Oprensningen af Vestmanna Marina sikrer havnen
Sejlrenden ved Vestmanna Marina er blevet oprenset og genetableret af den danske entreprenør Høj Nordic Marine Contractor. Projektet sikrer infrastrukturen og forbindelsen til det færøske lokalsamfund.
Et omfattende havneprojekt på Færøerne er gennemført i sommer af den danske maritime entreprenør, Høj Nordic Marine Contractor, der har omfattende erfaring fra internationale havvande. Sammen med Vestmanna Kommune og Vestmanna Havn har de leveret et projekt, der både øger tilgængeligheden og forbedrer Vestmanna Marinas funktionalitet.
En mere robust mole
Arbejdet inkluderede fjernelse af over 10.000 m3 sediment og sten fra havnebassinet, som blev transporteret til en udpeget klapplads. Derudover er nedfaldne sten fra molen blevet indbygget igen for at styrke molens konstruktion og sikre modstandsdygtighed over for barske vejrforhold. Projektet stillede høje krav til dokumentation af CO2-udledning, hvilket Høj Nordic Marine Contractor håndterede i overensstemmelse med gældende standarder.
Oprensningen af Vestmanna Marina har ikke kun forbedret den lokale infrastruktur, men har også sikret havnens betydning som en vigtig livsnerve for lokalsamfundet og dets økonomi.
Michael Normann, som er direktør for Høj Nordic Marine Contractor, forklarer, at projektet har været utrolig spændende og krævede nøje planlægning og præcis koordinering på grund af de logistiske udfordringer ved transport til og fra Færøerne.
- Selve oprensningen adskilte sig lidt fra en normal oprensning, da store sten, som ikke var synlige på forhånd, var indlejret i oprensningsmaterialet. Stenene skulle derfor fjernes, men der lå også en høj kompleksitet i logistikken til og fra Færøerne. Men disse tekniske udfordringer gjorde kun projektet mere interessant for os som virksomhed, siger Michael Normann i en pressemeddelelse.
Ekspertise til fremtidige projekter på Færøerne
Med afslutningen på projektet tilbyder Høj Nordic Marine Contractor nu deres omfattende viden og erfaring til andre færøske havne, som kan have gavn af deres ekspertise inden for oprensning, forbedring af sejlrender og kystforstærkning.
Læs mere om offshore projekter