<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
LOXAM_hero

Carsten Hoeck, CEO i LOMAX

LOXAM fastholder niveauet i udfordrende byggeår

  • Byggepladsen
  • Byggeriets udvikling
  • Anlæg
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Byggepladsservice og Udlejning
  • IT og ny teknologi
  • Arbejdsmiljø
  • Veje og Infrastruktur
  • 2026-05-19
  • | Af Redaktionen

  • Materieludlejervirksomheden LOXAM holder omsætning tæt på rekordniveau trods lavere aktivitet i byggeriet - og styrker samtidig indsatsen på store projekter, emissionsfrit materiel og nye kundegrupper.

    Materieludlejeren LOXAM Danmark kom ud af 2025 med en omsætning på 741,3 mio. kr. mod 746,5 mio. kr. året før. Resultatet før finansielle poster landede på 70,8 mio. kr., mens årets resultat blev 33,5 mio. kr.

    Ifølge virksomheden er resultatet opnået i et marked præget af usikkerhed, høj inflation, stigende renter og udsatte byggeprojekter. Samtidig peger LOXAM på, at aktivitetsniveauet fortsat varierer betydeligt mellem de forskellige dele af bygge- og anlægsbranchen.

    – 2025 har været et krævende år for mange af vores kunder. Byggebranchen har været påvirket af usikkerhed, stigende omkostninger og udsatte projekter. I det lys er vi tilfredse med, at vi har formået at fastholde omsætningen på et højt niveau og samtidig levere en bundlinje, som vi vurderer som tilfredsstillende, fortæller CEO Carsten Hoeck i en pressemeddelelse.

    Tilpasning af organisation og fortsatte investeringer

    I løbet af året har LOXAM tilpasset organisation og bemanding til et lavere aktivitetsniveau og samtidig fortsat investeringerne i materiel og digitalisering. Virksomheden investerede 116,9 mio. kr. i nyt materiel i 2025 mod 105,2 mio. kr. året før. En del af investeringerne er gået til emissionsfrie maskiner og udstyr til byggepladser med skærpede krav til støj og CO₂-udledning.

    – Vi har haft fokus på at skabe den rette balance mellem kapacitet, kundebehov og lønsomhed. Det har krævet tilpasninger, men også fortsatte investeringer. Vores mål er at stå stærkt – både i det marked, vi er i nu, og når aktiviteten igen tager fart, siger Carsten Hoeck.

    LOXAM blev samtidig certificeret som Great Place To Work i 2025. Ifølge virksomheden er certificeringen en del af arbejdet med medarbejdertrivsel og fastholdelse i en periode med organisatoriske ændringer.

    Satser på infrastruktur, industri og store projekter

    LOXAM arbejder samtidig på at mindske afhængigheden af den traditionelle byggebranche ved at udvide aktiviteterne inden for blandt andet industri, forsyning, energi og infrastruktur. Virksomheden peger særligt på kommende projekter inden for Forsvaret, datacentre, energi og større infrastrukturanlæg som områder med vækstpotentiale.

    Som del af LOXAM Group og det nordiske samarbejde i koncernen vurderer den danske organisation, at den står stærkere i konkurrencen om større og mere komplekse opgaver.

    – Vi ser et betydeligt potentiale i de store projekter, der er i gang eller på vej i Danmark. Vores danske organisation står stærkt, og det er netop kombinationen af lokal tilstedeværelse, nordisk samarbejde og styrken fra LOXAM Group, der gør os i stand til at løfte de helt store og komplekse opgaver, slutter Carsten Hoeck.

    Digitalisering og integration af JM Trykluft

    I 2025 lancerede LOXAM også en ny app, der skal give kunder adgang til service, dokumentation og data direkte fra byggepladsen.

    Samtidig fortsatte integrationen af JM Trykluft, som nu er fuldt integreret i LOXAM-brandet. Ifølge virksomheden har opkøbet styrket både kompetencer og kundetilbud.

    LOXAM oplyser desuden, at virksomheden fortsat vurderer muligheder for nye opkøb med fokus på specialistkompetencer og adgang til nye markeder.

    Lavere marginer i 2025

    Bruttomarginen faldt fra 59,1 % til 55,3 % mens overskudsgraden blev reduceret fra 11,8 % til 9,6 %.

    Ifølge LOXAM skyldes udviklingen blandt andet ændret forretningsmix og pres på markedet.

    I 2026 vil virksomheden blandt andet fokusere på lønsomhed, emissionsfrit materiel, større projekter og udvidelse mod nye kundesegmenter.

     

    Læs flere artikler om byggepladsservice og -udlejning

    Anbefalede artikler