<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Teknologisk-Institut-Woodhouse-1

CO2-krav kan give træbyggeri endnu mere medvind

  • Materialer og Løsninger
  • Træ
  • Indeklima
  • Målbar bæredygtighed
  • Byggeriets udvikling
  • IT og ny teknologi
  • 2026-09-07
  • | Af Rikke Steenbech

  • Teknologisk Institut ser et voksende potentiale for træbyggeri, men påpeger samtidig, at fugt, brand og akustik udfordrer udbredelsen og gør bygherrer og forsikringsselskaber tilbageholdende.

    Der er blevet bygget med træ i mange år, men ofte har beton og mursten været det fortrukne valg på danske byggepladser. Og selvom der ikke er sket et decideret boom af træbyggeri, bliver træ nu brugt mere end tidligere. Det fortæller Niels Morsing, der er centerchef for Træ og Biomaterialer ved Teknologisk Institut.

    Han peger på, at et øget fokus på bæredygtighed og CO2-udledning i byggebranchen har gjort træbyggeri mere aktuelt at have fokus på.

    Niels-Morsing-Teknologisk-Institut-1Niels Morsing, Centerchef for Træ og Biomaterialer ved Teknologisk Institut


    – Træbyggeriet er blevet mere relevant i forhold til at sikre et mindre CO2-aftryk i byggeriet. Træet optager CO2, mens det vokser, og så lagrer man CO2’en i bygningen. Det kræver meget mere energi at fremstille andre byggematerialer som beton, stål og mursten, så på den måde har træet en fordel i forhold til CO2-aftrykket, siger Niels Morsing.


    Han påpeger, at skoven har haft en stor indflydelse på byggeriet i nabolande som Norge og Sverige, hvor der er blevet bygget mere med træ end i Danmark. Men med et nyt lovkrav i bygningsreglementet, der trådte i kraft i 2025, er der kommet et øget CO2-fokus, da der nu er krav om maksimum CO2 pr. kvadratmeter. Samtidig peger Niels Morsing på, at Den Grønne Trepart kan have spillet en rolle i at sætte fokus på skovens betydning for CO2 og biodiversitet.

    – Der er i bygningsreglementet kommet krav, der gør, at man bliver hjulpet på vej, hvis man bygger biogent eller træbyggeri i stedet for at bruge de energitunge byggematerialer, siger Niels Morsing.

    Der er imidlertid også en række barrierer, der kan skabe udfordringer for træbyggeri. Niels Morsing fremhæver, at Teknologisk Institut blandt andet har lavet en erfaringsopsamling om træbyggeri, hvor det fremgår, hvilke udfordringer der er forbundet med at bygge i træ.  

    Risiko for fugt, brand og akustik skaber udfordringer

    Det er særligt tre udfordringer ifølge Niels Morsing – nemlig brand, akustik og fugt.

    – Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi ikke kan bygge i træ, men det er de barrierer, der gør, at der er lidt udfordringer. Og også der, hvor bygherrerne eller forsikringsselskaber er mere tilbageholdende og ofte anser det for at være mere risikofyldt end det mere traditionelle byggeri.

    For at undersøge udfordringerne har Teknologisk Institut foretaget en erfaringsopsamling for Realdania, der blev udgivet tidligere på året. Instituttet har dertil bygget en demonstrationsbygning, der skal vise, hvordan man kan bygge med træ i højden. Bygningen blev indviet i august sidste år og kan benyttes til prøvning af nye biogene byggematerialer eller komponenter for at understøtte anvendelsen i byggeriet.

    På baggrund af erfaringerne har Teknologisk Institut udgivet en guide til håndtering af udfordringerne ved træbyggeri. Herunder en fugtguide, hvor det blandt andet pointeres, at risikoen for fugt skal tænkes ind allerede, når arkitekten begynder sit arbejde, meget tidligt i byggeprocessen eller endda ved at byggeherre stiller krav om det.

