<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
JuderupNord_Image4
Annonce

Jyderup Nord, VIP-Construction

VIP Construction står bag ny bæredygtig bydel på Sjælland

  • Byggeprojekter
  • Målbar bæredygtighed
  • Byggeriets udvikling
  • 2022-04-06
  • | Af Tim Panduro

    VIP Construction har bevæget sig fra at være en håndværks- og finansieringsvirksomhed og til selv at udvikle nye byggeområder. Nu har virksomheden kastet sig ud i sit hidtil største projekt med 220 boliger i Jyderup.

    En splinterny bydel med 220 boliger fordelt på parcelhuse, rækkehuse og etageboliger med en skarp klima- og miljøprofil vil om få år stå klar til at tage imod nye borgere i Jyderup på Nordvestsjælland.

    Stationsbyen med godt 5.000 indbyggere kan dermed se frem til en temmelig stor vækst. Bag projektet står VIP Construction. Virksomheden blev grundlagt med en håndværks- og finanseringsprofil, men har siden kastet sig ud i egne udviklingsprojekter. Projektet i Jyderup er dog klart det største, man har prøvet kræfter med, fortæller René Andersen, der er byggechef i VIP Construction.


    A01 Kortbilag_Illustrationsplan


    - Vi er et lille firma med store ambitioner, der har erfaring med udvikling af enkelte enfamiliehuse og rækkehuse. Jyderup Nord er det største indtil nu. Det er en gamechanger for hele firmaet. Det gør store ting for vore fremtidsudsigter, og det sætter alle vore ekspertiser i bevægelse, siger han.

    VIP Construction bød på byggegrunden, da Holbæk Kommune satte den til salg, og virksomheden er i gang med at udvikle et lokalplansforslag i samarbejde med kommunen, der havde stillet andre krav end blot kolde kontanter til vinderen af udbuddet.

    - Ideen til projektet betød noget. Vi vil gerne præge byudviklingen med en ordentlig kvalitet, og vi har fokus på, at det skal være energi- og miljømæssigt bæredygtigt både i byggeprocessen og i den efterfølgende drift, siger René Andersen.

    Slutresultatet bliver et område med stor bygningsmæssig diversitet, fokus på adgang til grønne områder og med lavt byggeri i maksimalt to etager. Holbæk Kommune er i gang med at planlægge en daginstitution i forbindelse med den kommende bydel.

    Desuden ligger blandt andet sportshal, skole, svømmehal og daginstitutioner inden for under en kilometers omkreds. Til trods for det, ligger området naturskønt.

    - Vi blev nærmest overrendt af hjorte og fasaner, da vi var ude og se det første gang, siger René Andersen.




    Går efter DGNB-certifikat

    Målet er et byggeri med DGNB Sølv-certificering – men først skal de første spadestik tages.

    - Vi forventer, at lokalplanen er godkendt i sensommeren. Derefter skal vi have byggetilladelser, og så skal vi i gang med de forskellige etaper, siger René Andersen, der allerede oplever stor interesse og opbakning til byggeprojektet i lokalområdet.

    - Folk i Jyderup ringer og spørger, hvornår de kan flytte ind. Og mæglere og erhvervslivet har også vist interesse. Vi har også interesse fra pendlere, der kører forbi, når de skal på arbejde i Kalundborg. Jyderup ligger godt placeret i krydspunktet mellem Kalundborg, Holbæk og Roskilde med adgang til både veje og tog.

    Den endelige boligsammensætning og tidsplan er naturligt nok ikke på plads så tidligt i projektet. Dele af projektet kan ifølge René Andersen blive solgt fra til enten almennyttige boligselskaber eller private investorerer.

    - Men det kan også være, vi selv laver det til enten salg eller udlejning. Der er fordele og ulemper ved de forskellige muligheder, siger han.

    Trods projektets størrelse sover René Andersen trygt om natten. VIP Construction er nemlig vant til at håndtere komplekse opgaver og har de fleste faglige ekspertiser inden for virksomhedens egne mure – og René Andersen har selv 35 års erfaring fra branchen.

    - Jeg har siddet med alt fra enfamiliehuse til hr. og fru Jensen og til projekter på en halv milliard kroner. Så jeg ryster ikke på hænderne. Men jeg er da bevidst om, at det er en stor og vigtig opgave, vi er i gang med.
    Anbefalede artikler