
Ærgrelse over afskaffelse af VE-godkendelsesordningen
VE-ordningen er afskaffet pr. 1. juli 2025, og det har skabt blandede følelser hos installatører i el-og vvs-branchen, og Torben Steffensen direktør hos VS Automatic i Horsens er ærgerlig.
Elinstallatøren VS Automatic, som har base i Horsens, har siden 2019 været VE-godkendt inden for solceller og varmepumper. Det betyder, at medarbejderne er specialuddannede inden for netop disse former for vedvarende energi, og godkendelsen har fungeret som et kvalitetsstempel, der har hjulpet kunder med at vælge en kompetent og troværdig installatør til deres projekt. VS Automatics direktør, Torben Steffensen, er bekymret over, at dette signal nu forsvinder.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at VE-ordningen er blevet afskaffet. Det bliver sværere for vores kunder at vurdere, hvilken installatør der er den mest kompetente til opgaven, da VE-godkendelsen hidtil har været et vigtigt kvalitetsstempel, udtaler han i en pressemeddelelse.
Energistyrelsen: Der er sket meget siden 2013
Da VE-ordningen blev indført i 2013, var det for at sikre, at installatører inden for el og vvs havde de nødvendige kompetencer og den korrekte viden til at installere små vedvarende anlæg (også kaldet VE-anlæg).
Hos Energstyrelsen begrunder man afskaffelsen med, at Danmark har fulgt godt med udviklingen inden for vedvarende energi, hvorfor der er opbygget store mængder erfaring med VE-teknologier blandt virksomhederne. Samtidig har uddannelsesinstitutionerne løbende tilpasset deres faglige indhold i el- og vvs-undervisningen, så det stemmer overens med kravene på markedet. Det vil sige, at både nye og erfarne medarbejdere er godt rustede til at arbejde med VE-anlæg, hvilket overflødiggør VE-godkendelsesordningen.
Listen over VE-godkendte virksomheder er låst pr. 1. juli 2025 og der tilføjes ikke flere virksomheder til listen. Pr. 1 januar 2028 vil listen over VE-godkendte virksomheder ikke længere være gældende.
Se listen over VE-godkendte virksomheder
”Nedlæggelsen af ordningen vil give lavere kvalitet”
Ifølge brancheorganisationen TEKNIQ vil nedlæggelsen af ordningen sandsynligvis påvirke kvaliteten af det udførte arbejde negativt, da installatørerne ikke længere skal slippe igennem et nåleøje, som de hidtil har skullet for at blive VE-godkendt.
- VE-ordningen har hjulpet forbrugere med at finde hoved og hale i et konkurrencepræget marked. Når ordninger som denne forsvinder, risikerer vi, at forbrugerne får svært ved at skelne mellem de installatører, der leverer solidt håndværk, og dem der ikke gør, fortæller Torben Steffensen.
Flere installatører får del i varmepumpepuljen
Når private forbrugere fremover søger om tilskud gennem den offentlige støtteordning ved navn varmepumpepuljen, er det ikke længere et krav, at virksomheden, der monterer og installerer varmepumpen, er VE-godkendt. Virksomheden kan i stedet ”nøjes” med en autorisation og en plads i Sikkerhedsstyrelsens autorisationsregister. Torben Steffensen udtaler:
- Hos VS Automatic vil vi fortsat udvise dedikation og engagement, da vi ikke vil lade VE-ordningens fravær påvirke vores faglige stolthed.
Alle VE-godkendte installatører har gennemgået særlig undervisning, og det bliver kontrolleret årligt, om virksomhederne stadig opfylder kravene til godkendelsen. Desuden er alle VE-godkendte virksomheder en del af brancheorganisationen TEKNIQ, som stiller deres garantiordning på op til 150.000 kr. til rådighed for installatørernes kunder. Ved nedlæggelsen af VE-ordningen er kunderne ikke længere sikret denne garanti, da det kan blive udfordrende at skelne mellem de tidligere ikke-VE-godkendte installatører og de tidligere VE-godkendte installatører.