<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
2aadalshaven
Annonce

Ådalshaven

Jacobi Tegl leverer 30.000 kvadratmeter tegl til renoveringsprojekt

  • Materialer og Løsninger
  • 2020-07-06
  • | Af Julie Salkvist

    I forbindelse med det største renoveringsprojekt i nyere tid i Esbjerg, leverer Jacobi Tegl A/S over 30.000 kvadratmeter tagtegl. Over 600 lejligheder får nyt tag – med særlige tagsten, der passer til boligernes mange tagflader i forskellige størrelser.

    Sammen med tagdækkerfirmaet H.P. Tagdækning Aps forsyner Jacobi Tegl over de næste tre år Arbejdernes Boligforenings Ådalsvænget i Sædding med nye tage. De nye tage kommer til at bestå af en særlig tagsten i engoberet gammelsort af typen J11v. Denne type tagsten giver mulighed for at lave fleksible løsninger og har været medvirkende til at få den store ordre hjem, da renoveringen af Ådalsvænget netop er karakteriseret ved mange tagflader i mange forskellige størrelser, udtaler direktør Erik Jørgensen fra Jacobi Tegl A/S.

     

    Fleksible tagsten

    - Tagstenenes store fleksibilitet var noget man faldt for i forhold til dette renoveringsprojekt. Normalt taler man altid om hvor meget teglsten kan forskydes i lægteafstand, hvilket varierer fra model til model lige fra 4 mm og op til 40 cm. Vores J11v har en lægteafstand på 32 mm og kan også forskydes sideværts med op til 6 mm, altså plus minus 3 mm fra idealmålene. Det betyder, at det ved næsten alle tagflader uanset størrelse kan komme til at gå op, hvorved man kan lægge hele tagsten hele vejen og dermed kan undgå at bryde fladen med halve sten. Man sparer både ressourcer, tid og penge ved ikke at skulle tilskære tagsten, siger Erik Jørgensen og fortsætter:

     

    1aadalshaven

     

     

    Forskellige farver og overflader

    Det, der gør Jacobis tagsten til noget særligt, er det store udvalg i farver og overflader:

     

    - I øjeblikket har vi 23 tagstensmodeller i 50 farvenuancer, og vi er nok en af få leverandører, der har så mange farver i sortimentet. Det kan lade sig gøre på den måde, at vores tagsten kun tørres til at starte med, hvorefter de bliver overfladebehandlet. Vi har tre former for overfladebehandling: Engoberet, som er er en mat udgave; ædelengobering, hvor man tilsætter ca. 20-30 % glasmel; samt glasur, som er op til 98% rent glasmel, der sprøjtes på tagstenene og som giver den blanke overflade. Engobering giver således mulighed for at give tagstenen en anden overflade i forhold til både mathed og farve, hvad enten det skal være brunt, rødt eller sort.

     

    Forædling af råmaterialet giver en god kvalitet
    For at lave et tagstensprodukt i god kvalitet er det ifølge Erik Jørgensen først og fremmest vigtigt at man laver et stort forarbejde med råmaterialet inden tagstenene bliver trykt i den endelige form. Jacobi Tegl bruger skiferler, som forædles og males ned til 0,5 mm, hvilket gør massen kompakt, inden den bliver lavet om til en bats, som tagstensmodellen efterfølgende trykkes ud af.

     

    - Det giver en glat overflade og en stor tæthed i leret, der betyder at vandoptagelsen i produktet minimeres. Skiferler er meget fattigt på kalk, der er vores største fjende, da det kan giver frostsprængninger, hvis der er for meget af det i leret. I produktionen er man derfor meget opmærksom på at leret har en så ren en kvalitet som muligt. Vi har aldrig haft en frostskade i de 17 år, jeg har solgt tagsten.

     

    3aadalshaven i gang med tagsten

     

     

    Et bæredygtigt produkt

    - Vi oplever en stor fremdrift af salget i Danmark – og det at gå hen og bruge tegl er, hvis man ser på det økonomisk og miljømæssigt, et bæredygtigt produkt, da det er skabt af naturmaterialer uden kemikalier.

     

    - I renoveringsøjemed er der kommet mere fokus på tegl, sandsynligvis fordi man kan få tegl til en fornuftig pris i dag og endda i en bedre kvalitet end tidligere – det afspejles i holdbarheden på teglen, som har et sted mellem 75-100 års levetid. De ældste tegl fra området omkring det teglværk i Tyskland, hvor vi får dem produceret, er omkring 150 år gamle, så det er et produkt der holder i lang tid. Det bestemt det rigtige økonomisk og miljømæssigt at gå over til tegl, slutter Erik Jørgensen.

     

    Jacobi Tegl importerer tagsten til Danmark, der forhandles hos tømrerhandler og selvstændige butikker i hele Danmark. Alle Jacobis teglsten er CE-mærket.

     

    Adalshaven lagte sten klargoring og som kommer_1600
    Anbefalede artikler