Det er Buster Nissen til Venstre, dernæst Thomas Tvedergaard Larsen, Rasmus Hasselgren Gerhardt og yderst til højre Jørgen Smidt
Kapitalfond investerer i nordjyske NB Ventilation
Aalborg-virksomheden NB Ventilation er en af de førende herhjemme indenfor komplekse ventilationsanlæg. Nu får Aalborg-virksomheden nye vinger på sin udviklingsrejse gennem partnerskabet med kapitalfonden Blue Equity.
Siden 1972 har nordjyske virksomhed NB Ventilation A/S specialiseret sig i komfortventilation, industriventilation og energieffektiv varmegenvinding. Man laver kundetilpassede ventilationsaggregater til både bolig-, kontor- og industribyggeri. Og nu får virksomheden nye muligheder for at udvikle sine komplekse ventilationsløsninger med fokus på energieffektiv varmegenvinding og den grønne omstilling. For kapitalfonden Blue Equity har indgået et partnerskab med NB Ventilation om at investere i virksomheden.
- Vi ser meget store muligheder i at udvikle NB yderligere og udnytte de muligheder, som den grønne omstilling giver os. Vi har en stærk position, særligt indenfor de komplekse industrianlæg, hvor vi følges ud internationalt med vores kunder. Vi har ledt efter en partner, som kan bistå os med vores igangværende rejse fra håndværkervirksomhed til digital industri- og vidensvirksomhed. Med kapitaltilførslen får vi desuden råderum til at beslutte, hvordan vores fremtidige struktur og rammer skal se ud, fortæller Rasmus Hasselgren Gerhardt, CEO i NB Ventilation A/S, i en pressemeddelelse.
NB Ventilation er investering nummer 7 i Blue Equity’s tredje fond. Ejerskabet bliver fordelt som et partnerskab med 40 % til Blue og 30 % til hver af Rasmus Hasselgren Gerhardt og Buster Nissen. Det nye partnerskab betyder samtidig at NB Ventilation får ny direktion med den nuværende CEO Rasmus Hasselgren Gerhardt samt Buster Nissen, der indtræder i direktionen. Og Johnny Gerhardt træder ud af ejerkredsen.
I Blue Equity er man stolte af at være blevet valgt som partner i videreudviklingen af NB sammen med Rasmus, Buster og de dygtige medarbejdere, fortæller Jørgen Smit, der er partner i Blue Equity:
- NB’s dybe viden om design af effektive ventilations-løsninger og om varmegenvinding generelt er en vigtig ingrediens i den grønne omstilling. Vi ser frem til at kunne støtte NB på deres fortsatte vækstrejse gennem tilførsel af kompetencer og gennem vores netværk. Samtidig er vi glade for, at vi med investeringen i NB er lykkedes med at etablere et partnerskab i det nordjyske erhvervsliv, siger Jørgen Smit.
Læs flere virksomhedsnyheder fra byggebranchen