Bæredygtighed inden for anlægssektoren handler om at se på helheden

Midt i de grufulde ulykker, som Ruslands krig imod Ukraine skaber, er det vanskeligt at fokusere på de problemer, der for få uger siden syntes som de største. De menneskelige tragedier og de ufattelige ødelæggelser, vi er vidner til, får vores udfordringer til at virke ubetydelige. Også selvom vi med vores fornuft godt ved, at på lang sigt er klimaudfordringerne stadig en eksistentiel udfordring.

 

Vi må derfor ikke tabe de udfordringer af syne, som det er at få reduceret vores CO2-udslip og vores træk på jomfruelige naturressourcer. Nu skal der jo også være ressourcer til genopbygning af Ukraine, og vi skal på sigt frigøre os fra russisk gas og olie, så den grønne omstilling skal yderligere op i fart.

 

Inden for anlæg og infrastruktur handler det – lige som inden for byggeriet – om, at få bragt de direkte udledninger fra byggepladserne ned og få mængden af genanvendt materiale op. Og så skal vi se på, hvordan vi i hele processen fra de første designfaser til den færdige udførelse kan reducere klimaaftrykket og ressourceforbruget. Vi skal huske helheden, for det nytter jo ikke at reducere ét problem, hvis vi samtidig skaber et andet.

 

En vej at gå for at reducere klimaaftrykket er at få kortlagt udledningerne med udgangspunkt i, hvordan vi har bygget hidtil. Herved kan man beregne det bidrag til reduktion, der kan komme både fra at ændre design, byggemetode, materialevalg og den udførende byggeproces. I dét regnestykke er omstilling af entreprenørmaskinerne væk fra dieseldrift til biodiesel eller elektricitet et vigtigt og meget synligt bidrag men langt fra det største.

 

Men det er synligt og ligger lige for; det er byggeriets såkaldte Scope 1-udledninger. Altså det, der sker direkte på byggepladsen, mens Scope 2 og 3 er udledninger, der sker andre steder, eksempelvis i forbindelse med produktionen af materialerne.

 

Scope 1 handler om at få omstillet maskinparken væk fra dieseldrift. Det indebærer en række helt praktiske udfordringer; tilgængelighed af nye maskiner, deres pris som er flere gange højere end traditionelle, er der tilstrækkelig med elektricitet ført frem, og biodiesel er fortsat flere kroner dyrere pr. liter end traditionel diesel.

 

Derfor kræver omstilling til fossilfrie byggepladser samarbejde og at reduceret klimaaftryk anses for en kvalitet, når opgaver udbydes. Samarbejde mellem bygherre, rådgiver og entreprenør skal sikre, at kravene stilles rigtigt, og der skal skabes økonomisk råderum til at de ekstra omkostninger, som omstillingen er forbundet med, kan betales. Kvalitet har en pris. De første pilotprojekter viser, at det handler om 3-5 procent af entreprisesummen.

 

 

En af vejene til at reducere udledningerne i Scope 3 er mere genbrug og genanvendelse. Mere cirkulær økonomi er desværre sværere i praksis end i teorien. Inden for anlægsområdet anvendes store mængder af det byggeaffald, der produceres, som fyld under veje. Der er behov for, at muligheden for at genanvende materialer udvides, og det kræver ikke kun teknisk udvikling, det kræver også ændring af en række krav og regler. Mange krav og regler bygger på traditioner og velprøvede metoder, men de er skabt i en tid, hvor adgangen til jomfruelige naturressourcer var meget lettere end i dag. Her er det tydeligt, at innovation af både processer og materialer skal gå hånd i hånd med tilpasning af normer og regler.

 

Et nyt aspekt på tværs af alle tre Scopes er dokumentation for bæredygtighed, der skal udvikles sideløbende med den øvrige dokumentation. Dokumentation er vigtigt for at kunne stille krav og leve op til dem, men det er også vigtigt, når man kan opleve, at produkter der har samme tekniske egenskaber alligevel kan være forskellige fordi deres klimaaftryk ikke er ens, som følge af hvor og hvordan de er produceret. Dokumentationen bliver grundlaget for beregningerne allerede i designfasen. Bæredygtighed har mange aspekter, der skal forenes. Det kræver samarbejde mellem bygherre, rådgiver og entreprenør.