<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
DM-i-Skills_top

Tekniske isolatører er i hård træning op til DM i Skills

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • IT og ny teknologi
  • 2026-03-30
  • | Af Mikkel Weber Sandahl
  • | Fotos af Rockwool Danmark

  • På AMU Syd i Kolding kan man i disse uger opleve nogle dedikerede unge mennesker, som er ved at uddanne sig til tekniske isolatører. For her er hverdagen på skolebænken blevet brudt op, så en udvalgt håndfuld kan komme i træningslejr inden DM i Skills.

    De unge lærlinge Daniel Anders Bodholt Hansen, Lennart Kure, Thomas Froulund, Andreas Lindstrøm, Charlie Jørgensen og Benjamin Stender Madsen er i gang med at uddanne sig til tekniske isolatører. Og i modsætning til de fleste Skills-fag konkurrerer man i denne disciplin i par. Teamwork spiller derfor en stor rolle, og man kan ikke lade egoet råde for meget. Men spørger man de skarpe Skills-kæmpere, er det kun en fordel:

    – Det er fedt at være to. Man komplementerer hinanden. Jeg har mine styrker, min makker har sine. Det giver en god dynamik, og det er en fantastisk forberedelse til det rigtige arbejdsliv, hvor vi også skal kunne arbejde sammen i teams, udtaler Daniel Anders Bodholt Hansen i en pressemeddelelse fra Rockwool Danmark, som er materiale- og sølvsponsor for de tekniske isolatører ved Skills.

    DM-i-skills_1

    Eftertragtet svendebrev

    Der bliver skriblet tal ned på et stykke papir, og man kan fornemme, at hovedet summer. Udregningerne bliver mere og mere komplicerede. Herefter bankes, skæres og formes aluminium sindrigt.

    Energien og humøret er i top, og det er ikke kun, fordi Skills er lige rundt om hjørnet. Alle seks Skills-deltagere er enige om, at de har valgt et af de mest fantastiske håndværksfag. Nogle er strøget direkte ind på uddannelsen, andre har snuset til andre håndværksfag og uddannelser. Men alle som én elsker de deres nye karriere- og uddannelsesvej.

    – Det er en spændende uddannelse, hvor man skal bruge både hoved og hænder, men uden at det er lige så opslidende som f.eks. murerfaget. Hverdagen på skolebænken og på jobbet er spændende, og når vi engang har svendebrevet i hånden, står virksomhederne i kø for at ansætte os. Det er utroligt privilegeret, fortæller Andreas Lindstrøm.


    Fælles for de seks Skills-deltagere er også en stolthed over at være i et fag, som er direkte knyttet til den grønne omstilling:

    – Vi arbejder jo meget med energieffektivisering, og vi er med til eksempelvis at minimere køle- eller varmespild. Det gør det bare federe at gå på arbejde, når man er med til at gøre en forskel, fortæller Benjamin Stender Madsen.
     

    Uddannelse mangler opmærksomhed

    Og det er heldigt, at de studerende er glade for deres uddannelsesvalg, for der er stor efterspørgsel på dem i erhvervslivet. Som det ser ud nu, venter der et godt job til samtlige studerende, når de engang er færdige.

    Den store udfordring er, at ikke nok vælger uddannelsen til – men hvordan kan det være, til trods for spændende arbejdsopgaver og gode karrieremuligheder?

    – Der er simpelthen et manglende kendskab til uddannelsen blandt de unge. Tekniske isolatører arbejder ofte med elementer i byggeriet, som udefrakommende ikke ser til hverdag. Deres arbejde kan mærkes, men ikke ses, og derfor kan det leve lidt skjult. Og det er ærgerligt, for der er så hårdt brug for de her dygtige håndværkere. Så vi håber bestemt, at de mange besøgende til Skills får øjnene op for den her uddannelse, fortæller Thomas Boesgaard, der er District Manager i Rockwool Danmark, som er materiale- og sølvsponsor for de tekniske isolatører ved Skills.

     

    Læs flere artikler om uddannelse af fremtidens arbejdskraft

    Anbefalede artikler