
Nyudviklet KK-sand-planner: Bedre arbejdsmiljø ved belægningsarbejde
Det er nu engang sjovere at stå op, fremfor at arbejde nede på sine knæ hele tiden. Sådan tænkte entreprenør og autoriseret kloakmester Kaj Karmisholt fra Odder, da han for fire år gik i gang med at udvikle det nye sand-afretningssystem, KK-sand-planner, som nu er tilgængeligt for den danske bygge- og anlægsbranche.
Kaj Karmisholt har været kloakmester siden 1981, han har lavet et utal af belægninger, og han vil gerne gøre op med, at man som brolæggere skal ned på knæ for at afrette sandet.
- Selvom jeg er 67 år gammel, så har jeg ingen gener, og det tror jeg hænger sammen med, at jeg på alle tænkelige måder har forsøgt at passe på min krop. Jeg har altid tænkt: Kan man gøre det på en nemmere måde? fortæller Kaj Karmisholt og tilføjer, at han altid har hadet at komme ned på knæ i det våde sand:
- Når man på nogle opgaver har gået sammen med en fast makker, så kigger man tit lige på hinanden først: Er det din eller min tur? Sandet er altid vådt, man får sand i skoene, og det vil man helst bare undgå.

Grundig udviklingsproces er gået forud
Kaj Karmisholt fortæller, at han for over fire år siden havde en tidlig version af sand-planneren med på en opgave, hvor en murer så den og greb fat i ham: Den skal du videre ud med – det giver mening!
Mureren kunne med det samme se meningen med den, og siden har Kaj Karmisholt investeret over 100.000 kr. på at udvikle og fremstille KK-sand-planner med det unikke skær, som han i dag har patent på designet af.
- Det afgørende nye ved sand-planneren er skæret, som gør det muligt at arbejde præcist og hurtigt, da den ikke masser sandet. Det giver en kæmpe fordel, da man undgår lunker og lavninger, hvor der skal fyldes på bagefter. Samtidig er slideklodserne boret nøjagtigt, så de kan vendes om eller udskiftes hurtigt, når de bliver slidt, siger Kaj Karmisholt og fortsætter:
- Jeg er altid meget kritisk i forhold til mit udstyr, og jeg har gennem hele forløbet stillet spørgsmålet: Er det godt nok? I tidligere udgaver var skaftet anderledes, og det så rodet ud, når man lagde sand-planneren fra sig – det skal se ordentligt ud.
Skaftet kan skrues af afretningsskinnen. Afretningssystemet er dermed nemt at transportere og man kan ligeledes bruge det på den gammeldags måde uden skaft, f.eks. ved arbejde i en garage eller lignende, hvor der ikke er plads til skaftet. Det er også muligt at bruge en bredere afretningsskinne på 2 – 3 meter, hvor det er nødvendigt at være to personer om arbejdet.
- Når ét hold i en virksomhed får den, så vil de andre med det samme også have den, siger Kaj Karmisholt, som satser på at sælge sandplanneren via hans hjemmeside.

KK-Sand-planner afretningssystem sættet består af:
Ergonomisk udformet metalskaft
2 aluafretningsskinner med specialdesignet metalskær. Længde 150 cm og 200 cm.
2 sideskinner, der kan fås i længderne 100 cm, 200 cm og 300 cm.