<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
SE_Thomas_Holst-2013-04_600

Unge tager lærlingeuddannelsen mere alvorligt i dag

  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2018-05-16
  • Thomas Holst får mere kvalificerede lærlinge ind i Schneider Electric sammenlignet med dengang, han selv var ung mand på en byggeplads. I dag er lærlinge godt forberedt; mere modne og forventer en klar uddannelsesplan. De stiller større krav og er mere værd for arbejdspladsen. Til gengæld får de en firmabil på deres første arbejdsdag.

     

    Tekst af Peter Mulvany

     

    Det er nogle dygtige lærlinge hos Schneider Electric. De klarer uddannelsen bedre og er gode til at tjene deres egen løn hjem i læretiden. Det fortæller servicedirektør Thomas Holst, der giver sine lærlinge en struktureret uddannelse som bygningsautomatikelektriker og firmabil i hele læretiden.

     

    - Vores lærlinge får en lille varevogn den dag de starter. Det er en markant forskel sammenlignet med tidligere, men vi gør det, så de bliver meget mere mobile og kan køre ud til en byggeplads i stedet for at følges med en svend, siger han.

     

    Thomas Holst har været leder lige indenfor bygningsautomatik siden han blev elinstallatør i 1985 hos daværende Esper Clemmensen, i dag Høyrup & Clemmensen. De seneste ti år har han været formand for Brancheforeningen for Bygningsautomation.

     

    Da han for første gang satte sin fødder på en byggeplads, var de nye lærlinge mindre kvalificerede. I dag kommer de med rygsækken fuld af færdigheder. De har kørekort og har taget 10. klasse eller en studentereksamen inden de starter på grundforløbet for elektrikere, og teknologien er gået fra regulatorer og relæer til programmerbare enheder, der kan kobles på internettet. I dag løser lærlinge opgaver, der minder meget deres fritid, hvor de programmerer og laver netværk på deres egen computer.

     

    - Det gjorde ikke så meget, at de ikke vidste noget om it, for automatikken sad inde i tavlerne med transistorbaserede regulatorer, som ikke kunne programmeres eller kommunikere. Nu er det en kæmpe fordel, at lærlingene er så it-modne og kan arbejde med netværk og software, inden de kommer i lære, siger han.

     

    Lærlingene må dog ikke tage de værste synder med fra drengeværelset, hvor nogen måske bruger software uden licens.

     

    - De unge er vante med at hente software på nettet, men der skal købes licens af hensyn til sikkerhed og support og af hensyn til vores image som en professionel virksomhed, siger han.

     

    Læs også Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri: De unge skal have den gode fortælling om bygge- og anlægsbranchen

     

    Lærlinge er mere selvstændige
    Thomas Holst mærker en større gensidig respekt mellem leder og lærling end tidligere, fordi man er bedre til at anerkende hinandens rolle på arbejdspladsen. Lærlingene er også blevet bedre til svære opgaver og til at arbejde selvstændigt. Og lærlinge er ikke bange for at stille spørgsmål..

     

    - Vi får flere ansøgere med studentereksamen som har bevist en indlæringsevne og agerer selvstændigt og voksne. For 20 år siden gjorde de hvad der blev sagt uden at stille spørgsmål. I dag er de meget mere involverede og spørger ind, når der er noget de ikke forstår. Afstanden mellem leder og lærling er blevet væsentlig kortere, da arbejdet foregår mere i øjenhøjde med hinanden, siger Thomas Holst.

     

    Han oplever, at virksomheden og lærlingen tager læretiden mere alvorligt, så begge får et bedre udbytte og det bliver lettere at skrive en lærlingetime på regningen. Lærlingene kommer på fire skoleophold af ti ugers varighed på Den jyske Håndværkerskole i Hadsten. Den strukturerede læretid tiltrækker unge, som vælger Schneider Electric frem for andre lærepladser, fordi de ved præcis hvad de skal lære.

     

    - Tidligere blev lærlingen hægtet på forskellige svende for at udføre forefaldende opgaver, så det var ikke altid let at få svendene til at tage lærlingene med på opgaver. I dag har vi en fuld uddannelsesplan fra det øjeblik de træder ind ad døren til de står med svendebrevet i hånden. Så kan vi målrette opgaverne til kompetencen, så vi kan udfakturere nogle timer allerede halvvejs gennem forløbet, hvor vi tidligere som regel kun fik værdi på sidste del af læretiden, siger Thomas Holst.

     

    Kun få vil være chef
    De fagligt dygtige unge vil hellere øge deres faglige knowhow i stedet for at stige i hierarkiet.

     

    - De brænder for teknikken, og deres ambition er at blive den bedste indenfor deres felt og hele tiden lære om nye produkter. Ikke mange har lederambitioner og syntes, at det er kedeligt og bøvlet at være på ”øretævernes holdeplads”, siger Thomas Holst.

     

    Bliver i virksomheden
    Tidligere fik de nyudlærte svende 13 ugers arbejde for at kunne oppebære fuld dagpengeunderstøttelse, hvis der ikke var arbejde til dem.  Fremover skal Schneider Electric have endnu flere lærlinge. Nye lovkrav fra Christiansborg kræver, at en virksomhed som Schneider Electric skal ansætte flere lærlinge. De ekstra lærlinge vil komme ud på store byggepladser som supersygehuse og datacentre, hvor de kan få nogle lange forløb.

     

    - I dag beholder vi stort set alle. Det skyldes, at vi er blevet bedre til at spotte de rette kandidater, fordi deres kompetencer ligger på et højere niveau, og fordi vi har brug for arbejdskraften, siger Thomas Holst.

     

     

     
    Anbefalede artikler