
De nyuddannede vejafsfaltører i gang med at asfaltere rundkørsel til deres afsluttende eksamen
Asfaltbranchen skaber tryghed – men mangler hænder
For mange lyder asfalt og vejarbejde måske ikke sexet. Men arbejdet er afgørende for danskernes hverdag. Hele 87 % af befolkningen mener, at gode veje og cykelstier er nødvendige for at kunne færdes trygt.
Direktør i Asfaltindustrien Jakob Svane
Veje og cykelstier prioriteres som det fjerde vigtigste på danskernes liste over temaer til det kommende kommunalvalg i november. Det viser en ny meningsmåling, foretaget af Norstat for Asfaltindustrien.
Når vejene har huller og revner, skaber det utryghed. Cyklister risikerer at vælte, og bilister kan få skader på bilen. Kort sagt leverer asfaltbranchen et arbejde, der gør en mærkbar forskel for alle – hver eneste dag.
Stolthed i arbejdet
Ifølge Jakob Svane, direktør i Asfaltindustrien, er der en stærk faglig stolthed blandt medarbejderne:- Det at være asfaltmedarbejder er helt unikt. Man udretter noget vigtigt hver eneste dag. Alle skal jo transportere sig på den ene eller anden måde. Uanset om man kører i bil, bus, cykler eller går, så involverer det næsten altid asfalt. Som medarbejder i asfaltbranchen bidrager man på den måde til alles dagligdag, og man kan se resultatet med det samme.
Mange tager veje og stier for givet, når de fungerer. Men når de ikke gør, bemærkes det straks. Ifølge 76 % af danskerne er gode cykelstier nødvendige, hvis man skal turde lade sine børn cykle i skole. Asfalten er med andre ord fundamentet for, at vi kan bevæge os trygt i trafikken.
Mangel på arbejdskraft
Trods branchens betydning er der dog udfordringer.- Vi har på tværs af fag og funktioner svært ved at tiltrække nok folk – selvom vi laver et vigtigt stykke arbejde, fortæller Jakob Svane.
Ifølge ham skyldes det blandt andet et forældet image. Mange forbinder stadig asfaltarbejde med farlige eller sundhedsskadelige forhold. Men sådan er det ikke længere.
- Jeg møder stadig folk, der tror, der er tjære i asfalt – selvom det har været udfaset i årtier. Og den grønne omstilling buldrer derudaf; så asfalten er måske stadig sort i farven, men den er det ikke længere på samvittigheden.
Der er desuden mange muligheder i asfaltbranchen – helt fra ufaglært arbejde og til højt specialiserede eksperter.
- Vi rummer det hele. Asfaltbranchen er alt fra folk, der trives i et job, hvor man bruger kroppen og er uden for i den friske luft, og til folk, der arbejder på kontor eller i laboratorier.
Fra ufaglært til faglært
Asfaltindustrien har oprettet en brancheuddannelse, der kan løfte ufaglærte medarbejdere til faglærte vejasfaltører.
- Vi er stolte af uddannelsen og af de medarbejdere, der bliver faglærte vejasfaltører, siger Jakob Svane og tilføjer: - Mange har aldrig gennemført en eksamen, så det er en stor sejr for dem.
Og hvem ved? Måske kan uddannelsen være et skridt på vejen til at blive formand eller til at videreuddanne sig yderligere.
De nyuddannede vejasfaltører: Nikolai og Carsten
Vejasfaltører: Vi er stolte af det, vi laver
En smuk sensommerdag møder vi Carsten og Nikolaj uden for vejasfaltøruddannelsen på Mercantec – Ulfborg Kærgård. Smilene er store, og de sender drillende bemærkninger til deres medstuderende, mens vi går mod rundkørslen, som deres hold netop har asfalteret som en del af afslutningen på uddannelsen.
For Carsten, en gæv vestjyde, er dagen særlig. Han får tårer i øjnene, da han fortæller, at uddannelsen er hans første gennemførte – og den første succesoplevelse med skolegang.
- Jeg er sindssygt stolt af det arbejde, jeg laver. Jeg viser det også gerne til mine børn, når vi kører forbi en vej, jeg har asfalteret. De var imponeret de første gange, men nu siger de mest: ‘Ja ja, det er fint, far’, siger han med et grin.
Modsat Carsten havde Nikolaj allerede en uddannelse, inden han valgte at skifte spor.
- Jeg er uddannet mejerist, men jeg drømte om at komme udenfor. Som vejasfaltør er vi ude på dage som i dag – det er jo bare megafedt.
Fællesskab og muligheder
Både Carsten og Nikolaj peger på det tætte kollegaskab og arbejdet i det fri som nogle af branchens største plusser. For Carsten har uddannelsen åbnet nye døre:- Det fedeste er, at jeg er blevet formand i forbindelse med uddannelsen. Det gav lige det sidste spark, og er en god udfordring efter fem år i faget.
Senere på dagen blev Carsten som den første i skolens historie tildelt et legat for en særlig stærk indsats under uddannelsen.
Historien viser, at asfaltbranchen kan tilbyde en plads til alle – også dem, der måske ikke havde en let vej gennem skolen. Her får man et job med frisk luft, stærkt sammenhold og muligheden for at sige med stolthed: Jeg gør vejen tryg for store og små.
Læs mere om vedligehold af veje og nye teknologier og løsninger