<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
_R5Q8318

Elly Kjems Hove, Underdirektør i DI Byggeri

Viden og data er centrale for de kommende krav til bygningernes klimapåvirkning

  • Byggeriets udvikling
  • Målbar bæredygtighed
  • 2022-03-14

    Formlen er vigtig. Men det er endnu vigtigere med den bagvedliggende data, når klimapåvirkningen for alle nybyggerier skal baseres på en livscyklusanalyse (LCA) fra årsskiftet, pointerer Underdirektør i DI Byggeri Elly Kjems Hove.

    I disse uger er Bolig- og Planstyrelsen ved at lægge sidste hånd på ændringerne til bygningsreglementet, der inden længe sendes i høring. Med Strategien for bæredygtigt byggeri er det blevet bestemt, at der skal indføres en grænseværdi i bygningsreglementet for klimapåvirkningen for nybyggeri over 1000 kvadratmeter fra 2023.  Beregningen skal baseres på en livscyklusvurdering (LCA), som kommer til at omfatte alle nybyggerier uanset størrelse. Den markante stigning i analyser kommer til at udfordre branchen på godt og ondt.

     

    Hvad er en livscyklusvurdering (LCA)?

    En livscyklusvurdering eller LCA efter Life Cycle Assessment er en beregningsmetode, der kan anvendes til at vurdere et produkt eller en bygnings miljømæssige påvirkning. En LCA-analyse giver overblik over miljøpåvirkninger i de forskellige faser i en bygnings livscyklus, og den kan bl.a. bruges til at identificere et potentiale for forbedringer. Ved at sammenligne resultater fra forskellige valg af materialer, bygningsdele m.v., kan LCA’en bruges i byggeriets designfase til at træffe beslutninger, der minimerer miljøbelastningen, og til at dokumentere miljøeffekten ved det færdige byggeri.

     

    Overordnet set består en LCA dermed af en ”regnemaskine” og et datasæt. ”Regnemaskinen” håndteres af LCA-konsulenter, der typisk anvender digitale værktøjer til at foretage beregningerne. Det er LCA-konsulenter, der skal sikre, at ”regnemaskinen” regner som den skal, og at de korrekte data anvendes. I Danmark er LCAByg det mest anvendte program til LCA-analyser, og de underliggende data bygger på den tyske Ökobau LCA-database. Ökobau er primært baseret på generiske data.

     

     

    Input = output

    Man kan enten anvende generiske eller produktspecifikke miljødata, som input til LCA-analysen. Generiske miljødata er data, der ikke baserer sig på et bestemt produkt, men derimod baseres på et gennemsnit for en produktkategori. Produktspecifikke miljødata relaterer sig derimod til et specifikt produkt fra en specifik producent. De produktspecifikke miljødata udtrykkes oftest via produktspecifikke miljøvaredeklarationer (EPD’er).

     

    En nylig rapport udarbejdet af Rambøll i oktober 2021 konkluderer, at det kan give upræcise beregninger at lægge generiske data til grund for livscyklusvurderingen. Rambøll har identificeret en reduceret klimapåvirkning på op til 30 pct. ved at anvende produktspecifikke danske miljødata i stedet for de generiske data, som er tilgængelige i Ökobaus database. Rapporten viser, at datagrundlaget har afgørende betydning for resultatet af en LCA-beregning, og dermed også muligheden for at overholde de CO2-krav og grænseværdier, der stilles krav i bygningsreglementet for i 2023.

     

    Viden og tilgængelighed af data

    Som repræsentant for hele byggeriets værdikæde, støtter DI Byggeri op om Strategien for bæredygtigt byggeri.

     

    I DI Byggeri anerkender vi, at en del af løsningen skal komme med viden og kompetencer. Her får det nye Videnscenter om bygningers klimapåvirkning (VCBK) travlt med at bistå branchen med viden og kompetencer i relation til bygningernes klimapåvirkning (LCA).

     

    Det er dog væsentligt, at implementeringen af strategien sker på en måde og i et tempo, der reelt skaber mere bæredygtigt byggeri i Danmark under lige konkurrencevilkår for alle aktører i markedet.

    Det er vigtigt, at man ved indførelse af et krav om LCA i bygningsreglementet har vished for, at ”regnemaskinen” og de bagvedliggende data er retvisende. På den måde sikrer vi det mest optimale udgangspunkt for det bæredygtige byggeri.

    Anbefalede artikler