Nuuks nye skole Atuarfik Narsarsuag i aftenbelysning
Brøndum Grønland har gennem 40 år sat sit aftryk på de tekniske anlæg
Efter 40 år i Grønland har Brøndum sat sit aftryk på de helt store tekniske entrepriseopgaver - i øjeblikket Nuuks nye store skole og lufthavnsanlæg i både Nuuk og i Ilulissat. Snart begynder de på sygehusudvidelsen i Sisimiut.
Store tekniske entrepriser fem steder
Gennem sine 40 år i Grønland har Brøndum bygget sig en lokal forankring hele fem steder i landet. Med sine cirka 90 medarbejdere er der opbygget en dyb forståelse for de særlige arbejdsforhold og naturen i Grønland.
- Vi kunne ikke gøre det, vi gør, uden vores lokalt forankrede medarbejdere, som har været her i lang tid. En af vores styrker er det nære samarbejde med bygherre om løsningerne, og at vi ved, hvad der virker i det arktiske, siger adm. direktør i Brøndum Grønland, Lars Trankjær:
- Vi ønsker at være med til at rykke på tingene. Så når vi bygger, er det det rigtige, vi bygger. Derfor forsøger vi at blive involveret tidligt for at være med i projekteringsfasen og præge projektet hen på nogle gode løsninger.
Holder hånden under lærlinge
10 af de 90 medarbejdere er lærlinge, og virksomheden er glad for at få lov til at uddanne, for arbejdskraften kommer ikke af sig selv, oplever de:
Lars Trankjær, Adm. Direktør Brøndum Grønland AS
- Tidligere har vi haft svært ved at få vores lærlinge til at gøre forløbet færdigt. Men nu følger vi op på, om de trives, og vi vil gerne holde hånden under dem og støtte dem til, at de gør uddannelsen færdig.
- Vi tager mange lærlinge ind og har nu et forløb, hvor de er tilknyttet en fast medarbejder, der følger deres trivsel. Lærlinge har også mulighed for at flytte rundt i landet og være i vores andre afdelinger, siger Lars Trankjær.
Energieffektive løsninger i det arktiske
Brøndum Grønland er eksperter inden for energieffektive løsninger inden for VVS, ventilation, køl, rørinstallationer, fjernvarme og varmepumper til bygninger og industrianlæg i det arktiske.
- Vi rådgiver om, hvordan man kan tilpasse og tilrettelægge projekter til arktiske forhold. Det kan være, hvordan man laver ledninger i det arktiske terræn, infrastrukturer eller tilbygninger med kloak, vand og fjernvarme.
Velimplementerede tekniske systemer, design og installationer har en stor indflydelse på drift og omkostninger i en bygnings eller et anlægs samlede levetid, og for miljøbelastningen.
Styr på materialeflowet
Et matrialeflow henover mindst 3.000 km til det arktiske kan være en udfordring. Men det er Brøndum Grønland henover årene blevet rigtig skarpe til. Supportafdelingen i Viborg hjælper med, at de rigtige materialer kommer op på den rette måde og på det rette tidspunkt, fortæller Lars Trankjær:
- Lige nu hvor priserne på materialer og fragt er på himmelflugt, kan vi se, at vi er måske en tand bedre stillet, fordi vi har godt styr på vores materialeflow. Vi forsøger ikke at få mere op end vi skal bruge. Det skal være det rigtige og komme på det rigtige tidspunkt.
Brøndum bil i Grønlands sneklædte landskab
Servicering af anlæg
Selvom Brøndum Grønland er med på størstedelen af landets byggeri, er der også sat nye mål. Lars Trankjær ser et udviklingspotentiale på service af anlæg, når de er bygget.
- Vi er godt bemandet ift. at kunne tilbyde service i både Nuuk, Sisimiut og i Ilulissat. Derfor vil vi gerne gøre mere for at informere brugere og kunder om vigtigheden af at servicere anlæggene. Det vil nedsætte tiden, hvor anlæggene ikke kører.
Sygehus, kollegium og ny infrastruktur i Sisimiut
Hvor der lige nu er tryk på aktiviteterne i Nuuk, kan Brøndum Grønland se ind i et højere aktivitetsniveau i Sisimiut, hvor de skal være med til at lave infrastrukturen til byens nye forbrændingsanlæg. Oveni kommer et kollegium-byggeri og al teknikken til en ny tilbygning til sygehuset med nyt sygehusafsnit, fortæller Lars Trankjær:
- Det er nyt for os, og vi ser frem til at løse så stor en opgave som i Sisimiut. Det er en spændende opgave, for et sygehus indeholder altid komplekse løsninger.