<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Caverions_hero

Velkendt profil får ansvar for Caverions serviceforretning

  • VVS
  • Energi og Energioptimering
  • 2026-07-29
  • | Af Redaktionen
  • | Lars Sjøring. Foto: Lindskov.com

  • Efter en central rolle i udviklingen af GK Danmarks serviceforretning skal Lars Sjørring stå i spidsen for Caverions samlede Technical Services-område og integrationen af de to organisationer.

    Da Lars Sjørring i 1996 stiftede Fyns Ventilationsservice med tre medarbejdere, var hans arbejde tæt knyttet til ventilation, teknik og den daglige drift. Nu bliver han en del af direktionen i Caverion Danmark med ansvar for Technical Services.

    Han skal samtidig stå i spidsen for integrationen af GK Danmarks serviceforretning i Caverion, der er blandt Nordens største virksomheder inden for teknisk service og facility management. Den udvikling havde Lars Sjørring ikke selv forudset.

    – Hvis nogen havde fortalt mig dengang, at jeg en dag skulle sidde med ansvar for et af landets største tekniske serviceområder, havde jeg ikke troet på det. Jeg var overbevist om, at jeg altid skulle være tættere på teknikken og driften, siger Lars Sjørring.

    Med den nye rolle får han ansvar for at samle flere hundrede medarbejdere, syv tekniske fagområder og to organisationer i én fælles serviceforretning. Ifølge Carsten Sørensen, administrerende direktør i Caverion Danmark, gjorde Lars Sjørrings erfaring fra GK ham til et oplagt valg.

    – Lars har gennem mange år bevist, at han kan skabe vækst, udvikle organisationen og opbygge stærke relationer. Samtidig har han haft en nøglerolle i opbygningen af GK Danmarks serviceforretning. Derfor var han et naturligt valg til at stå i spidsen for den videre udvikling af Technical Services i Caverion. 

    Opbyggede GK Danmarks serviceforretning 

    Lars Sjørring har været en central drivkraft i opbygningen af GK Danmarks serviceforretning, mens virksomheden voksede til 450 medarbejdere fordelt på service- og entrepriseaktiviteter. Han stod samtidig i spidsen for en vækststrategi, der havde som mål, at serviceforretningen skulle udgøre halvdelen af virksomhedens omsætning. Målet blev indfriet, og serviceområdet udviklede sig til et af GK Danmarks væsentligste forretningsområder.

    – Noget af det, jeg er mest stolt af, er den stabile organisation og kultur, vi fik bygget op. Vi arbejdede målrettet med fælles processer, ensartede arbejdsgange og en organisation, hvor afdelingerne hjalp hinanden på tværs af landet. Det skabte både vækst og en stærk forretning, siger Lars Sjørring.

    Syv tekniske fag skal samles 

    I Caverion ser Lars Sjørring et potentiale i at kombinere GK Danmarks kompetencer inden for blandt andet ventilation, VVS og køl med Caverions aktiviteter inden for facility management, driftscentraler og tværfaglige serviceleverancer.

    Sammenlægningen skal blandt andet gøre det muligt at tilbyde kunderne en mere samlet håndtering af bygningers tekniske installationer og den løbende drift. Carsten Sørensen vurderer, at efterspørgslen bevæger sig i retning af leverandører, der kan varetage flere fagområder og påtage sig et større ansvar for den samlede bygningsdrift. 

    – Kunderne efterspørger i stigende grad leverandører, der kan samle flere tekniske fag og tage et større ansvar for den samlede drift. Vi forventer, at det vil skabe grundlag for både flere kunder, større kontrakter og en fortsat positiv udvikling af forretningen. Ikke fordi vi nødvendigvis skal vokse hurtigst muligt, men fordi vi får bedre muligheder for at skabe værdi for kunderne, siger han. 
     

    Data skal optimere drift og energiforbrug 

    Lars Sjørring peger på digitalisering og datadrevet drift som centrale udviklingsområder for den tekniske servicebranche. Digitale driftsdata, overvågning og intelligent styring kan blandt andet bruges til at identificere fejl, planlægge vedligehold og optimere energiforbruget i bygninger og tekniske anlæg.

    – Da jeg begyndte i branchen, var service meget mekanisk. I dag handler det i stigende grad om data, overvågning og intelligent drift. Potentialet for at optimere bygninger og reducere energiforbruget er enormt, siger Lars Sjørring.

    Integration kræver fælles kultur 

    En væsentlig del af Lars Sjørrings nye opgave bliver at samle medarbejdere, ledere, arbejdsgange og faglige kompetencer på tværs af de to organisationer. Han fremhæver, at integrationen ikke alene er et spørgsmål om at samordne it-systemer, processer og organisatoriske strukturer. 

    – Min vigtigste opgave er at skabe rammerne, så lederne og medarbejderne kan lykkes. Sammenlægninger handler ikke kun om systemer og processer. De handler om kultur, tillid og relationer. Hvis medarbejderne lykkes med at arbejde sammen, så kommer resultaterne også. 

    På længere sigt er ambitionen, at den samlede Technical Services-forretning skal styrke Caverions position som leverandør af teknisk service, facility management og drift af bygningers tekniske installationer. 

    – Jeg håber, at kunderne ser os som den samarbejdspartner, de foretrækker. Ikke nødvendigvis fordi vi er billigst, men fordi vi leverer kvalitet, skaber værdi og hjælper dem med at udvikle deres bygninger og tekniske anlæg. Hvis vi samtidig lykkes med at samle organisationen og skabe en stærk fælles kultur, så har vi opnået det, vi satte os for, siger Lars Sjørring. 

     

    Anbefalede artikler