8,5 km motorvej på rekordtid
YIT Danmark har i lyntempo lagt hånd på sidste del af Holstebro-motorvejen. Nu kommer bilisterne.
Om der er tale om en decideret Danmarks-rekord, tør entreprisechef hos YIT Danmark, John Gregersen ikke sige. Men han er ikke i tvivl om, at det er gået vanvittigt hurtigt med at etablere de sidste 8,5 km af Holstebromotorvejen ved Aulum.
Helt præcist har det taget 25 mand og 35 lastbiler tre måneder at udlægge de i alt 128.000 tons asfalt i tre lag. Samlet set er en overflade på ikke mindre end 211.000 m2 dermed belagt med en helt ny og jomfruelig asfalt – klar til at blive indtaget af alverdens bilister, når motorvejsstykket åbner den 14. september.
- Vi har i den grad haft fart på, og har også været særdeles heldige med vejret, siger John Gregersen og nævner, at YIT Danmark, der er en del af den finske YIT Group med ca. 10.000 ansatte, også har lavet 12 + 6 km. af motorvejen omkring Herning.
Mere genbrug, tak
Som ved andre motorvejsbyggerier har Holstebro-motorvejen også været underlagt reglerne om, at kun det nederste af de tre asfaltlag, må indeholde genbrugsasfalt.
Men kunne John Gregersen få et ønske opfyldt var det, at reglerne i fremtiden bliver ændret. Han mener, at genbrugsasfalten er mindst ligeså stærk som den nye.
- Dertil kommer, at der ikke bare er miljømæssige fordele i at genbruge asfalten, det er også lettere at arbejde med. Dermed synes jeg godt, man kan håbe på, at det er noget Vejdirektoratet vil se på i fremtiden. Dermed kunne arbejdet med etablering af motorveje blive en endnu større fornøjelse, lyder det fra entreprisechefen.
Fakta
YIT er Finlands største byggefirma og er samtidig en betydelig spiller på det nordeuropæiske marked. Virksomheden udvikler og bygger lejligheder og erhvervsejendomme, men er også specialister i infrastruktur og vejbelægning.
YIT driver forretning i 11 lande: Finland, Rusland, Danmark, Norge, Sverige, de baltiske lande, Tjekkiet, Slovakiet og Polen.