Populært hurtigskift giver travlhed hos Steelwrist
Den massive tidsbesparelse, når hydrauliske værktøjer kan skiftes uden at føreren skal forlade gravemaskinen, giver større effektivitet på pladserne – og rygende travlhed hos producenten.
Det er generelt gået stærkt, siden den svenske koncern Steelwrist i 2005 begyndte at producere tiltrotatorer til alverdens gravemaskiner. Men i 2017 med lanceringen af SQ Auto Connection System satte man for alvor turbo på udviklingen, og fik dermed status som den hurtigst voksende producent af hurtigskift i verden.
Systemet, der betyder, at maskinføreren lynhurtigt – og uden at forlade gravemaskinen – kan skifte mellem alt fra tiltrotator til hydraulisk hammer og sorteringsgrab, har fået telefonerne til at gløde, fortæller Key Account Manager i Steelwrist, Ronnie Johansen:
- Før 2017 var det udelukkende tiltrotatorer og traditionelle redskaber, der udgjorde vores omsætning. Det har ændret sig radikalt, så omkring 20 procent af den i dag kommer fra hurtigskift.
Mere effektivt
Og forklaringen er egentlig ligetil, siger Ronnie Johansen, for der kan spares rigtig meget tid, når maskinføreren ikke skal forlade maskinen i tide og utide for at til- eller afkoble hydraulik-slanger.
- Særligt for nedbryderne, der ofte skifter mellem hammer, saks og sorteringsgrab, er det en kæmpe fordel. Med vores SQ-system kan en rutineret fører skifte værktøj på helt ned til 30 sekunder, hvorimod det ville tage ham fem – otte minutter med en traditionel løsning. Hvis man skifter værktøj op mod ti gange om dagen, er det jo en forskel, der er til at tage og føle på, siger han og henviser til en række andre forhold, der også har været med til at booste efterspørgslen.
- Det væsentligste er nok, at SQ hurtigskiftet er udstyret med oliekoblinger, hvilket gør det meget alsidigt og kompatibelt med visse andre løsninger. Dertil kommer, at vi er lykkes med at få 37 % mere olie igennem vores koblinger – og sidste men ikke mindst er selve skiftet udført i støbt stål. Det sidste gør det både lettere og ekstremt stærkt, lyder det fra Ronnie Johansen.