Black and White Minimalist Blank A4 Document Landscape

Christine Cecilie Olsen – Afdelingschef, Holbøll (tv) og Anna Lind Esmarch – Produktionschef, LM Byg (th)

Kvindelige entreprenører starter nyt netværk

  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsen
  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Uddannelse og Rekruttering
  • Arbejdsmiljø
  • 2025-07-07
  • | Af Redaktionen
  • Man har brug for nogle at spejle sig i, dele erfaringer og skabe bedre arbejdskultur i byggebranchen, mener produktionschef i LM Byg Anna Lind Esmarch og Christine Cecilie Olsen, afdelingschef i Hollbøll.

    Det er vigtigt at have nogle at spejle sig i, når man som kvindelig entreprenør   Hvordan kan man bedst tiltrække og fastholde kvinder i byggebranchen og dele udfordringer i dagligdagen i en branche, man som kvindelig entreprenør holder meget af og ser spændende potentialer i?

    Det spørgsmål funderede Anna Lind Esmarch over - til daglig produktionschef i LM Byg. For hun savnede et større forum, hvor kvindelige fagfolk kan dele erfaringer, diskutere branchens udfordringer og støtte hinanden i karrieren. Samme tanker havde afdelingschef Christine Cecilie Olsen fra Holbøll gået med og sammen har de taget initiativ til et nyt netværk for kvinder i byggebranchen.

    Netværket henvender sig til kvinder fra formandsniveau og opefter og har allerede afholdt møder med oplæg fra erfarne branchefolk, herunder Anja Bach Eriksson. Emner som lønforhandling og balancen mellem generalist- og specialistroller er blandt de diskussioner, der har været på dagsordenen.

    - Det er vigtigt at slå fast, at netværket ikke handler om at skælde ud på branchen eller pege fingre. Vi holder meget af byggebranchen - og det er netop derfor, vi vil arbejde for at ændre de strukturelle udfordringer, som kvinder kan støde på. Vi skal spille hinanden bedre - ikke trække hinanden ned, fortæller Christine Cecilie Olsen i en pressemeddelelse.

    Hun mener, at branchens problemer ofte bliver negligeret.

    - Nogle sammenligner med fortidens skrækeksempler og konkluderer: Det er jo meget bedre nu. Og det er det også - men det betyder ikke, at alt er godt, siger Christine Cecilie Olsen.

    Og Anna Lind Esmarch tilføjer:

    - Det handler helt lavpraktisk om, at vi skal have lov at være forskellige - og hvis du som kvinde har viljen og talentet, så skal du kunne skabe dig en karriere i byggebranchen uden at forældede kønsnormer spænder ben.

     

    Konstruktive løsninger til fastholdelse og bedre arbejdskultur

    Selvom andelen af kvinder i byggebranchen er steget til omkring 9,5 %, er der stadig udfordringer med at fastholde kvinder i branchen. Netværket arbejder derfor på at identificere og diskutere rammer og barrierer, der er med til at hindre kvinders karriereudvikling i byggeriet.

    - Vi skal ikke kun skabe en branche, der kan tiltrække kvinder - vi skal også kunne fastholde dem. Jeg ser utroligt mange dygtige kollegaer, der tager 10 år hos en entreprenør og så skifter branche, så snart de får børn eller udsættes for andre livsændringer. Det peger på nogle strukturelle forhold i byggeriet, som vi bliver nødt til at tage alvorligt. Det er svært at pege på én løsning, men netop derfor er det vigtigt, at vi mødes og diskuterer det. Det er nemt at kritisere branchen, men skal vi finde konstruktive løsninger, kræver det, at vi slår hovederne sammen, siger Anna Lind Esmarch.

     

     

    Et skridt mod en mere inkluderende branche

    Netværket er en del af en bredere indsats for at øge diversiteten i byggebranchen. Andre initiativer, såsom Konstruktørforeningens netværk for kvindelige bygningskonstruktører og UCL's netværk på Fyn, arbejder også for at skabe bedre vilkår for kvinder i sektoren

    Ved at skabe rum for erfaringsudveksling og støtte håber netværket at bidrage til en mere inkluderende og mangfoldig byggebranche, hvor kvinder har lige muligheder for at udvikle sig og blive i faget.

    To profiler bag nyt netværk for kvinder i byggeriet


    Anna Lind Esmarch – Produktionschef, LM Byg

    Anna Lind Esmarch har altid haft byggebranchen som sin professionelle målsætning. Med en baggrund som bygningsingeniør og erfaring fra blandt andet Züblin og CG Jensen, har hun siden 2020 været en del af LM Byg, hvor hun i dag varetager rollen som produktionschef.

    Christine Cecilie Olsen – Afdelingschef, Holbøll
    Christine Cecilie Olsen havde oprindeligt retningen sat mod en juridisk karriere, men et sommerjob i byggebranchen blev skelsættende. Hun skiftede spor og tog en byggekoordinatoruddannelse sideløbende med fuldtidsarbejde hos Holbøll. Det er snart ti år siden – i dag er hun afdelingschef samme sted.

     

    Et netværk for kvindelige entreprenører

    Netværket for kvindelige entreprenører er etableret for at skabe et fagligt fællesskab, hvor kvinder i byggebranchen kan udveksle erfaringer og drøfte de udfordringer, der præger hverdagen. Møderne kombineres ofte med oplæg fra erfarne kvindelige profiler i branchen. Initiativet er økonomisk støttet af blandt andre LM Byg og Holbøll.

    Læs flere artikler om nye indsatser for uddannelse og rekruttering i byggebranchen

    Anbefalede artikler