    – Det er klart, at hvis du bygger i træ i forhold til at bygge i beton, og du får vand ind i din byggeproces, så vil træmaterialer være mere følsomme overfor eksempelvis skimmel. Det er derfor vigtigt, at man har styr på fugtproblematikken undervejs i hele byggeprocessen, siger Niels Morsing.

     

    Ifølge Niels Morsing er opmærksomheden på udfordringerne blevet bedre de seneste år. Han fremhæver i den forbindelse byggeriet Ripple Residence i København, der snart står færdigt og som er det største boligbyggeri i træ, der er lavet herhjemme. Det er blevet bygget under et telt kaldet et sitecover, der eliminerer risikoen for fugt i byggeprocessen.

    – Går man bare fem år tilbage, så havde fugt i træbyggeri ikke den samme opmærksomhed, som det har nu. Men en ting er fugt. Det, der lige nu også er en udfordring, er brand og akustik.

    Krav til akustik svækker træbyggeriets konkurrencekraft

    For at leve op til bygningsreglementets krav om akustik, er man ofte nødt til at tilføre nogle andre materialer, fortæller Niels Morsing. Det kan for eksempel være at lægge et betonlag ovenpå for at leve op til lydkravene.

    Teknologisk-Institut-Woodhouse-2


    Teknologisk-Institut-Woodhouse-3


     
     
    I Teknologisk Instituts demonstrationsbygning, er der lagt et lag af groft grus baseret på genanvendt gipsplader ovenpå et CLT dæk. Det tilføjer dog imidlertid nogle ekstra materialer og dermed ekstra omkostninger, fortæller Niels Morsing.

    – Det betyder, at det bliver vanskeligere konkurrencemæssigt at leve op til eller konkurrere med andre materialer for eksempel betonelementer, der er meget billige og nemmere kan opfylde kravene.

     

    Niels Morsing peger på, at det kunne være relevant at kigge på, om lydkravene er for høje. Han uddyber, at lydkravene er fastsat på en måde, der gør det svært for træbyggeriet ikke at skulle tilføje ekstra omkostninger – måske omkostninger, der gør, at det bliver for dyrt at bygge i træ. Udfordringerne rokker dog ikke ved Niels Morsings tro på, at træbyggeriet er den vej, byggeriet er nødt til at gå.

    – Det kan godt være, at det bliver dyre at bygge i fremtiden, men vi er nødt til at lave mere biobaseret byggeri, fordi der er nogle begrænsninger på ressourcer, som der ikke er i samme grad på træ, da vi kan plante mere. Med de lovkrav der er om CO2-aftryk nu – og som nok bliver skærpet med tiden – så bliver det nødvendigt at få flere biobaserede materialer ind i byggeriet. Det tror jeg ikke, man kan komme udenom.

    Erfaringer og positive historier kan bane vejen

    Ifølge Niels Morsing er forventningen hos Teknologisk Institut uden tvivl, at der kommer mere træbyggeri. Han understreger dog, at byggebranchen lige nu er i en presset periode, hvilket ofte betyder, at der er øget fokus på omkostninger.

    Derfor er det usikkert, om man vil se en stigning i træbyggeriet foreløbig. Niels Morsing tror dog, at der vil komme mere, når konjunkturerne vender, og de større byer skal etablere flere boliger samtidigt med, at de skal leve op til ambitionen om at reducere CO2-aftrykket.

    – Det er klart, at jo mere nybyggeri vi laver, jo mere CO2-aftryk får vi også. Så hvis København eller Århus skal reducere CO2-aftrykket, så er det svært at se, uden at man bruger mere træ. Det handler dybest set om, at vi skal have mere erfaring med træbyggeri. Jo flere byggerier og cases der kommer og jo mere erfaring og positive historier der kommer, jo mindre bliver den risiko, som bygherrer eller forsikringsselskaber påtager sig.

    Niels Morsing pointerer, at der bør komme flere bygninger som træbyggeriet Ripple Residence, og så håber han, at der vil komme mere optimisme ind i beslutningerne, så konjunkturerne kan vende til træbyggeriets fordel og give mulighed for at bygge med et mindre CO2-aftryk.
    Anbefalede artikler