<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
steffen-muldbjerg-bvLqnu_Gyf8-unsplash

Foto af Steffen Muldbjerg on Unsplash

Vandsikkerhed skal tænkes bedre ind i projekteringen

  • Anlæg
  • Sikkerhed
  • Byrum
  • Veje og Infrastruktur
  • 2022-11-09
  • Det mener Erik Bech, formand for Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed, og han påpeger, at der er en støt stigning i antallet af ulykker, hvor mennesker falder i vandet ved et uheld. Sammenholder man det med, at der i de senere år bygges meget i havneområder, så er det på tide, at arkitekter, byplanlæggere og politikere sætter fokus på vandsikkerhed og indtænker forskellige former for afskærmning, når der bygges tæt på vand.

    De fleste drukneulykker finder man, hvor mennesker er faldet eller kørt i vandet. Statistikker fra Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed viser nemlig, at drukneulykker ved fald på land, typisk sker ved havnekajer, broer og lignende – ofte langt fra kyster – og derfor mener formand Erik Bech også, at det er på tide med større fokus på risikoen ved at færdes på havneområderne i byerne:

     

    - Det er klart den største ulykkestype, når en person falder i vand. Og det hænger sammen med, at der er en enorm forskel på, om man falder i vand uforberedt, sammenlignet med hvis man eksempelvis tager ud i en kajak.
    Derfor ser jeg en fare i den udvikling, som foregår i disse år, hvor havneområder er gået fra afspærrede, industrielle områder til rekreative områder, hvor der foregår en række aktiviteter med mange mennesker. Der har altid været mange boliger på Islands Brygge, men det er først i nyere tid, at man har fået den frie adgang til vand.

     

    Vandsikkerheden er som, trafiksikkerheden var for 80 år siden

    Erik Bech fortæller, at når han viser kolleger indenfor vandsikkerhed fra udlandet rundt i København, så undrer de sig ofte over, at der er masser af rækværk på vores broer, men ikke på vores havnearealer. Ifølge Erik Bech, halter lovgivningen inden for vandsikkerhed så alvorligt bagefter, at man kan sammenligne det med niveauet for trafiksikkerhed for 80 år siden.

     

    ”Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed tror på forebyggelse fremfor redning, og når man færdes i et lækkert, nyanlagt byrum, så er der en forventning om, at man ikke kan falde i vandet uden videre.”



    - I Danmark er vi kendte for vores demokratiske adgang til kysterne og vandet, og i Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed mener vi heller ikke, man skal hegne en hel havn ind: Der skal bare sættes ind der, hvor det giver mening, og derfor anbefaler vi, at man på udvalgte steder planlægger fysiske barrierer, ligesom vi har vænnet os til store blomstervaser i bybilledet som terrorsikring – man kan i virkeligheden ændre ret meget med enkle midler, fortæller Erik Bech og fortsætter:

     

    - Der mangler lovgivning på området, så der kan tænkes vandsikkerhed bedre ind i projekteringen. Når entreprenører spørger os hvilke krav, der eksisterer, og vi må svare, at det er en vurderingssag, så falder interessen for at gøre en ekstra indsats for sikkerheden. Jeg foreslår ikke en rigid lovgivning, men man skal på én eller anden måde ansvarliggøre grundejerne i forhold til vandsikkerhed.

     

     

    Forebyggelse fremfor redning

    Den engelske professor i psykologi, James Reason mener, at alle ulykker kan spores tilbage til fire lag af sikkerhed, hvor ét af niveauerne er hvordan, folk bedømmer faresituationen, og det er ifølge Erik Bech den største kilde til de mange drukneulykker, at folk simpelthen ikke opfatter faren ved at færdes på havnen.

     

    - Vi tror på forebyggelse fremfor redning, og når man færdes i et lækkert, nyanlagt byrum, så er der en forventning om, at man ikke kan falde i vandet uden videre. Fælles for både DOKK1 i Aarhus, Ofelia Plads i København og Aalborgs Jomfru Ane Gade er, at de er designet til, at vand og land skal gå i ét – hvor bølgerne skulper ind over belægningen og giver et flot syn. Men det er farligt, når det er mørkt, og det snyder folk. Jeg er ikke modstander af pæn arkitektur, men jeg er modstander af arkitektur, der kan forårsage drukneulykker. Arkitekter og byplanlæggere må udvise ansvarlighed, fortæller Erik Bech og uddyber:

     

    - På lang sigt skal lovgivningen ændres. På kort sigt kan man tage hånd om det ved at indtænke vandsikkerhed i projekteringen – eksempelvis med bænke, der vender indad, så ryglænet fungerer som rækværk. Der er mange rumlige muligheder for at arbejde med sikkerheden og skabe kreative rækværk, så man forhindrer, at folk balancerer på bolværket eller går tæt på kanten, hvilket, videoovervågning viser, ofte sker ved drukneulykkerne. Næsten alle drukneulykker ved fald kan forhindres, og jeg har svært ved at forstå, at vi bare skal affinde os med det.

     

     

    Anbefalede artikler