NCC og LOXAM afprøver eldrevne maskiner på stort renoveringsprojekt
NCC vil sammen med LOXAM gøre forsøg med at erstatte dieseldrevne maskiner med eldrevne, emissionsfrie maskiner på deres hidtil største renoveringsopgave på næsten 700 mio. kr., bestående af 503 gårdhuse for Albertslund Boligselskab.
Større maskiner på ren batterikraft er endnu meget nyt på markedet, og der er meget lidt reel brugserfaring at trække på. Det ligner et oplagt alternativ til de nuværende brændstofdrevne maskiner, men erfaringerne i praksis er beskedne. Derfor skal maskinerne nu afprøves i praksis med et større forsøg.
Til dette projekt benytter LOXAM også viden fra deres store netværk i andre europæiske lande, hvor især LOXAM i Holland har erfaring fra lignende projekter. Dermed kan LOXAM bidrage til forsøget, som gerne skulle give NCC og Albertslund kommune en byggeplads med primært emissionsfrie arbejdsmaskiner, som de første i Danmark.
Borgmester hilser NCC og LOXAM velkommen til grøn kommune
Med den store renovering af Afdeling 4 Nord og 4 Syd bliver gårdhavehusene energioptimeret og bragt op til nutidens boligstandard. Den omfattende renovering vil give hele boligområdet et betragteligt kvalitetsløft.
Ud over denne store forbedring af lokalområdet glæder Albertslunds borgmester sig også over, at kommunen kan være den første på Danmarkskortet, der huser så stort et byggeprojekt der primært anvender emissionsfrie arbejdsmaskiner.
- I Albertslund Kommune har vi store ambitioner på miljø- og klimaområdet, derfor er det også vigtigt for os, at et større renoveringsprojekt i kommunen kan være med til at bane vejen for et mere klimavenligt byggeri. Vi vil gerne være med til at bringe bæredygtighed til nye højder og et oplagt sted at sætte ind er byggeri. Så jeg hilser afgjort NCC og LOXAM velkommen med deres forsøg med at skabe et mere fossilfrit byggeri i vores grønne kommune, siger Borgmester Steen Christiansen.
- Det er en banebrydende aftale, som vi er meget glade for at have i hus. Vores branche taler meget om at byggeriet skal være fossilfrit og der er også en del fokus på klimavenlige arbejdsmaskiner. Men NCC og LOXAM sætter nu handling bag ordene, siger Salgs- og Marketingdirektør Nick Roensner.
En aftale der baner vejen for hele byggebranchen
- Aftaler af denne type er vigtige for hele byggebranchen, fordi vi på den måde har mulighed for at blive klogere på brugen af maskiner med en mindre miljøbelastning. Vi vil gerne samarbejde med vores leverandører, så vi sammen kan tænke mere bæredygtigt. Byggebranchen står for ca. 40 % af CO2 udledningen, og NCC har en reel mulighed for gennem sin indkøbsvolumen at præge hele branchen, udtaler Kristian Andersen, NCC.
Efterspørgslen på bæredygtigt byggeri fra centrale bygherrer og investorer er stigende. Derfor er det så vigtigt at have et tæt samarbejde med en maskinelleverandører, der kan bidrage til større forsøg med emissionsfrie maskiner.
- Der er flere fordele ved at vælge eldrevne maskiner. De støjer mindre, hvilket er en stor fordel for vores medarbejderes arbejdsmiljø. Det er naturligvis også en fordel for borgerne, som bor i nærheden af byggepladsen. Det gør det endda muligt at arbejde om natten i tætbefolkede områder, og dermed forkorte byggeperioden, tilføjer Kristian Andersen, NCC.
Forsøget med eldrevne maskiner er endnu et led i NCC’s ønske om at bidrage til større bæredygtighed i byggeriet. I samarbejde med leverandører sættes der fokus på at minimere ressourceforbruget og miljøpåvirkninger, reducere spild og forbedre arbejdsmiljøet.
LOXAM er klar til store investeringer i en grøn fremtid
LOXAM er med det seneste opkøb af Ramirent blevet Europas største inden for materieludlejning og nr. 3 globalt og har dermed den finansielle styrke der skal til for at investere i fremtiden. Det handler både om nyt materiel og udvikling af medarbejdere.
- Investering i de kommende klimakrav er voldsomt udfordrende for vores kunder, og det er præcis her vi kan tilbyde vores partnerskab. Som Europas markant største udlejer, og en af verdens absolut største, er det næsten vores pligt at være den foretrukne partner, som støtter og udvikler kundernes forretning, udtaler Adm. direktør Carsten Hoeck.
- Vi investerer et trecifret million beløb i nye maskiner og den største del af disse maskiner er emissionsfrie maskiner, og maskiner som understøtter kravene om miljørigtighed og kravene til at øge sikkerhed. Så vi er rustet til at møde den kommende efterspørgsel vi forventer fra byggebranchen de kommende år, afslutter Carsten Hoeck.