<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
P8210668_600

Visionen for en god arbejdsplads

  • Materialer og Løsninger
  • Tegl
  • Byggeprojekter
  • 2018-09-10
  • | Tekst af Alexander Tengbjerg

    Et stort teglbyggeri er skudt op mellem Kalvebod Brygge og det store baneareal ind mod Københavns Hovedbanegård. Under navnet OPP Kalvebod Brygge, vil den nye bygning blive til et administrativt knudepunkt for Banedanmark, Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet og Energistyrelsen. Visionen for det nye kontorbyggeri er et skabe et pulserende og dynamisk arbejdsmiljø, der i sidste ende giver produktive og glade medarbejdere.

    Visionen for OPP Kalvebod Brygge har været klar: Der skulle skabes en god arbejdsplads for de kommende medarbejdere og et byggeri der passer ind Københavns arkitektoniske landskab:

     

    - For mig har det handlet om at skabe en god arbejdsplads for de mennesker, der kommer til at have deres daglige gang i bygningen. Det er i princippet lige meget, hvilken virksomhed eller styrelse der kommer til at bruge huset. Hvis vi kan skabe nogle gode rammer for de kommende brugere, så tror jeg på, at de kommer til at gå gladere på arbejde - og gladere medarbejdere udfører bedre arbejde, fortæller associeret partner Glenn Elmbæk, der er ansvarlig for erhvervssegmentet hos Arkitema Architects.

     

    En af de vigtigste tiltag har været at nedskalere det enorme byggeri til fire selvstændige blokke der bindes sammen af et centralt fordelingsområde, der kommer til at fungere som bygningens bankende hjerte. Nedskaleringen gør at byggeriet ikke fremstår intimiderende, men i stedet inviterende, hvilket understøttes af en levende grøn kile eller strøg, som skærer gennem det hele, og hvorfra man spredes ud i de forskellige kvarterer. Som et samlende element for OPP Kalvebod Brygge spændes stueplanet ud som en base, der forbinder hele komplekset. Her er alle fællesfunktioner som kantine, café, møde- og under­visningscenter samt servicecentret placeret.

     

     

    Fleksibilitet i højsædet

    Hvordan medarbejderstaben eller udlejeren af bygningen ser ud om 10 år er ikke til at forudse. Derfor har fleksibilitet været et kerneelement i fremtidssikringen af OPP Kalvebod Brygge, hvilket betyder, at hver enkelt etage kan omformes til skiftende behov.

     

    Arbejdspladserne er tænkt som zoner på hver etage. De private, rolige zoner, hvor medarbejderne skal sidde og arbejde, ligger ud mod facaderne, mens de mere åbne funktioner centrerer sig ind mod det centrale knudepunkt og den grønne kile. Dermed bidrager arkitekturen til at skabe en bygning, hvor adfærden er bygget ind fra start, så medarbejderne agerer helt naturligt i forhold til det flow, der er mest optimalt i deres arbejdsdag.

     

    - Det er klart, at alle skal finde ud af at færdes i deres afdelinger og skabe en stærk kultur i det nye hus. Men fleksibiliteten er vigtig, og det skal jo imødekomme flere lejere, både lige nu og i fremtiden. Vi har designet et hus, der er med til at skabe mulighed for forskellige lejemål, og hvor man kan ændre på størrelsen af dem, forklarer Glenn Elmbæk.

     

     

     

    OPP skaber bedre bygninger

    Hele projektet har ifølge Glenn Elmbæk været båret af et godt samarbejde, byggeriets parter imellem, hvor det primære fokus altid har været at sikre en høj kvalitet. Det skyldes ikke mindst at hele byggeriet er lavet som offentlig-privat-partnerskab (OPP).

    - Det giver et bedre hus, fordi der findes langsigtede løsninger. Vi diskuterer kvalitet på møderne og ikke økonomi på samme måde som man gør, når man sidder med en bygherre som kun har fokus på anlægsøkonomien. Byggeriet bliver dyrere at opføre her og nu, men i et længere perspektiv er det billigere, fordi vi vælger materialer og løsninger der holder længere. Det gør at OPP er en langtidsholdbar løsning, som alle bliver tilfredse med, forklarer Glenn Elmbæk.

     

    Denne opgaveform har også betydet, at der har været et tættere samarbejde med dem, der skal stå for driften af byggeriet. Hvilket ifølge Glenn Elmbæk har en række fordele:

     

    - Vi har haft et rigtig godt samarbejde igennem hele forløbet, da det er jo alle, der har siddet med ved forhandlingsbordet. Brugerne er hørt i hele byggeprocessen, der har været arbejdsgrupper med 1-2 fra hver styrelse og de forskellige aktører. Det har gjort at vi har kunnet rette op på fejl og misforståelser inden selve byggefasen.

     

    Byggeriets parter:
    Bestiller: Bygningsstyrelsen
    Entreprenør/OPP operatør: A. Enggaard
    Arkitekt: Arkitema Architects
    Landskab: Arkitema Urban
    Ingeniør: MOE

     

     

     

     
    Anbefalede artikler