkelige angivelser i tekniske datablade. Selv i velrenommerede publikationer om fugt er der kun begrænset hjælp at hente.
”Plastmaling er som en plasticpose”
Alle malinger er diffusionsåbne – nogle mere end andre. Den eneste belægning, som er stort set tæt, er metalfolie. Plastmaling – ofte acrylplastmaling – har ry for at være tæt, så tæt at ”træet ikke kan ånde”. Det kan være rigtigt i nogle tilfælde, men helt forkert i andre. Acrylplastmaling ligger i virkeligheden i et mellemområde med hensyn til diffusionsmodstand.
På en plastmalet gårdfacade i det indre København skulle facaden efter rådgivers opfattelse afrenses og males med silikatmaling, for det er en diffusionsåben behandling, som tillader murværket at ånde. Men facaden havde det fint – der var ingen afskalninger eller andre tegn på fugtproblemer. Så hvorfor i alverden skulle man sætte gang i en bekostelig afrensning og nybehandling med et alternativt malemateriale? Her kunne man fortsætte med acrylplastmaling, som har mange gode egenskaber – især lang holdbarhed. Det er rigtigt, at silikatmaling er mere diffusionsåben – det var der bare ikke brug for i dette tilfælde.
På et andet projekt havde facaden fået en ”salgslakering” med plastmaling, og fik udbredte afskalninger efter den nye ejer havde overtaget ejendommen. Plastmalingen fik skylden for miseren. En undersøgelse viste, at der var malet udenpå den tidligere behandling, som bestod af mange gamle malinglag – og kalk. Sådan en opbygning kan ikke bære en ny maling – det er ikke plastmalingens skyld, men den manglende afrensning til fast og bæredygtig bund.
Afskalninger på facade med mange gamle malinglag
På et tredje projekt var facaden ved en fejl blevet vedligeholdt med acrylplastmaling selvom leverandøren udtrykkeligt foreskriver en meget diffusionsåben behandling – i dette tilfælde silikoneemulsion. Det førte til udbredte afskalninger og fugtskader helt ind i pudslaget. Forklaringen er, at dugpunktet i disse konstruktioner ligger helt ude i facadens overflade, og her er plastmaling for tæt til at tillade udtørring. I dette tilfælde var plastmalingen altså den skyldige.
Endelig havde et enligt sommerhus alvorlige rådskader, hvor flere andre, som var magen til, ikke havde dem. Huset var behandlet med en dækkende maling, mens nabohusene havde fået tynd træbeskyttelse. Problemet her er, at fugt trænger ind gennem trærevner og især i samlinger, og malinglaget forhindrer eller forsinker fugten i at komme ud igen. Også her var malingen for tæt – og altså skyld i problemerne. Malinger kan altså godt fungere, selvom de er ”tætte” – i hvert fald i nogle situationer. I andre tilfælde udgør de en uhensigtsmæssig fugtbarriere.
Hvor tæt er tæt?
En behandlings diffusionsmodstand måles almindeligvis som ”Sd-værdien”, hvor enheden er meter. Nogle foretrækker ”ZH2O-værdien”, som har en mere indviklet enhed (m2 * s * GPa / kg). Man kommer fra Sd-værdien til ZH2O-værdien ved at gange med 5 – sådan ca. I den europæiske standard EN 1062-1 inddeler man diffusionsmodstanden i tre områder:
Altså: Jo højere Sd-værdi jo tættere. Og så noget væsentligt: Sd-værdien gælder for en maling i en bestemt lagtykkelse. Hvis lagtykkelsen øges f.eks. til det dobbelte, så stiger Sd-værdien også til det dobbelte – sådan ca. Derfor bør et modstandstal altid angives sammen med lagtykkelsen; ellers giver det ingen mening.
Én producent angiver Sd-værdien for en facademaling til 0,84 m svarende til området ”medium” jf. EN 1062-1. Så vidt så godt – men der står ikke noget om, hvilken lagtykkelse værdien er målt ved. Så oplysningen er værdiløs. Man kan med lidt god vilje formode, at Sd-værdien er målt ved den lagtykkelse, som modsvarer ”rækkeevnen” – altså hvor mange kvadratmeter man kan dække med én liter maling, eller ved fabrikantens anbefalede behandlingsopbygning (f.eks. 1 x fortyndet 10 %, 2 x ufortyndet) – men det er rent gætteri. Samme producent kalder i øvrigt alle sine facademalinger ”diffusionsåbne” – og det er jo ikke forkert, blot intetsigende
En anden leverandør beskriver en 2-komponent epoxymaling som ”diffusionsåben” – ingen måleværdier, ingen angivelse af lagtykkelse. Oplysningen er i særklasse værdiløs, for alle malinger er diffusionsåbne i større eller mindre grad. Bortset fra det er netop epoxymaling faktisk relativt ”tæt”.
Nye målinger
Også i tabelværker mangler der ofte oplysninger, som kan gøre de anførte data anvendelige, men nu er der helt friske måleresultater. Overfladeteknik har bestemt diffusionsmodstanden for 15 almindelige, moderne malevarer. Modstandstallene er i alle tilfælde anført for én og samme (tørre) lagtykkelse - 100 µm.
Det kommer nok som en overraskelse for nogle, at linoliemaling er så forholdsvis tæt (Sd = 0,75 m) – næsten lige så tæt som alkydoliemaling, og at ”murmaling” er tættere end acrylplastmaling. Kalk, på den anden side, er så åben, at vi ikke kan måle modstanden.
