<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Billede 1_Petger Sven til H_Knud Højland til V

Peter Sven Sørensen til venstre og Knud Højland til højre

Stort stilladsfirma får ny ejer

  • Byggeriets udvikling
  • Virksomhedsnyt
  • Sikkerhed
  • Kraner, lifte og arbejdsplatforme
  • 2025-03-17
  • | Af Redaktionen

    Efter mere end tre årtier i spidsen for Helge Frandsen Stilladser A/S giver Peter Sven Sørensen nu stafetten videre til Knud Bay Højland, som overtager ejerskabet og skal drive virksomheden ind i en ny æra.

    Billede 2_En gruppe af medarbejderne på Helge Frandsen plads i VejleMedarbejderne på underskriftsdagen på Helge Frandsen Stilladser hovedafdeling i Vejle. Fra højre, Peter Sven Sørensen, Knud Bay Højland, Mikael Fejrskov


    - Det har været en fantastisk rejse at udvikle Helge Frandsen Stilladser til en stærk og veletableret aktør på det danske marked. Vi har opbygget en solid virksomhed med dygtige medarbejdere og stærke kunderelationer. Det er vigtigt for mig, at virksomheden fortsætter sin positive udvikling, og jeg har stor tillid til, at Knud Bay Højland er den rette til at føre Helge Frandsen Stilladser videre, udtaler Peter Sven Sørensen i en pressemeddelelse.

    Selvom ejerskiftet markerer en ny fase, fortsætter Peter Sven Sørensen som bestyrelsesformand, hvor han vil bidrage med sin omfattende erfaring og sikre, at virksomhedens værdier og strategiske retning bevares.

    - Jeg ser frem til fortsat at være en del af virksomheden i bestyrelsesregi. Min rolle bliver at sikre en glidende overgang og støtte virksomhedens videre udvikling, siger han.

     

    Store ændringer forude for den danske stilladsindustri

    Knud Bay Højland bringer 28 års erfaring fra stilladsbranchen med sig og har haft ledende roller i både USA, Storbritannien og Danmark. Han har været en del af konsolideringsbølgen i udlandet og har nu ambitioner om at føre en lignende udvikling til Danmark.

    - Stilladsbranchen i Danmark er præget af mange privatejede virksomheder, der står over for generationsskifte og øgede krav til sikkerhed, effektivitet og dokumentation. I USA og Storbritannien har vi set, hvordan konsolideringer har skabt stærkere og mere konkurrencedygtige virksomheder. Nu er tiden moden til at tage samme skridt i Danmark, siger Knud Bay Højland.

    Han har de seneste 18 måneder arbejdet på en strategi for konsolidering i samarbejde med internationale kapitalfonde, hvor Peter Sven Sørensen også har været involveret. For at drive udviklingen fremad vælger Knud Bay Højland nu en mere direkte tilgang:

    - For at sikre momentum i denne udvikling vælger jeg at gå forrest og starte processen indefra. Overtagelsen af Helge Frandsen Stilladser A/S er første skridt i en større plan om at samle og styrke. Branchen står over for et paradigmeskifte, og dem, der ikke tilpasser sig, risikerer at sakke bagud.

    Helge Frandsen Stilladser A/S blev valgt som første skridt i konsolideringen på grund af virksomhedens stærke renommé, dygtige medarbejdere og høje faglige standarder.

     

    Billede 3_Mikael Fejerskov på kontoret i VejleMikael Fejrskov på kontoret i Vejle

     

    Invitation til investorer: En strategisk mulighed

    Konsolideringen af stilladsbranchen i Danmark repræsenterer en attraktiv investeringsmulighed for kapitalfonde og family offices, der ønsker en stærk position i en reguleret og stabil industri.

    - De internationale fonde ser værdien i konsolidering, men der kræves en stærk lokal aktør til at drive udviklingen. Med overtagelsen af Helge Frandsen Stilladser A/S sætter vi nu det første tandhjul i bevægelse. Vi er åbne for dialog med investorer, der ser potentialet i at skabe en ny markedsleder inden for stilladser i Danmark. Første fase er Danmark, men vi har også ambitioner om at ekspandere til Norge og Sverige, siger Knud Bay Højland.

    Med stigende krav til sikkerhed, dokumentation og ESG-kompatible løsninger er der et solidt grundlag for at professionalisere og skalere en branche, der i dag domineres af små og mellemstore virksomheder.

    Helge Frandsen Stilladser A/S fortsætter sin daglige drift uændret med fokus på kvalitet og stærke kunderelationer. Virksomheden drives fortsat af administrerende direktør Mikael Fejrskov og det eksisterende team, men med en ny strategisk retning, der kan sætte standarden for fremtiden i den danske stilladsbranche.

    Læs flere artikler om arbejde i højden på vores temaside

    Anbefalede artikler