Jubilæum med fejring af akustikken
DAMPA markerer sit 75-års jubilæum med bog om virksomhedens rejse, og bruger også jubilæet til at samle eksperter til en debat om, hvad kvalitet i byggeri betyder fremover.
Hvordan skaber man bygninger, der ikke blot lever op til tekniske krav, men også opleves som rolige, komfortable og holdbare for de mennesker, der bruger dem? Det spørgsmål er centralt, når DAMPA markerer sit 75-års jubilæum med lanceringen af bogen 75 år med Quiet Design, skrevet af Bruce Peter. Bogen beskriver den fynske industrivirksomheds udvikling fra producent af metallofter til specialist i akustiske og termisk regulerende loft- og vægløsninger i metal.
Samtidig bruger DAMPA jubilæet til at pege på en udvikling i byggeriet, hvor akustik, indeklima, teknisk integration, materialers levetid og brugerkomfort fylder mere i vurderingen af kvalitet.
– Vi har gennem 75 år arbejdet med løsninger, hvor akustik, teknik, materialer og arkitektur skal gå op i en højere enhed. I dag bliver den samtale endnu vigtigere, fordi fremtidens byggeri både skal være ansvarligt, langtidsholdbart og godt for mennesker at opholde sig i, siger Michael Nykjær, CEO i DAMPA, i en pressemeddelelse.
Akustik og indeklima tænkes ofte ind for sent
I byggebranchen fylder energieffektivitet, dokumentation og tekniske krav med god grund stadig mere. Men ifølge DAMPA bliver akustik og indeklima ofte tænkt ind for sent i processen, selv om lyd, temperaturkomfort og visuel ro har stor betydning for, hvordan bygninger fungerer i praksis.
For DAMPA handler Quiet Design ikke kun om akustik. Begrebet dækker også over rum, hvor teknik og funktion integreres, hvor brugerne kan koncentrere sig og trives, og hvor materialer har lang levetid.
– Der er stadig et for sent fokus på akustik og indeklima i mange byggeprojekter. Hvis vi vil skabe bygninger, der fungerer over tid, skal vi tænke den menneskelige komfort ind langt tidligere. Et godt indeklima handler ikke kun om teknik, men om hvordan rum opleves i hverdagen, siger Michael Nykjær.
DAMPA har gennem årtier leveret akustiske metallofter og vægløsninger til blandt andet kontorer, domiciler, kulturbyggerier, hospitaler, laboratorier, skoler, uddannelsesinstitutioner og marineprojekter, herunder både krydstogtskibe og færger.
Blandt de danske referencer er SAS Royal Hotel fra begyndelsen af 1950’erne, Operaen fra 2005 og Danske Banks nye hovedkontor fra 2025.
Klimalofter samler akustik, varme og køling
Et centralt spor i DAMPAs udvikling er arbejdet med klimalofter og integrerede indeklimaløsninger. Samarbejdet med TechoKlima begyndte i 2012 og har siden omfattet flere større projekter i Danmark. I 2024 blev TechoKlima opkøbt af DAMPA og er i dag integreret i virksomheden.
Med klimalofter kan akustik, køling og varme samles i én loftløsning. Det giver mulighed for at arbejde mere helhedsorienteret med teknisk performance, arkitektonisk udtryk og komfort for brugerne.
– Fremtidens byggeri efterspørger løsninger, der kan mere end én ting. Derfor ser vi et stort potentiale i at tænke akustik og termisk komfort sammen i integrerede loftløsninger, hvor teknikken understøtter arkitekturen i stedet for at forstyrre den, siger Michael Nykjær.
Materialernes levetid bør tænkes ind tidligere
Et andet tema i forbindelse med jubilæet er materialer, levetid og ressourceforbrug.
DAMPA arbejder med metalløsninger i stål og aluminium, hvor levetid, demonterbarhed, dokumentation og mulighed for genbrug indgår som væsentlige parametre. Ifølge virksomheden bliver disse forhold stadig vigtigere, når branchen skal balancere klimaaftryk, funktionalitet, økonomi og æstetik.
– Hvis vi vil bygge mere ansvarligt, skal vi tænke levetid langt mere aktivt ind. Det handler ikke kun om materialernes klimaaftryk her og nu, men om hvor længe de holder, hvordan de kan vedligeholdes, og om de kan indgå i nye kredsløb. Fremtidens byggeri skal både have lavere klimaaftryk, højere komfort og længere levetid, siger Michael Nykjær.
Paneldebat om fremtidens indeklima
Bogen 75 år med Quiet Design fortæller historien om DAMPA og virksomhedens arbejde i krydsfeltet mellem arkitektur, akustik, materialer, teknologi, design og menneskers oplevelse af rum.
I forbindelse med lanceringen samler DAMPA en række brancheaktører til en paneldebat om fremtidens indeklima, bæredygtighed, materialer, levetid og materialer med lavt klimaaftryk. Blandt deltagerne er Lars Autrup, CEO i Arkitektforeningen, Dragos Bogatu fra Rambøll, Jesper Wienmann Hansen fra Speira Danmark og Jan Meier fra SSAB Europe.
Debatten modereres af arkitekt Ane Cortzen og tager afsæt i nogle af de spørgsmål, jubilæumsbogen rejser: Hvad er kvalitet i byggeri i dag, og hvordan kan branchen skabe bygninger, der både er ansvarlige, æstetiske og gode at opholde sig i?
– Vi bruger jubilæet til at se tilbage på vores historie, men også til at stille spørgsmålet om, hvad kvalitet i byggeri betyder fremover. For os handler det om at forene ansvarlighed, æstetik, funktion og langtidsholdbare løsninger. Bygninger skal ikke kun kunne dokumenteres. De skal også være gode at opholde sig i, slutter Michael Nykjær.
Fakta om DAMPA
DAMPA udvikler og producerer akustiske og termisk regulerende loft- og vægløsninger i metal. Virksomheden blev grundlagt i 1951 og har base i Tommerup på Fyn. I dag leverer DAMPA løsninger til projekter i både Danmark og udlandet.