<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Metabo2

Test af Metabo vinkelsliber: Lille, kraftfuld og solidt bygget

  • Byggepladsen
  • Værktøj
  • Test af værktøj, varevogne og udstyr
  • 2021-04-21
  • | Af Alexander Tengbjerg

    Corona eller ej så fortsætter Bygge- & Anlægsavisen med at teste værktøj på fuldt tryk. Og denne gang har vi fornøjelsen af at kunne præsentere en helt ny producent i vores store testkatalog. Det drejer sig om det tyske mærke Metabo, der har ladet os teste en af deres kraftfulde vinkelslibere.

    Men inden vi går videre til testen, bør vi lige opsummere hvem eller hvad Metabo er. Det er ikke en af de mest kendte mærker i Danmark, men firmaet står bag en række spændende innovationer, der var med til at sætte gang i udviklingen af elværktøj. I 1934 udviklede Metabo den første elektriske håndboremaskine og i 1957 kunne de præsentere den første masseproducerede slagboremaskine. 12 år efter fremviste de verdens første slagboremaskine med reguleret omdrejningstal.

     

    Det betyder ikke, at Metabo ikke har stået bag nogle spændende nyheder siden 1970’erne. Men for at holde det kort, har de tidligt i deres historie, været med til at sætte deres præg på udviklingen af det værktøj som vi i dag kender og bruger. Derfor var vi begejstrede for at sende deres vinkelsliber ud i marken.

     

    metabo3"Den ligger perfekt i hånden og håndtaget er robust og godt at holde om"



    Med mureren på job

    Først skulle vi have fundet en testperson, der var villig til at slide maskinen godt til. Vi ringede derfor til vores faste testperson Lasse Hald, der er murer og indehaver af Jysk Skridsikring. Han var i overordentligt godt humør da han tog telefonen, hvilket til dels skyldes det dårlige vejr:

     

    - Frostgrader og regn i ugevis. Det er jo pokkers glat alle steder, så der er forrygende travlt. Der findes vist ikke et bedre tidspunkt end det her til at arbejde med skridsikring på, griner Lasse.

     

    Vi spørger herefter om at han har nogle gode opgaver, der kan sætte vinkelsliberen fra Metabo på en prøve.

     

    - Jo det har jeg. Jeg skal ud på en byggesag, hvor der er lidt forskellige opgaver. Jeg skal skære en masse fliser til nogle badeværelser vi skal istandsætte og der skal nok også være nogle metalrør vi kan kaste efter den.

     

    Støvbeskyttelse og holdbar ledning

    Lasse der balancerer arbejdslivet mellem skridsikring og mureropgaver har en forkærlighed for det finere flisearbejde ude på badeværelserne, da man her kan kæle for detaljerne, samtidig med at selv små fejl, står meget tydeligt frem. Vi sendte maskinen ud til Lasse og gav ham derefter et kald for at høre, hvordan vinkelsliberen havde tjent ham:

     

    - Det har været et godt bekendtskab den første uge. Jeg håbede at I ville sende en batteridreven maskine min vej, men når jeg arbejder på badeværelser, er jeg altid i nærheden af en kontakt, så det er bare en vanesag at køre med batteri. Den var utrolig heftig at arbejde med, men jeg følte altid at jeg var i kontrol. Den er lille, så man skal bare lige forstå, at selvom den ikke ser ud af meget, så er masser af power, der bare sparker igennem, siger Lasse. Vi spørger ham derefter til støvgener og støvbeskyttelse:

     

    - Den skulle være helt i front når det kommer til støvbeskyttelse med det de kalder en Metabo Marathon Motor. Jeg kendte faktisk ikke til Metabo før i sendte vinkelsliberen min vej. Men det støver helt forfærdeligt efter en hel dag med tilskæring af fliser og det har gennem tiden sendt flere af mine vinkelslibere tidligt i graven. Nu har jeg kun brugt den en uge, men jeg forhørte mig lidt på pladsen og nogle af gutterne, der før har brugt Metabo, sagde at de godt kunne skrive under på, at det der støvbeskyttelse rent faktisk fungerede, forklarer Lasse og fortsætter:

