<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
HenningLarsen_BaneDenmarkHQ_MadsFrederik_10

Bane Danmark hovedkvarter i Ringsted

Banedanmarks kontor af Henning Larsen: Leg med dagslys og bevægelse

  • Materialer og Løsninger
  • Indeklima
  • Byggeprojekter
  • Tegl
  • 2021-07-14
  • | Foto: Mads Frederik, arkitektur fotografi
  • Banedanmarks nye kontor i Ringsted kipper med kasketten til stationshistorien, når facaderne beklædes med røde tegl fra den gamle godsbanebygning. Banelegemets sveller, granit og beton indrammer samtidig det oplevelsesrige indre rumsystem, der spiller på dagslysets vekselvirkninger.  

    HenningLarsen_BaneDenmarkHQ_MadsFrederik_1


    Det nye kontor for Banedanmark i Ringsted omfatter i alt ca. 9700 kvadratmeter, der skal danne daglige rammer for ca. 340 medarbejdere og derudover fungere som internt uddannelsescenter. Projektet er tegnet af Henning Larsen Architects med Midtconsult P/S som ingeniør, Newsec og KPC A/S som totalentreprenør i et OPP i udbud med forhandling. 

    Stoflighed åbner for vekslende oplevelser

    - Ringsted er kendt som byen med de røde tage, og vi har fra starten været interesserede i at få bygningen til at passe ind i omgivelserne og stedets historie. Arkitekturen tager derfor afsæt i jernbanens æstetik og de traditionelle jernbanebygningers industrielle udtryk. Mest markant har vi genbrugt de røde mursten fra den godsbanebygning, der tidligere lå på grunden.

    Det fortæller Peer T. Jeppesen, der er Partner og Design Director Scandinavia hos Henning Larsen Architects. Han uddyber:

    - Vi har fokuseret på robusthed, gode materialer og gennemprøvede konstruktioner i de valg, vi har truffet. Der er en stoflighed i stenene, som bærer mange års historie med sig, og de har en patina, der for eksempel spiller op mod inddækningernes dybbrune, changerende farver. Du får forskellige oplevelser, afhængigt af om du står helt tæt på eller bare kører hurtigt forbi, og den afveksling går igen gennem hele byggeriet.

    HenningLarsen_BaneDenmarkHQ_MadsFrederik_5
    HenningLarsen_BaneDenmarkHQ_MadsFrederik_4
     
     


    De genbrugte røde mursten er ikke den nye kontorbygnings eneste cadout til stedets historie. Også selve banelegemets forskellige materialer er anvendt på nye måder: Den bærende betonstruktur er gjort synlig i stueplan, mens anodiseret aluminium i facadernes inddækninger og brugen af cortenstål associerer til banelegemets sveller. Langs kantinen kan man let flytte rundt med bænke og beplantning på gamle jernbanevogne på genbrugte sveller.

    - Selv granitskærverne har fundet vej til kontorbygningen i form af et kunstværk i forhallen med faldende granitskærver og som bund regnvandsbassinerne på gadeplan, understreger Peer T. Jeppesen.  

    HenningLarsen_BaneDenmarkHQ_MadsFrederik_2

    Et indre rum opbygget som indlejrede æsker

    Vender vi i stedet blikket fra facaderne og ind mod bygningens indre rum, er dette som udgangspunkt konstrueret omkring et stort åbent atrium. Men inde i atriet har Henning Larsen Architects placeret et mindre hus, der er forskudt i forhold til grundplanens kvadratiske form. Dermed opstår der et afvekslende indre rum præget af stor variation i oplevelserne af dagslys og de kig, der er gennem rummet:

    - Vi leger med dagslyset og skaber skiftende oplevelser af rummet, som gør, at du hele tiden kan gå på opdagelse og se det på nye måder. Det er en stor kontrast til det typiske atriumhus, der netop prioriterer det store åbne rum med ensartede kig rundt, næsten uanset hvor du står, forklarer Peer T. Jeppesen og uddyber:

    - Det er samtidig et effektivt hus, hvor vi har arbejdet med at minimere gåafstandene mellem afdelinger og funktioner, så der blandt andet er hurtig adgang via gangbroer og trapper mellem det indre hus og den omgivende bygning hele vejen rundt. Inderst har vi placeret fællesarealerne, tekøkkener og elevatorer, derpå kommer møderum og den indre rundgang, og yderst har vi placeret kontorlokalerne ud mod facaderne. Det er samtidig en struktur, der er med til naturligt at skabe forskellige lydzoner og en leg med dagslys hele vejen fra inderst til yderst og nederst til øverst.

    HenningLarsen_BaneDenmarkHQ_MadsFrederik_6

    Det er brugerne, der afgør bygningens succes

    For at gøre indretningen så fleksibel som muligt har arkitekterne opbygget kontoretagerne med simple rumopdelinger, der nemt kan flyttes. Dermed kan afdelinger hurtigt flyttes rundt, lægges sammen og udvides i takt med det aktuelle behov.

    Peer T. Jeppesen understreger i den forbindelse, at det springende punkt for Henning Larsen Architects netop altid er brugernes dom. Det er nemlig den, der afgør, om bygningen bliver en succes:

    - Man vil selvfølgelig altid gerne lave et byggeri, der i sig selv er så bæredygtigt og flot som muligt. Men det vigtigste er faktisk, om brugerne bliver glade for at være der og kan lide den måde, det er lavet på. Vi har denne gang bevidst arbejdet med, at man ikke skal være ’færdig’ med huset på fem minutter. Der er derfor masser af bevægelsesmuligheder og masser af oplevelser, når man bevæger sig rundt. På den måde er det lidt ligesom en by, som du heller aldrig bliver færdig med. Der er hele tiden nye overraskelser.

    Anbefalede artikler