De gamle håndværksteknikker vender tilbage

Hos Center for Bygningsbevaring forsker og rådgiver man i vedligeholdelse af ældre og bevaringsværdige bygninger, og her anser man det som en vigtig opgave at sikre kulturarven med de rette teknikker og farver.

 

– Det er helt utroligt ærgerligt, når folk maler døre og vinduer over med plastikmaling, eller hvis en gammel trappeopgang, som måske engang havde marmorering eller ådring (at imitere træstruktur på en anden overflade end træ), bliver strøget over med plastikmaling. Det kan jeg godt ærgre mig over, for det holder dårligt, og det stemmer ikke overens med de tanker, der engang var med bygningen.

 

Ordene kommer fra Anne Lindegaard, arkitekt MAA og centerleder på Center for Bygningsbevaring i Raadvad. Her er hun med til at rådgive håndværkere, private og offentlige instanser i restaurering af gamle, fredede og bevaringsværdige ejendomme. På Center for Bygningsbevaring mærker man en stigende interesse for de gamle teknikker såsom anvendelse af linoliemaling.

 

– Der er flere fordele ved at bruge de gamle teknikker, men generelt holder overfladerne bedre. Ved eks. at male med linoliemaling på døre og vinduer holder træværket meget længere, da linolien mætter træet samtidig med, at det er diffusionsåbent og altså tillader træet at ånde og fugtigheden at slippe ud. Linoliemaling har siden krigen haft et dårligt ry, fordi man dengang blandede terpentin i, men den moderne linoliemaling består udelukkende af linolie udvundet af koldpressede hørfrøkerner blandet med farvepasta. Det er ikke skadeligt at arbejde med, men det kræver en forståelse for materialet: Flere tynde lag, dagslys og stuetemperatur, men så kan både malerbehandlingen og de vinduer og døre, den er strøget op på, til gengæld holde i mange år og skal kun genopfriskes med et hurtigt strøg rå linolie med et par års mellemrum.

 

Ind med arkivmateriale og fagfolk

Mange håndværkere ved ikke, hvad de har med at gøre, når de skal male i gamle ejendomme, og her kan det derfor være en god ide at ty til arkiver, fotos, malerier og selvfølgelig eksperter, når farver skal genskabes i det originale udseende. Anne Lindegaard anbefaler, at man allierer sig med en farvekonservator, som kan lave en farveundersøgelse og på den måde se, hvilke lag maling samt hvilke teknikker, der har været i brug på en væg eller en facade.

 

– Man kan jo også selv kratte lidt i væggen og se nogle lag, men vi anbefaler, at man, til de gamle, fredede og bevaringsværdige ejendomme, får en farvekonservator til at afdække farverne, så man sikrer sig, at den originale stil genskabes korrekt. Desuden er det en god ide at have en arkitekt eller igen en farvekonservator med til at udvælge de nye farver og sammensætninger, da vedkommende vil kunne genskabe den rigtige, originale farveskala gennem hele ejendommen. Det vil sige at sikre, at rum, opgang, døre og vinduer males i farver, som alle stemmer overens med den tidsperiode, ejendommen blev bygget i. Målet er jo at bibeholde eller at fastholde det originale udtryk, og på den måde at sikre både vores kulturarv og ejendommens værdi.

 

De tre mest anvendte malingtyper til ældre ejendomme:

Linoliemaling

Linoliemalingen er velegnet til træværk og er især vigtig til udvendige døre og til vinduer. Træet mættes af olien og giver samtidig fugten lov til at komme indefra og ud (diffusionsåbenhed). Linoliemalingen fremstilles af linolie udvundet af koldpressede hørfrøkerner, som blandes med farvepasta samt evt. lidt tørrestof og fungicid (svampedræber til udendørs brug). Overflader kan lysne med tiden, men da malingen let kan genopfriskes op med rå linolie, har den generelt en lang holdbarhed.

 

Limfarve

Limfarvede overflader fremstår helmatte og kan være meget farvemættede. Limfarve findes i tre udgaver: animalsk lim (lavet på dyreben eller dyrehud), celluloselim (lavet på tapetklister) som begge er velegnede til indendørs brug samt kaseinlim (lavet på mælkens ostestof i pulverform), som både kan anvendes ude og inde. Limfarve er let at blande op, da man hele tiden kan justere mængden af lim og farvepigmenter alt efter om malingen smitter af eller ej. Limfarve skal stryges op vådt i vådt, så det kræver en dygtig håndværker.

 

Temperafarve

Temperafarve er en blanding af de to første, og her styrker man limfarven med bl.a. linoliefernis, så den også kan bruges udendørs.

 

 

Arkitekt MAA Anne Lindegaard anbefaler:

… at man kan besøge www.bygningsbevaring.dk og lære om de traditionelle arbejdsmetoder og malingtyper ved at kigge under anvisninger og overfladebehandlinger.

 

… eller at man går ind på www.byggefilm.dk. Filmene viser bl.a., hvordan en farvekonservator arbejder, samt hvordan man arbejder med en gammel malerteknik som ådring og en vejledning i brug af linoliemaling.

 

 

Farver og malingtyper i historiske perioder:

1740-80 rokoko

De lyse, sarte pastelfarver dominerer. Vægge males i lyse kulører, og træværk holdes primært i lysegråt. Her anvendte man typisk linoliemaling og blanke overflader, og forgyldninger var udbredt i finere huse. Pudsede facader blev kalket.

 

1780-1850 klassicisme

De lyse farver med matte overflader bruges mest i denne periode. Matheden på væggene skabtes med limfarver, og træværk blev stadig holdt i lysegråt linoliemaling.
Pudsede facader blev kalket.

 

1850-1900 historicisme

Her dominerer de mørke linoliefarver med tunge, mættede rum. Væggene får kulør, og træværket bliver imitationsmalet, så det forestiller træstrukturen fra f.eks. egetræ.

 

1930-1950 funktionalisme

I dag forbinder vi den periode med hvid, men det var faktisk en meget farveglad periode, hvor man godt kunne have limfarvede vægge i en kraftig grøn, rød eller blå farve og mere rolige farver i resten af rummet. Facaderne kunne være rosa, gul og lys blå eller grøn i silikat- eller cementmaling.