<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Palle Kristoffersen forventer rekorddeltagelse til Have & Landskab19

  • Anlæg
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Landskab
  • 2019-08-20
  • | Af Frank Ulstrup
  • 300 udstillere og op mod 12.000 besøgende forventes at sætte hinanden stævne, når Have & Landskab løber af stablen for 14 gang i Slagelse 28. 29. og 30. august. Og de kommer med god grund, siger en af arrangørerne.

    Travlhed er det eneste, der ifølge Palle Kristoffersen kan forhindre, at Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche, Have & Landskab i Slagelse, i igen slår alle rekorder.


    For allerede i starten af maj – fire måneder før dørene slås op – var der solgt flere standpladser end nogensinde før på samme tidspunkt.


    Og spørger man Palle Kristoffersen, der ud over at være slotsgartner og adjungeret professor ved Københavns Universitet også er bestyrelsesformand for Have & Landskab, er forklaringen enkel:


    - Jeg har sagt det før, men hvis der sidder nogle enkelte derude og mener, at de ikke får noget ud af at tage på Have & Landskab, så vil jeg meget gerne møde dem. For hvis 300 udstillere indenfor alt fra planteskoler til maskinleverandører ikke kan lære dem noget, eller inspirere dem til smartere måder at gøre tingene på, så må de være helt ekstremt dygtige, smiler han og vender tilbage til det med travlheden:


    - De grønne fag har jo haft et meget fint efterår og forår, og planteskolerne har aldrig solgt så meget, som de har gjort i år. Forhåbentlig betyder det, at man frem mod august er foran med produktionen og dermed kan tage sine medarbejdere med på messe. Det vil også give rigtig god mening, eftersom det jo er i gode tider, man skal ruste sig til de dårlige – f.eks. ved at gøre sig bekendt med maskiner, der kan gøre tingene på en smartere måde.


    Vokseværk over hele linjen

    I 2017 gæstede ikke færre end 11.000 grønne fagfolk, heriblandt 4000 beslutningstagere fra kommuner, regioner og boligselskaber messen. Og i år forventer man altså at få besøg af yderligere 1000. 


    Det får også betydning for messens fysiske udbredelse, siger Palle Kristoffersen:


    - Det samlede areal kommer minimum til at fylde det samme som sidste gang, siger han og peger på at særligt maskinmarkedet har vokseværk.


    - Rigtig mange af maskinleverandørerne har ønsket sig større stande, end de havde sidst, og det har de fået. Derud over har vi masser af nye udstillere med på belægningsområdet, og Torvet, som vi kalder deres område, var stort set udsolgt i begyndelsen af maj.


    På samme måde er længden af ruten i Parken, hvor planteskolestandene holder til, øget med 50 %. Det skulle ifølge Palle Kristoffersen gerne give lidt mere albuerum til de mange besøgende.


    - Søgningen sidste gang var så stor, at der simpelthen var proppet med folk i Parken. Med de ændringer, vi nu har foretaget, bliver der skabt meget mere luft og mere plads til at cirkulere.

     


    Foredrag og priser

    Og skulle benene blive trætte af at cirkulere mellem de over 300 forventede stande, er der også råd for det. Igen i år er Faglig Forum nemlig oppe på dupperne med gratis foredrag fra en række af branchens eksperter.


    - Foredragene kører i alle tre dage og er inddelt i seks forskellige temaer som f.eks. græspleje, robotklippere og udvikling af kirkegårde, siger Palle Kristoffersen og tilføjer, at der også vil være forskellige workshops om f.eks. træklatring, buskplantninger og Green City konceptet.


    - Endelig er der selvfølgelig de forskellige priser, som vi uddeler under messen – herunder innovationsprisen, der uddeles blandt maskinleverandørerne.


    Med gratis parkering, gratis entre, grønne planter, solide belægninger og masser af smarte maskiner, kan Palle Kristoffersen ikke se andet, end at Have & Landskab19 også vil blive en succes i år.


    - Det taler både erfaring og sandsynlighed for, smiler han.

     

    Anbefalede artikler