Test af Milwaukee M18 FUEL KÆDESAV FCHS-121: Giver baghjul til benzindrevne konkurrenter
En batteridreven kædesav, der kan udkonkurrere sine benzindrevne konkurrenter… Så enkelt kan den nye kædesav fra Milwaukee beskrives. Dens FUEL-teknologi gør det muligt for saven at opretholde en konstant hastighed i de hårdeste opgaver, og den kan således udmanøvrere benzindrevne kædesave op til 40cc.
Den kulfrie POWERSTATE motor er også Milwaukee´s hidtil stærkeste motor og understreger maskinens store potentiale. Det betyder også, at man har en god driftstid, med 150 snit i 100 mm x 100 mm fyrretræ på ét 12,0 Ah batteri. Afslutningsvis kan det nævnes, at saven har en afbryder med variabel hastighed, der giver fuld kontrol over saven og tillader fuld fart på under 1 sekund.
- Hold nu op, den er smart. Der kan man da virkeligt se, hvor langt man er kommet med det batteridrevne værktøj, siger Tobias Preilev, da han som den første kaster sig over træet med kædesaven.
- Det er ikke meget larm, der kommer fra den, men der er alligevel drøn på. Det lader ikke til at den viger tilbage fra nogen benzindreven kædesav, indskyder Thomas Lomborg, efter de første stykker træ er blevet skåret til pindebrænde.
- Den virker også meget sikker. Den låser med det samme, når man slipper sikringsmekanismen, forklarer Steffen Slott Jørgensen.
- Vi bruger jo sjældent kædesave på byggepladsen. Men i gamle dage var jeg i Norge og arbejde med træudskæringer. Der ville jeg da have ønsket mig sådan en her. Der var nemlig mange opgaver, hvor det havde været rart lige at trække den her frem i stedet for de store tunge benzindrevne maskiner, især når man blot skulle bruge den i et par minutter. Jeg syntes alt i alt at det her er en lille god og ikke mindst sikker kædesav. Det er skønt at se, hvordan man hele tiden får flere valgmuligheder indenfor batteridrevet værktøj, fortæller Peter Johnny Hansen.
- Der er en stor fleksibilitet ved den her. Er man ude hos en lille privat kunde og måske skal bygge et sommerhus, så kan det jo være, at man lige skal fjerne nogle træer. Her ville den jo være fantastisk at have med sig. Jeg havde faktisk ikke troet, at en motorsav på batteri ville kunne hamle op med de benzindrevne, afslutter Lasse Hald.
Tekniske specifikationer:
Kædehastighed (m/s): 12.4
Kapacitet (Ah): 12.0
Spænding (V): 18
Sværdlængde (cm): 40
Vægt inkl. batteri (kg): 6.4
Bygge- & Anlægsavisens håndværkerpanel
Peter Johnny Hansen er faglærer på Roskilde Tekniske Skole og er også skolens Skills- og talenttræner. Han er uddannet møbel- og bygningssnedker og har blandt arbejdet i Norge og Gaza. Hans mål er at uddanne Danmarks bedste bygningssnedkere.
Steffen Slott Jørgensen er i gang med at uddanne sig til bygningssnedker på Roskilde Tekniske Skole, hvor han også er en del af Skills-holdet. Hertil er han i lære hos Hoffmann, hvor han håndterer vidt forskellige opgaver, hvilket har været med til at give ham en bred håndværksmæssig forståelse. I april blev han danmarksmester ved Skills 2019 i bygningssnedkerkategorien.
Thomas Lomberg er blikkenslager og udlært i 1994. Han laver alt inden for VVS-arbejde og er tilknyttet små og store projekter. Han er ansat i CG Enterprise, der siden 1927 har håndteret en bred vifte af opgaver i forbindelse med VVS-arbejde, hovedentrepriser såvel som tekniske storentrepriser og fagentrepriser.
Tobias Preilev er i lære hos Hoffmann, hvor han startede som arbejdsdreng. Han er sidenhen startet på uddannelsen som bygningssnedker, og vandt i april Dansk Byggeris Arbejdsmiljøpris ved DM i Skills.
Lasse Hald er indehaver af Jysk Skridsikring og er uddannet murer. Når ikke han tager rundt i hele landet for at skridsikre alt fra parkeringspladser til spaområder, arbejder han hos Øens Murerfirma for at holde murergerningen ved lige.
En stor tak til STARK på Frederiksberg for at stille deres lokaler til rådighed for Bygge- & Anlægsavisens testpanel