Flere unge på tømreruddannelsen burde overveje at blive gulvlægger
På trods af fordele på løn og stor jobsikkerhed er det svært at rekruttere arbejdskraft til et lille fag som gulvfaget. Ifølge branchechef i Gulvbranchen Anders Hjorth Jensen er det vigtigt at trænge igennem til alle de unge, der begynder på en håndværkeruddannelse – det kommer faktisk bag på mange, at der er så stor variation i at lægge gulv.
Anders Hjorth Jensen oplever, at de unge, der starter på gulvlæggeruddannelse, ofte har haft en onkel, en far el. lign. som har introduceret faget for dem.
- Gulvfaget er vel nederst i hierarkiet i forhold til at tiltrække de unge, da vi er relativt ukendte. Men det kan godt undre mig, da man som gulvmand får meget varierende opgaver med mange detaljer, ligesom der virkelig er bud efter én. Gulvet er en unik bygningsflade, som betyder meget for en bygning, ligesom man kommer ud på mange interessante opgaver i flotte hjem. Som udførende er der virkelig et langsigtet karriere-perspektiv i gulvarbejde, fortæller Anders Hjorth Jensen.
Gulvbranchen har pt. en kampagne kørende, hvor man er ude på alle landets 30 erhvervsskoler og tale med eleverne på grundforløbet, som er fælles for tømrer, tagdækkere og gulvlæggere.
- Vi viser en liste frem med virksomheder, der mangler lærlinge lige nu, og vi har en entusiastisk ung svend med, som viser materialer frem og fortæller om arbejdet. Det har været en stor succes, og flere af tømrerne på grundforløbet er den vej blevet omvendt til gulvlæggere. Man skal huske på, at der kun bliver uddannet 40-50 gulvlæggere om året, så hvis vi kan rekruttere bare 5-10 personer den vej, så betyder det noget, siger Anders Hjorth Jensen, som også kan fornemme en effekt af konkurrencen DM i Skills, hvor der er fokus på den håndværksmæssige høje kvalitet.
Byggebranchens mange muligheder
Lige nu oplever man i Gulvbranchen, at virksomhederne virkelig skal grave dybt i posen for at finde lærlinge. Anders Hjorth Jensen fremhæver KD Gulve i Roskilde, der har haft held med at tage unge ind, som står et svært sted i livet og måske har været på kant med loven. Og de er blevet dybt engagerede medarbejdere ved at få den mulighed.
- Det er det fantastiske ved byggeriet. Der er en enorm samfundsnytte ved at hjælpe de her rødder med at komme et andet sted hen i deres liv, og her har KD Gulve været en vigtig del af det, fortæller Anders Hjorth Jensen og fortsætter:
- De unge i dag har tit en drøm om at blive selvstændig, og de lave opstartsomkostninger giver muligheder i gulvbranchen. Det giver til gengæld også en høj dynamik i markedet med mange små virksomheder, og her må jeg opfordre folk til at se efter de virksomheder, der er medlemmer af Dansk Byggeri.
Konstant udvikling i gulvbranchen – nye materialer og nye hjælpemidler
Man kommer ikke uden om, at det er et fysisk krævende arbejde at være gulvlægger, hvor man er nede på knæ og skal håndtere tunge ruller linoleum. Til gengæld findes der i dag mange hjælpemidler til at arbejde stående, ligesom de fleste gulvbelægninger i dag kan levereres som fliser i stedet for store tunge ruller, hvilket gør montering og håndtering meget lettere.
- Det er hårdt fysisk arbejde at være gulvlægger, men der er ingen, der har interesse i nedslidning. Derfor er der i virksomhederne fokus på at have en kultur, hvor man støtter hinanden, selvom mange også er fristet af en god akkord, hvor man så glemmer at passe på sig selv. Kunsten er at finde balancen, og det skal virksomhedsejeren være med til – de har også ansvar, fortæller Anders Hjorth Jensen, som også pointerer, at der har været en stor udvikling på værktøjssiden med nye ergonomiske hjælpemidler og eksempelvis svejserobotter, som er med til at give et godt arbejdsmiljø. Han slutter af:
- Gulvbranchen er som forening med til at kvalitetssikre og efteruddanne, så alle kender de nye tekniske hjælpemidler. Samtidig er der også sket meget på materialesiden de seneste år med mange nye produkter, som vinder frem i sammenhæng med nye miljøkrav til lim, spartelmasser og belægninger. Her udskiftes stoffer med mere miljøvenlige alternativer, og desværre er der til tider udfordringer med nye stoffer, som viser sig ikke at have de samme gode egenskaber som erstattede stoffer. Her er vi som branche tvunget til at være i bevægelse på grund af den store udvikling, så vi får bevaret og formidlet vigtig viden om gulve til de kommende generationer af gulvfolk.