Sektionsleder i Thisted Kommune, Tobias Geertsen, er her ude ved et fortov i kategori 4, som i analysen fra Sweco ligger blandt kommunens mest slidte
Data afslører: Er fortovene så nedslidte, som mange tror?
En ny analyse fra rådgivervirksomheden Sweco for Thisted Kommune viser, at virkeligheden kan se helt anderledes ud end antaget og data giver et bedre beslutningsgrundlag for investeringer i vedligehold.
En omfattende kortlægning udført af Sweco har givet Thisted Kommune et samlet overblik over tilstanden på samtlige 370.000 kvadratmeter fortov. Resultatet peger på, at fortovsnettet generelt er i væsentligt bedre stand, end både politikere og forvaltning hidtil har antaget. Dataanalysen giver et bedre grundlag for kommunen at foretage investeringer ud fra.
– Jeg havde egentlig en klar mavefornemmelse af, at vores fortove var i dårlig stand. Data viste det stik modsatte, fortæller Tobias Geertsen, sektionsleder for anlæg og infrastruktur i Thisted Kommune, i en pressemeddelelse.
Objektive data skaber klarere prioriteringsgrundlag
Kortlægningen inddeler kommunens fortove i fem tilstandskategorier og viser, at over halvdelen (51,6 %) er i god stand, mens kun 0,7 % falder i kategorierne “mindre godt” eller “uacceptabelt”.
– Der er selvfølgelig enkelte steder, hvor der skal sættes ind, men som helhed er tilstanden bedre end forventet. Det store spørgsmål er nu, om vi er klar til at bruge de her data aktivt. Rapporten giver selvfølgelig kun værdi, hvis vi handler på den, understreger Tobias Geertsen.
Den ensartede vurderingsmetode giver kommunen et transparent beslutningsgrundlag, som kan understøtte en mere målrettet anvendelse af vedligeholdelsesmidler – og mindske risikoen for unødvendige investeringer.
Nyt værktøj med potentiale i hele landet
Sweco udbyder nu løsningen som et selvstændigt produkt til andre kommuner, der ønsker et datadrevet overblik over deres fortovsnet.
– Thisted er blandt de første, vi har hjulpet til at få det fulde datagrundlag, og analysen viser, at virkeligheden kan se helt anderledes ud end det, man går og tror. Det er en lille investering for et overblik, der kan spare tid og penge – og i sidste ende øge trafiksikkerheden, fortæller Jesper Jacobsen, Senior Account Manager hos Sweco.
Ifølge Sweco giver metoden ikke blot et overblik over tilstand, men også et konkret beslutningsværktøj til planlægning over kort og lang sigt. I Thisted overvejes det nu, om tilstandsdata skal opdateres løbende eller med faste intervaller, som det allerede sker på vejområdet.
Fakta: Tilstandsvurdering af fortove i Thisted Kommune
| Kategori |
Meter |
Areal (kvm) |
Andel |
| 1. Meget godt |
23.140 |
42.001 |
11,3% |
| 2. Godt |
122.284 |
191.696 |
51,6% |
| 3. Acceptabelt |
90.377 |
135.203 |
36,4% |
| 4. Mindre godt |
1.553 |
2.199 |
0,6% |
| 5. Uacceptabelt |
373 |
544 |
0,1% |
| Total |
237.727 |
371.643 |
100% |