<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Whitelayer

”Whitelayer” 32 gram Whitelayer erstatter kevlar og stål og er det værn, der skal holde søm og andre spidse genstande ude.

Test af Airtox: Sommer, sol og veganske sikkerhedssandaler

  • Byggepladsen
  • Beklædning
  • Sikkerhed
  • Test af værktøj, varevogne og udstyr
  • 2022-11-07
  • | Af Frank Ulstrup

    Sikkerhedssandalen FS22 fra Airtox er let, luftig og særdeles behagelig at have på. Eneste ubesvarede spørgsmål er, om det smarte power pro-snørebåndssystem kan klare strabadserne i længden.

    Danske Airtox er helt ærlige om, at man ikke laver sikkerhedssko, der skal holde så længe som overhovedet muligt. For gør man det, går det ud over komforten, lyder det.

    Og der er da heller ikke det mindste at udsætte på komforten i det par allround sikkerhedssandaler, som Bygge & Anlægsavisen har taget et nærmere kig på i dette nummer.

    Minimalistisk
    Airtox FS22: Minimalistisk, let og fleksibel sikkerhedssandal.
    Minimalistisk2
    Airtox FS22: Minimalistisk, let og fleksibel sikkerhedssandal.
     
     

    Faktisk er komforten i FS22, som sandalerne hedder, så god, at det lige så godt kunne være et par løbesko eller helt almindelige sneakers, man havde spændt på fødderne. Og det vel at mærke til trods for, at sandalerne er udstyret med både tå- og sømværn.

    Hemmeligheden bag

    Hemmeligheden skal formentlig findes i sidstnævnte – sømværnet, som Airtox har sin helt egen opskrift på, og som kun vejer 32 gram. Her er nemlig hverken tale om stål eller kevlar, som i traditionelt sikkerhedsfodtøj, men om det lette og fleksible filtstof, Whitelayer, som Airtox selv beskriver som en revolution.


    Faktisk var det så revolutionerende, at man i 2019 satte rekord, da man præsenterede en sikkerhedssko i størrelse 42 på bare 285 gram. De sandaler, som Bygge & Anlægsavisen har erhvervet er i størrelse 47 og tynger vægten med omkring 655 g. Men de føles stadig som et par dansesko sammenlignet med undertegnedes gamle sikkerhedsstøvletter.



    Veganer sandaler?

    Hvad angår designet, beskriver Airtox det selv som minimalistisk, og det er ikke helt forkert. De er ganske neutrale og ligner mere et par helt almindelige sko, end de ligner sandaler. Det er da også udelukkende de fire store ventilationsåbninger på hver side af skoen, der i Airtox-terminologi gør det til en sandal.


    Airtox kan i det hele taget godt lide at give den gas med sproget. F.eks. står der i salgsmaterialet, at skoens ”overdel er udført i vegansk læder”. Google kan dog berolige med, at det er det samme som kunstlæder, og at Airtox altså ikke laver sko af veganere. Det er godt at vide, men om vegansk læder i denne sammenhæng er værre eller bedre end naturligt læder, skal være usagt.




    SnørebåndPower pro lace-snørebåndssystemet er smart. Tiden vil vise, om det bliver ved med at være det.



    Glem alt om sløjfer

    En anden feature, der også er ny for undertegnede, er det såkaldte power pro lace-snørebåndssystem. Her skal man hverken kunne lave sirlige sløjfer eller dobbeltknuder for at kunne snøre sin sko. Det hele fikses let og elegant med en drejeknap og en skralle, som spænder det stålforstærkede snørebånd.


    Skal man være skeptisk, kan man frygte, at skidt med tiden finder vej ind i mekanismen, og sætter den ud af spillet. Men det er som sagt kun gætværk. Og skulle der opstå problemer, er det ikke værre, end at metalsnøren kan udskiftes med et helt almindeligt snørebånd.

     

    Anbefalede artikler