Carsten Sørensen og Lars Sjørring
Caverion overtager GK Danmarks serviceforretning
Konkurrencemyndighederne har godkendt Caverion Danmarks opkøb af GK Danmarks serviceforretning, herunder Vagns VVS. Med overdragelsen bliver Caverion en af de større aktører på markedet for teknisk service og teknisk facility management i Danmark.
– Vi er glade for konkurrencemyndighedernes godkendelse og ser frem til at igangsætte integrationen samt byde nye medarbejdere og kunder velkommen i Caverion. Sammen står vi stærkere og kan påtage os flere og mere komplekse opgaver til gavn for både nuværende og fremtidige kunder, siger adm. direktør Carsten Sørensen fra Caverion.
Landsdækkende serviceorganisation
GK Danmarks serviceforretning har de senere år været et vækstområde for virksomheden med landsdækkende aktiviteter inden for teknisk service. Med opkøbet overtager Caverion en etableret serviceorganisation med teknikere og kunder over hele landet.
– Vi tager nu næste vigtige skridt i processen mod at blive en del af Caverion. Vi har opbygget en stærk serviceforretning med dygtige teknikere og tætte partnerskaber over hele landet, og det fundament tager vi med videre, siger direktør for GK Danmarks serviceforretning, Lars Sjørring, der nu bliver en del af ledelsesteamet i Caverion Danmark.
Udvider kompetencer inden for teknisk service
Med opkøbet styrker Caverion sin position inden for blandt andet ventilation, køl, VVS, el, brand, sikring og sprinkler. Målet er i højere grad at kunne samle flere tekniske fag i samlede serviceaftaler og levere helhedsorienterede løsninger til kunderne.
Samtidig kombineres GK Danmarks serviceorganisation med Caverions kompetencer inden for teknisk facility management, herunder datadrevet drift og rådgivning.
– Vores ambition er at levere 10-15 % driftsoptimering gennem bedre dataanvendelse, systematisk vedligehold og målrettede investeringer. Særligt inden for køl og ventilation ser vi et stort potentiale i arbejdet med energi, indeklima og stabil drift, siger Carsten Sørensen.
Integration i eksisterende afdelinger
Integration af organisationerne sker i de kommende måneder. I Aarhus og Odense samles medarbejderne i GK’s nuværende lokaler, mens organisationerne i hovedstadsområdet samles i Caverions lokaler i Skovlunde. Ifølge både Carsten Sørensen og Lars Sjørring skal integrationen ske med respekt for begge organisationer.
– Det er vigtigt for os, at integrationen opleves som et reelt samarbejde – ikke som at den ene organisation sluger den anden. Vi oplever et tydeligt værdimæssigt match med fokus på ordentlighed, kvalitet og langvarige kunderelationer, lyder det.