Historiske Huse råber vagt i gevær: Bevaringsværdierne er under pres

Hvis vi ikke snart skifter fokus og prioriterer de gamle, bevaringsværdige bygninger lidt højere, så ender vi med at miste en væsentlig del af vores fælles historie og kulturarv.

Så klart og tydeligt kan det siges, og det gør Birthe Iuel gerne. Hun er direktør for organisationen Historiske Huse, der arbejder for at sikre de fredede og bevaringsværdige byggerier en plads i bybilledet og landskabet.

- De her bygninger er jo ikke bare huse og hjem. De er det fysiske udtryk for vores historie og en væsentlig del af fortællingen om, hvem vi er. Vores identitet. Hvis vi ikke havde dem og bevarede dem, ville vi miste den del af vores historie, som vi kan se. Vi kan godt fortælle historien som erindringer, men den bliver først konkret, når vi kan se den, og her har vi et synligt bevis på, hvordan vi har levet og boet i Danmark op gennem århundreder. Det er unikt, og hvis vi ikke passer på, risikerer vi at miste det, fortæller hun.

 

 

 

Op ad bakke

Historiske Huse repræsenterer ejerne af de fredede og bevaringsværdige bygninger i Danmark.

Målet for organisationen er at skabe de bedste både juridiske, økonomiske og praktiske betingelser for, at ejerne kan vedligeholde de historiske huse og dermed bevare en vigtig del af den danske kulturarv. Det er en tung opgave, og ifølge Birthe Iuel er det op ad bakke i de her år.

- Overordnet set må jeg nok sige, at bevaringsværdierne er meget under pres. Desværre.

Presset kommer fra flere sider, men de største hindringer har politikerne stået for, mener Birthe Iuel. Blandt andet kan de konstant stigende krav til energioptimering være ren gift for de bevaringsværdige huse. I mange tilfælde føler ejerne sig nødsaget til eksempelvis at skifte til fabriksproducerede, moderne termovinduer for at leve op til kravene, og dermed ryger gode, gamle snedkervinduer af kernetræ ud med affaldet. Det ville være langt bedre både for klimaet og bevaringsværdierne at tilføje forsatsvinduer, og man ville opnå stort set samme isoleringseffekt, mener Birthe Iuel.

 

 

Ingen politisk opbakning

Skal man undgå kravene fra bygningsreglementet, må man som ejer af en bevaringsværdig ejendom sætte sin lid til lokalplanerne.

Her har kommunalpolitikerne nemlig mulighed for at lave lokale regler, der tilgodeser de unikke ejendomme, og ifølge en analyse fra Realdania, som Birthe Iuel henviser til, er det faktisk en rigtig god idé. Huspriserne i områder med velbevarede, historiske bymiljøer er således generelt højere, og dermed ligger der en god økonomisk gevinst i at fokusere på bevaring.

Desværre har Realdanias undersøgelse endnu ikke slået rod i kommunalforvaltningerne, fortæller præsidenten for Historiske Huse, så der er alt for sjældent tilstrækkelig hjælp at hente i lokalplanerne.

- Der er nogle kommuner, der har stort fokus på bevaring, og som har forstået, hvad det betyder både kulturelt og miljømæssigt, men det er desværre et fåtal, siger hun og fortsætter:

- Generelt er der slet ikke fokus nok på de bevaringsværdige by- og bygningsmiljøer. For det første er der mange kommuner, der ikke har ansat personale med tilstrækkelige faglige kompetencer. Eksempelvis en kommunearkitekt. For det andet er der ikke mange politikere, der har lyst til at lave stramme lokalplaner for bevaring, fordi det jo i en eller anden udstrækning indskrænker borgernes selvbestemmelse, og det er ikke populært. Så kan der jo godt sidde en kommunearkitekt med gode intentioner, men det nytter bare ikke noget, hvis ikke der er opbakning fra politikerne.

 

 

Håndværkeren bliver rådgiver

Udover de regler, der spænder ben for bevaringen, har Historiske Huse og organisationens medlemmer i flere år været oppe mod en tendens, hvor komfort og vedligeholdelsesfrie materialer vægter tungere end bevaring og kulturel arv.

