281331dc-9a9a-4ff2-96e3-79b0664cf1c0

Mere end hver fjerde bilist oplever huller i vejene

Efterslæb på kommuners vejvedligehold presser bilister

  • Anlæg
  • Veje og Infrastruktur
  • 2025-10-31
  • | Af Redaktionen
  • | Foto: FDM

    FDM advarer om, at manglende vedligeholdelse af kommuneveje skaber trafikale problemer og milliardstor regning.

    Alt for mange danske kommuneveje er præget af slid og vejhuller, oplever bilister i hverdagen. Ifølge en ny undersøgelse fra FDM er det mere end hver fjerde bilist, (27 %) som mærker, at der er huller i de veje, hvor de normalt kører. Mens yderligere 58 % bemærker dem enkelte steder.

    FDM kritiserer, at kommunerne i årevis har udskudt den nødvendige vedligeholdelse. Ifølge organisationen har dette ført til et betydeligt efterslæb på de 71.000 km kommuneveje – anslået til mellem 5 og 10 milliarder kroner.

    – Vi ser, at en del kommuner gennem flere år ikke har prioriteret vejene ret højt. Det er går ud over trafiksikkerheden og skaber ulemper for fremkommeligheden og for bilisterne, der risikerer at få skader på deres bil, hvis de kører i et vejhul, fortæller Torben Lund Kudsk, politisk chef i FDM i en pressemeddelelse.

     

    Slidte vejstriber og voksende 'vejgæld'

    Problemerne begrænser sig ikke kun til huller. 27 % af bilisterne oplever, at vejstriberne mange steder er så nedslidte, at de er vanskelige at se – en udfordring især i mørke og dårligt vejr.

    FDM påpeger, at det både er økonomisk ineffektivt og kortsigtet at udskyde vedligeholdelsen. Reparation af nedbrudte veje koster ifølge organisationen to til tre gange mere end forebyggende vedligehold.

    – For hvert år man udskyder den nødvendige vedligeholdelse, stiger ’vejgælden’, og det vil også få betydning for kommunernes økonomi på andre områder i årene der kommer, slutter Torben Lund Kudsk.

    Selvom kommunernes økonomiske råderum fastlægges af Folketinget, påpeger FDM, at ansvaret for den lokale infrastruktur ligger hos kommunerne selv. Organisationen retter derfor fokus mod vedligeholdelsen op til Kommunalvalget d. 18. november.

    Om undersøgelsen

    Undersøgelsen er gennemført af Norstat for FDM i oktober 2025 blandt 998 danske bilejere. Den viser bl.a.:

    27 % oplever vejhuller mange steder

    27 % oplever slidte, utydelige vejstriber mange steder

    24 % vurderer, at vejenes generelle stand er lav eller meget lav

    Flere data i undersøgelsen kan findes på FDM’s hjemmeside.


    Læs mere om vigtige infrastrukturprojekter rundt om i Danmark

     

    Anbefalede artikler