Den grønne omstilling dør i kommunernes lokalplaner

Jens Martin Suzuki-Højrup, arkitekt MAA, Det Levende Hus

Den grønne omstilling i byggeriet bliver ofte reduceret til et spørgsmål om teknologi, materialevalg og skærpede klimakrav. I praksis rammer ambitionerne imidlertid alt for ofte en mere grundlæggende barriere: Kommunernes lokalplaner og den måde, de forvaltes på. Mens lovgivningen stiller stadigt skrappere krav til bygningers CO₂-udledning, fastholdes mange projekter i planrammer og fortolkninger, der tilhører en anden tid. Konsekvensen er, at klimavenlige løsninger fravælges – ikke fordi de er i strid med reglerne, men fordi systemet ikke er indrettet til at håndtere forandring.

Jeg har sammen med flere bygherrer oplevet denne problematik gentagne gange. Det er ikke enkeltsager, men et strukturelt vilkår, som i praksis underminerer den grønne omstilling i byggeriet.

Et konkret eksempel: I en kommune søgte vi dispensation til tagmaterialet tækkespån. Lokalplanen foreskrev alene at tage skulle fremstå i mørke farver og udføres i “naturskifer, eternit el.lign.” Vi ønskede at anvende et biobaseret materiale, som desuden havde historisk forankring i den stråtækte bygning, der tidligere lå på grunden. Stråtag kunne accepteres, men brandkrav gjorde det umuligt at overholde gældende afstandsbestemmelser.

 

Tilbygning i Beder

Efter to indledende telefonsamtaler med kommunen, hvor projektet blev mødt med åbenhed, og efter fremsendelse af teknisk dokumentation, blev vi imidlertid mødt af et afslag. Samtidig blev der stillet krav om, at vi skulle dokumentere tre tidligere anvendelser af tagmaterialet i byen, før det kunne godkendes. Dette krav fremgår ingen steder af lokalplanen. Da byens eksisterende byggeri udelukkende er præget af eternit- og tegltage, er det i praksis umuligt at fremlægge sådanne referencer. Resultatet blev, at bygherre og rådgivere måtte opgive den klimavenlige løsning og i stedet vælge et mere konventionelt materiale, som passede ind i kommunens vante referenceramme.

Det er særligt problematisk, fordi lokalplanens ordlyd netop giver mulighed for alternative materialer, og fordi bygningsreglementet, bl.a. gennem helhedsvurderinger, giver kommunerne et reelt handlerum til at imødekomme nye løsninger. Alligevel administreres reglerne ofte med en snæver og defensiv tilgang.

Årsagerne kan være mange: usikkerhed, frygt for præcedens eller manglende kendskab til gældende lovgivning. I nogle tilfælde gives der endda udtryk for personlige holdninger ved sagsbehandlere, som at man “ikke tror på træbyggeri”. Den slags vurderinger har ingen plads i myndighedsudøvelse.


Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en kritik af den enkelte sagsbehandler. De arbejder inden for rammer og praksisser, de sjældent selv har indflydelse på. Ansvaret ligger hos den administrative og politiske ledelse, som skal sikre, at forvaltning og lovgivning hænger sammen, og at kommunerne anvender de redskaber, de allerede råder over.

Konsekvenserne er alvorlige. Klimavenlige nybyggerier og renoveringer med lav LCA bremses, mens kommunerne fortsat forvalter lokalplaner og nogle af dem helt tilbage fra 1960’erne, hvor de blev udarbejdet i en tid, hvor klimaet ikke var et hensyn. Samtidig ser vi nye lokalplaner med begrænsninger på materialer, farver og udtryk, som reducerer både diversitet og arkitektonisk kvalitet.

For arkitekter betyder det et arbejdsvilkår præget af usikkerhed og uforudsigelighed. Projekter udvikles uden klarhed om, hvilke kriterier der reelt lægges til grund. Det hæmmer innovation og modet til at gå nye veje.

Hvis lovgivning og kommunal forvaltning ikke bevæger sig i takt, når vi ikke i mål. Den grønne omstilling i byggeriet kræver ikke blot nye materialer og tekniske løsninger, men også en plan- og forvaltningskultur, der tør tage ansvar for forandring.

Læs flere artikler om byggeriets grønne omstilling