Døde ender i en større brugsvandsinstallation skaber bakterievækst

Legionella-bakterier udgør en væsentlig sundhedsrisiko i mange større brugsvandsinstallationer, særligt på hospitaler, plejehjem og institutioner, hvor sårbare beboere er afhængige af et sikkert og hygiejnisk varmtvandsmiljø. De tekniske udfordringer i VVS-installationer er centrale, når det gælder forebyggelsen af Legionella, og en målrettet risikovurdering af selve installationen er et ufravigeligt udgangspunkt for at undgå vækst og spredning.

Et af de allervigtigste tekniske forhold er styringen af varmtvandstemperaturen. Legionella trives bedst ved temperaturer mellem 20 og 45 °C, og derfor er det afgørende, at det varme brugsvand holder en stabil temperatur på mindst 50 °C i hele den cirkulerende installation. I praksis kan det dog være vanskeligt at opretholde denne temperatur i alle dele af systemet, især i ældre eller komplekst opbyggede anlæg. Lange rørstrækninger, utilstrækkelig isolering eller mangelfulde indreguleringer kan føre til, at temperaturen falder lokalt, typisk i de fjerneste tapsteder eller i “døde” ender af systemet. En særlig udfordring opstår, hvis man stadig har ældre cirkulationsventiler, der er fabriksindstillet til at holde returvandstemperaturen på 43 °C eller 48 °C – langt under det anbefalede niveau. Når varmtvandsrørene ikke er isoleret tilstrækkeligt, specielt på kolde lofter eller i krybekældre, forstærkes temperfaldet yderligere, hvilket øger risikoen for bakterievækst.

 

Blinde rørender

Stagnation i systemet er et andet kritisk forhold. Døde ender – altså blinde rørstrækninger efter nedlagte tapsteder eller ombygning – bliver hurtigt til lommer med stillestående vand, hvor biofilm og Legionella får optimale vækstbetingelser. Også sjældent brugte tapsteder, som gæstebade eller haner i affalds- eller depotrum, byder på samme problem; hvis de ikke regelmæssigt skylles igennem, opstår der let bakterievækst. Desuden kan for store varmtvandsbeholdere, hvor vandet står stille i længere tid, føre til lang opholdstid og dermed give Legionella mulighed for at formere sig.

Materialer

Materialevalget i VVS-installationen spiller også en markant rolle. Mange ældre anlæg er udført med galvaniserede stålrør, som i forbindelse med korrosion danner ru overflader, hvor biofilm og bakterier kan fæstne sig og vokse uhindret. Moderne installationer i rustfrit stål eller plast har glatte indvendige overflader, der i nogen grad begrænser biofilmdannelsen, men også her kan fejlmontering – for eksempel dårligt udførte pressamlinger – skabe lommer, hvor bakterier kan overleve. Kobberrør har i sig selv en bakteriehæmmende effekt, men denne reduceres markant, når der dannes kalkbelægninger på den indvendige side.

Døde ender i en større brugsvandsinstallation skaber bakterievækst

Indregulering

Indreguleringen af anlægget har ligeledes stor betydning for risikoen. Hvis flowet ikke er korrekt indregulerede, opstår der let ubalancer, hvor nogle strenge har for lavt flow og dermed ikke opnår den ønskede temperatur. Dette problem forværres, hvis manuelle statiske ventiler utilsigtet bliver brugt som afspærring og mister den oprindelige indstilling. Hvis rørdimensionerne er for store i forhold til forbruget, giver dette en lav gennemstrømning og ringe selvrensning. Vandhastigheden bær altid være turbulent da dette er med til at forhindre dannelsen af biofilm.

Rørisolering

Isoleringen af rørene er også afgørende. Hvis varmtvandsrørene ikke er isoleret tilstrækkeligt, mister vandet varme på vej ud til tapstederne, og hvis koldtvandsrør føres i skakte og andre varme rum uden tilstrækkelig isolering, kan det kolde vand opvarmes til temperaturer, hvor Legionella trives. Dette problem ses især i ældre bygninger.

Det er derfor afgørende, at der i både projektering, daglig drift og vedligeholdelse er et stærkt fokus på at minimere alle de nævnte risikofaktorer. Automatisk gennemskylning af sjældent brugte tapsteder og døde ender, regelmæssig kontrol af temperaturer i hele anlægget, og udskiftning af kritiske komponenter som beholdere, cirkulationsventiler og gamle rør, er nødvendige tiltag. Al drift og vedligehold bør dokumenteres, og institutioner der huser svage og sårbare borgere bør have en klar beredskabsplan for håndtering, hvis Legionella-grænserne overskrides.

Sammenfattende kræver de VVS-tekniske udfordringer et indgående kendskab til installationens opbygning og alder samt løbende overvågning og vedligeholdelse. Kun ved at fastholde fokus på temperatur, flow, materialer, isolering og minimering af stagnation kan man effektivt forebygge vækst af Legionella og sikre et sundt og sikkert varmt brugsvandsanlæg – ikke mindst for de mest sårbare brugere i vores samfund.

 

Referencer:

- Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for Legionella (SSI, 2025)
- Rørcenteranvisning 017, Teknologisk Institut
- BR18 og DS 439:2009
- nr. 721 af 11/06/2024