Dronehovedkontor med skærpede sikkerhedskrav står nu klar
Gråkjær har afleveret et 5.300 m² stort hovedkontor til droneproducenten Thunderstrike EU i Odense Lufthavn. Byggeriet har stillet ekstra krav til sikkerhed, fortrolighed og løbende projekttilpasning.
Thunderstrike EU har valgt Danmark som base for virksomhedens europæiske droneaktiviteter og kan nu flytte ind i deres nyt hovedkontor, der er opført på Odense Lufthavn af entreprenørvirksomheden Gråkjær. Byggeriet skal danne ramme om Thunderstrikes udvikling og test af droner samt på sigt produktion.
At byggeriet skal anvendes inden for drone- og forsvarsindustrien har medført sikkerhedskrav ud over dem, der normalt gælder for erhvervs- og industribyggeri. Det gælder blandt andet håndteringen af klassificerede informationer. Samtidig blev en række krav konkretiseret under projekteringen og udførelsen. Det har betydet, at projektet løbende er blevet tilpasset i dialog mellem totalentreprenøren, bygherren og rådgiverne.
Projektering fortsatte under udførelsen
Ifølge Gråkjær har virksomhedens egen tegnestue været involveret tæt i byggeprocessen for at kunne håndtere ændringerne uden at påvirke tidsplanen unødigt.
– Når man bygger til en virksomhed som Thunderstrike EU, er der krav, som rækker langt ud over et almindeligt erhvervsbyggeri, og det har vi skullet tænke ind i alle led. Det har været en stor styrke, at vi har haft vores egen tegnestue tæt på byggeriet, så vi hurtigt kunne finde løsninger, der både levede op til kravene og til Thunderstrike EU’s behov.
– Vi har haft et stærkt og tillidsfuldt samarbejde, og projektet viser, at vi også kan løfte byggerier med helt særlige krav til sikkerhed og fortrolighed. Jeg er stolt af, at vi har været med til at bygge rammerne om en virksomhed, der bliver en vigtig del af Danmarks voksende drone- og forsvarsteknologiske klynge, siger Per Schak Andreasen, CEO i Gråkjær, i en pressemeddelelse.
For Thunderstrike EU er samlingen af flere funktioner i samme bygning central. Hovedkontoret skal både rumme udvikling, test og produktion, hvilket har påvirket kravene til bygningens indretning og tekniske løsninger.
– Det er herfra, vi skal udvikle, teste og producere vores droner til det europæiske marked. Alt er samlet under samme tag, og det stiller helt særlige krav til bygningen. Projektet blev udviklet i takt med, at vi blev klogere på, hvad vi havde brug for. Det betød, at der løbende kom nye krav, vi skulle tage højde for. Dem har Gråkjær løst, uden at byggeriet mistede tempo. De har haft både erfaringen og kapaciteten til at løfte opgaven, og vi har haft et rigtig godt samarbejde fra start til slut. Gråkjær har stået for koordineringen mellem lufthavnen og projektets mange partnere. De har været professionelle og fleksible, og de forstår, hvad en industrikunde har brug for i en bygning. Det er uden tvivl ét af de mest ambitiøse byggerier i lufthavnsområdet, og vi er stolte af at have vores navn på det, fortæller Christian Lindblad Højland, President i Thunderstrike EU.
Ændringer stillede krav til projektledelsen
Lundhild Arkitekter har været bygherrerådgiver på projektet og har fulgt byggeriet fra begyndelsen. Her har samarbejdet mellem rådgiver, Gråkjærs projektledelse og entreprenørens tegnestue blandt andet handlet om hurtigt at omsætte ændrede krav til løsninger, der kunne gennemføres på byggepladsen.
– Det har været et projekt, hvor meget har ændret sig undervejs, og vi har nærmest lagt skinnerne, mens toget kørte. Det har stillet store krav til alle, ikke mindst fordi vi er i en branche, hvor sikkerhed fylder så meget. Men Gråkjær har været yderst professionelle. De har fulgt op på alt, holdt gode byggemøder og haft styr på sikkerheden på byggepladsen. Og når noget skulle ændres, fandt de hurtigt frem til løsninger, der også holdt sig inden for kravene. Det har givet ro og tryghed, både for os og for bygherren, siger Anders T. Gyldenløve, daværende projektchef og bygningskonstruktør hos Lundhild Arkitekter.
Betonelementer på bærende stålkonstruktion
Det nye hovedkontor omfatter kontor-, lager- og montagefaciliteter fordelt på i alt 5.300 m².
Bygningen er opført med lyse betonsandwichelementer monteret på en bærende stålkonstruktion. Facadehøjden er seks meter.
De forskellige funktioner i bygningen har også givet forskellige løsninger for ventilationen. Kontor- og velfærdsområderne er udført med mekanisk komfortventilation, mens lager- og montageområderne ventileres naturligt. Opvarmningen af hele bygningen sker med luft-til-vand-varmepumper.
Gråkjær har gennemført projektet i samarbejde med bygherrerådgiver Lundhild Arkitekter og Rønslev Rådgivende Ingeniører.