<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Erik Bach2

Efteruddannelse førte til chefstilling hos værktøjskoncern

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2020-09-29
  • | Foto: EAAA/Nicoline Lodahl Karlsen

    Papir på lederuddannelse giver plusser i bogen ved en ansættelsessamtale. Uden diplomlederuddannelsen havde det været svært at få det job her, konkluderer Erik Bach, salgschef hos den globale værktøjsudbyder Kyocera Unimerco Fastening A/S i Sunds.

    Det var ønsket om at dygtiggøre sig og få papir på sine lederegenskaber, der fik Erik til at gå i gang med en efteruddannelse i ledelse på videregående niveau.

     

    - Det var 23 år siden, jeg sidst havde åbnet en studiebog. Jeg var sakket bagud rent uddannelsesmæssigt. Der skulle ske noget nyt og jeg drømte om et karriereskift, fortæller Erik, der bor i Aarhusforstaden Lystrup med sin hustru og to børn.

     

    Ledelse per gefühl
    På trods af, at Erik havde arbejdet som leder i mere end tyve år, så havde han aldrig taget en formel lederuddannelse før. Uddannelsen gjorde en forskel.

     

    - Tidligere gjorde jeg meget på ren intuition, tog hurtige beslutninger og fulgte min mavefornemmelse. Det gør jeg stadig, men nu kombineret med refleksion og sparring med lederkolleger, fortæller Erik.

     

    Han lagde fra land med en handelsuddannelse som merkonom i indkøb og marketing og har arbejdet som både sælger, forretningsfører og produktchef i Stark og XL Byg. I 2002 etablerede Erik Gazelle-virksomheden Wimex med import og salg af sibirisk lærk og WPC-komposit i Skandinavien. Han gik fra ejerleder til kommerciel direktør i virksomheden, der i dag hedder Moland/Wimex.

     

    Efter syv år i stillingen sagde Erik i 2019 sit job op og tog sig en velfortjent pause. Erik brugte tiden på at efter- og videreuddanne sig på Erhvervsakademi Aarhus. Diplomuddannelsen i ledelse er en 2-årig efteruddannelse på bachelorniveau. Erik tog uddannelsen på kun halvandet år.

     

    EfteruddannelseEAAA

     

    Fortrolighed og sparring
    På uddannelsen udviklede Erik sig personligt og fagligt. Han fik også et nyt netværk.

     

    - Jeg var imponeret over den fortrolighed, vi opnåede i studiegruppen og hvad vi delte med hinanden af ledelsesdilemmaer og også menneskeligt. Vi opdagede, at ledelse er universelt, uanset hvor man er leder. Jeg sparrede med folk fra Lego, Røde Kors, Stofa, en privatskoleleder og mange flere. Det gav en god dynamik, at vi kom fra alle mulige brancher og havde forskellige faglige baggrunde. De relationer, jeg opbyggede til mine medstuderende, har jeg stadig glæde af i dag, fortæller Erik.

     

    Konkurrencefordel i jobsøgning
    Midtvejs gennem sit uddannelsesforløb lykkedes det Erik at lande et nyt, godt job som salgschef i Kyocera Unimerco. Her er Erik leder for otte konsulenter og har ansvaret for koncernens salg af befæstelsesværktøj i eget varemærke, TJEP, til trælast-, værktøjs- og byggekæder.

     

    - Til de ansættelsessamtaler, jeg var til, fik jeg plusser i bogen og et spring fremad i jobkøen, fordi jeg var i gang med denne uddannelse. Det gjorde mig mere ligestillet med mine konkurrenter med lange og mellemlange videregående uddannelser. Sammen med mine øvrige kompetencer og erfaring har uddannelsen bidraget til, at jeg landede jobbet hos Kyocera.

     

     

    Flere kort på hånden
    Erhvervsakademi Aarhus er antallet af erhvervsaktive studerende på efteruddannelser steget med 20 procent siden 2018, svarende til 400 flere studerende. Det fortæller markedschef Brian Jacobsen fra Erhvervsakademi Aarhus.

     

    - Med en voksende pensionsalder er det ikke alle danskere, der kan sidde med de samme arbejdsopgaver hele livet. Derfor giver det sikkerhed i arbejdslivet at efteruddanne sig indenfor sit nuværende fag eller i en ny retning. Det giver flere kort på hånden og er en investering i ens fremtid, siger Erik, der dimitterer til december.

     

    Om Erhvervsakademi Aarhus:
    Erhvervsakademi Aarhus er et af landets største erhvervsakademier med 5.000 deltidsstuderende, 5.000 fuldtidsstuderende og 400 ansatte. Akademiet udbyder efteruddannelser på akademi- og diplomniveau og kortere kurser til erhvervsaktive voksne. Uddannelserne svarer niveaumæssigt til korte videregående uddannelser og mellemlange videregående uddannelser på bachelorniveau. Der er gode muligheder for at få betalt sin efteruddannelse delvist eller helt via kompetencefonde.

     

     

    Anbefalede artikler