Dermed er mange af de håndværksmæssige særpræg ved gamle bygninger blevet renoveret væk, uden at ejerne måske har tænkt så meget over det. Men det burde håndværkerne have gjort, mener i hvert fald Birthe Iuel.

- Den almindelige ejer bruger sjældent en byggerådgiver. Det betyder, at vedkommende enten gør det selv og lader sig rådgive af ekspedienten i byggemarkedet eller får fat i en håndværker, og så er det jo pludselig håndværkeren, der er hovedrådgiver på projektet. I ejerens optik er håndværkeren en autoritet, man kan læne sig op ad, og så er det et problem, at stort set ingen håndværkere kender til byggeskik og arkitekturhistorie eller de materialer, det handler om. Og det er jo klart, de ikke gør det, for de er ikke uddannet til det. De er uddannet til nybyggeri.

- Man må så heller ikke glemme at nævne, at håndværkerne også arbejder med ejernes økonomiske formåen som et vilkår. Selvom håndværkeren har både viden og kunnen, er det ikke sikkert, ejerne vil betale for det. Det andet er, at der sikkert er en større økonomisk gevinst for håndværkeren ved at skifte til nyt. Så det er virkelig op ad bakke, for hvem advokerer for de sunde, gamle vinduer og de gode, gamle håndværk, fortæller hun og opfordrer håndværkerne til at fokusere mere på faglig stolthed og godt håndværk end lette løsninger.

Velvidende at det ikke er nemt.

 

Tegn i sol og måne

Selvom det måske nok lige i øjeblikket ser lidt sort ud for den bevaringsværdige bygningsmasse i Danmark, har Birthe Iuel en klippefast tro på, at det nok skal blive bedre, og hun ser da også tegn på, at noget er ved at ændre sig.

- Bæredygtighed kommer til at spille en helt anden rolle. Det ser vi allerede med de yngre generationer, der har meget mere fokus på det. Selvfølgelig vil man også i fremtiden have fokus på varmeregningen, men man vil også i stigende grad blive opmærksom på de bevaringsværdige huse. De er jo allerede bygget, og dermed er det langt mere klimavenligt at renovere dem i stedet for at bygge nyt. Vi tror på, at man kan sænke CO2-udledningen i byggeriet betragteligt ved i langt højere grad at renovere i stedet for at bygge nyt, for det bliver aldrig CO2-neutralt at bygge nyt, konstaterer Birthe Iuel og peger på, at nye huse rummer et hav af forskellige materialer, der er nærmest umulige at skille ad og dermed også er svære at genanvende.

 

Database over håndværkere

Dermed er hun tilbage ved håndværkerne. For skal det lykkes, er det afgørende, at håndværkerne bliver klædt på til at rådgive ejerne af fredede og bevaringsværdige huse.

- Det er en udfordring lige nu, men det vil også ændre sig i takt med udviklingen, det er jeg ikke i tvivl om. Efterhånden som fokus flytter fra nybyggeri til bæredygtig renovering, vil faglig stolthed og historisk bevidsthed vende tilbage, forudsiger hun.

For blandt andet at hjælpe den proces på vej har Historiske Huse etableret en database over fagligt dygtige håndværkere, rådgivere og materialeleverandører i hele landet. Det er organisationens medlemmer, der har anbefalet dem, og dermed har disse firmaer altså allerede vist deres værd i arbejdet med bevaringsværdige huse.

Alle med særlige kompetencer indenfor bevaringsværdige huse, er meget velkomne til at kontakte Historiske Huse for at blive en del af databasen. For at komme med skal man kunne dokumentere sin erfaring og sine resultater. Herefter vil organisationen vurdere ansøgningen, og hvis der er behov for det, tager foreningens restaureringsarkitekt en snak med dem.

Kommer man gennem nåleøjet, er man til gengæld blåstemplet og ligger dermed i første række, når ejerne af bevaringsværdige ejendomme skal vælge håndværkere og rådgivere.

- Vores medlemmer har ofte svært ved at finde kvalificerede håndværkere, og det er så afgørende, at det er de rigtige, der arbejder med området. Det er vores fælles historie og kulturarv, det handler om, konstaterer Birthe Iuel.