     

    - Jeg lagde også mærke til en lille detalje, som man altid først ser når det er for sent. Ledninger på Vinkelslibere ender altid med at gå i stykker. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg syntes at man på hver eneste byggeplads ser en forpint vinkelsliber, hvor ledningen er pakket ind i gaffatape. Ledningen her og samlingen ved maskinen er supergodt konstrueret og jeg har svært ved at se, at den vil lide samme triste skæbne som byggepladsens andre gaffaindbundne vinkelslibere, griner Lasse.

     

    metabo4



    Lever op til håndværkerens forventninger

    Så kommer vi til de praktiske features:

     

    - Der loves et let og værktøjsfrit skiveskift og indstilling af beskyttelsesskærmen. Det var vitterligt simpelt, men det forventer vi også i branchen. Vi tænker ikke længere over det når det fungerer, men volder det problemer, så er chancen for at vi skifter værktøj stor. Placeringen af opstartsknappen er også helt fin. Der er et godt greb og en god kontrol, men det er igen noget jeg bare forventer af en værktøjsproducent. Jeg syntes overvejende at det var en fornøjelse at bruge maskinen, og for en murer er de mange ekstra tiltag de har gjort for at beskytte mod støv, noget som ville få mig til at skifte til en Metabo vinkelsliber, siger Lasse og fortsætter:

     

    - Det samme gælder ledningens konstruktion, det er bare sådan en ting, der gør at maskinen kan stå distancen i længere tid, for der er ikke noget værre end værktøj, der bryder sammen midt under en opgave. Men som sagt har jeg jo kun testet den på flisearbejde, hvor den var helt i skabet, så jeg vender tilbage når den også har stiftet bekendtskab med noget metalarbejde.

     

     

    Fra støv til gnister

    Endnu en uge er gået og endelig ringer telefonen, hvor Lasse tilfreds fortæller at vinkelsliberen nu også har prøvet kræfter med en masse metal:

     

    - Da vvs’eren skulle til på samme byggeplads, hvor jeg arbejdede på badeværelserne, havde han en del rør i galvaniseret stål, der skulle skæres til. Det er en smule pinligt, men han havde vist kommet til at bestille et stort parti som var for lange. Så det var jo en kærkommen lejlighed til at prøve vinkelsliberen af endnu engang, fortæller Lasse.

     

    - Igen var jeg positivt overrasket. Det var som at skære i blødt smør. Snittet var præcist, og jeg havde en grundlæggende følelse af at alt var under kontrol gennem hele arbejdet. Den ligger perfekt i hånden og håndtaget er robust og godt at holde om. Jeg lagde også mærke til at dimser og dingenoter, som kan tages af og skrues på, er i metal. Det oser af kvalitet og jeg har desværre nogle gange stødt på maskiner, hvor selve maskinen er god, men alt tilbehør er en smule skrællet. Så det er dejligt når alt spiller, siger Lasse og afslutter:

     

    - Vvs’eren blev da også godt misundelig og hans egen vinkelsliber havde selvfølgelig en ledning beklædt med gaffatape, afslutter Lasse, der netop havde afsluttet dagens murergerning, for nu at hoppe op i varevognen for at køre mod det jyske til en række skridsikringsopgaver.

     

    Tekniske specifikationer

    Metabo vinkelsliber 17-125 QUICK

    Slibeskive: Ø125 mm

    Nominel optagen effekt: 1700 W

    Afgiven effekt: 1040 W

    Tomgangshastighed: 11000 /min

    Hastighed ved mærkebelastning: 11000 /min

    Drejemoment: 3.7 Nm

    Spindelgevind: M 14

    Vægt uden netkabel: 2.5 kg

    Kabellængde: 4 m

     

     

    Anbefalede artikler