Den nye Trafic Van E-Tech
Renault Trafic E-Tech kåret til Van of the Year 2027
Den nye elektriske Renault Trafic har fået titlen International Van of the Year 2027. Varevognen får op til 470 km rækkevidde, 800-volts arkitektur, 1,3 tons lasteevne og mulighed for at trække 2 tons.
Den nye Renault Trafic Van E-Tech Electric er kåret til International Van of the Year 2027 af en jury bestående af 26 europæiske varevognsjournalister.
Prisen blev overrakt på IAA i Hannover og er Renaults sjette International Van of the Year-titel. Det er samtidig 25 år siden, at Trafic senest vandt prisen. Juryformand Jarlath Sweeney fremhævede ved prisoverrækkelsen blandt andet varevognens bidrag til effektivitet, sikkerhed og mere bæredygtig transport:
– Det vigtigste kriterium ved nomineringen og udvælgelsen af en varebil til International Van of the Year er dens bidrag til høje standarder inden for effektivitet, sikkerhed, miljøhensyn og bæredygtig vejtransport af lette varer. Den nye Trafic Van E-Tech Electric lever i allerhøjeste grad op til disse krav., siger juryformanden i en pressemeddelelse.
Renault har tidligere vundet prisen med Master i 1998 og 2025, Trafic i 2002 samt Kangoo i 2012 og 2022.
800 volt skal forkorte ladetiden
For håndværkere, servicevirksomheder og entreprenører er rækkevidde og ladetid blandt de centrale parametre ved overgangen til elektriske varevogne. Og her får den nye Trafic Van E-Tech Electric i versionen med det største batteri en oplyst rækkevidde på op til 470 kilometer.
Batteriet har en kapacitet på 81 kWh, og bilens 800-volts arkitektur skal gøre det muligt at hente omkring 280 kilometers rækkevidde på 20 minutter ved en kompatibel DC-lynlader. Ved ren bykørsel oplyser Renault en rækkevidde på op til 380 kilometer.
Til virksomheder med et mindre dagligt kørselsbehov kommer Trafic Van E-Tech Electric desuden med et LFP-batteri på 60 kWh. Elmotoren er den samme i de to versioner og yder 150 kW, svarende til 204 hk, samt et drejningsmoment på 345 Nm.
Op til 1,3 tons last og 2 tons på krogen
Den elektriske Trafic er udviklet som en mellemstor varevogn, hvor Renault blandt andet har arbejdet med at kombinere kompakte ydre mål med et relativt stort varerum. Venderadius er oplyst til 10,3 meter, mens højden på 1,89 meter blandt andet skal gøre bilen anvendelig i parkeringskældre og andre steder med begrænset frihøjde.
Afhængigt af version får varevognen op til 5,8 m3 varerum og en lasteevne på op til 1,3 tons. Den maksimale anhængervægt er 2 tons.
Det er specifikationer, som kan være afgørende for eksempelvis håndværkere og servicevirksomheder, hvor en elektrisk varevogn ikke alene skal kunne dække den daglige kørsel, men også transportere materialer, værktøj og eventuelt en trailer
Fladt gulv og elmotor placeret bagtil
Trafic Van E-Tech Electric er bygget på en såkaldt skateboard-platform. Konstruktionen giver et fladt gulv, mens elmotoren er placeret bagest i bilen. Placeringen af drivlinjen har gjort det muligt at arbejde med en kort front og samtidig udnytte bilens længde til varerum.
På undervognssiden er bilen blandt andet udstyret med multilink-bagaksel. Renault har desuden arbejdet med en førerplads og et kabinelayout, der i højere grad minder om virksomhedens personbiler.
Trafic Van E-Tech Electric understøtter både V2L og V2G. V2L – Vehicle-to-Load – gør det muligt at anvende energi fra bilens batteri til eksternt elektrisk udstyr. Det kan være relevant på byggepladser og ved serviceopgaver, hvor der er behov for strøm til værktøj eller andet udstyr.
V2G – Vehicle-to-Grid – gør det teknisk muligt at levere strøm fra bilens batteri tilbage til elnettet, forudsat at den nødvendige ladeinfrastruktur og øvrige betingelser er på plads
Renaults første softwaredefinerede varevogn
En af de større tekniske ændringer findes i bilens elektroniske arkitektur. Trafic Van E-Tech Electric bliver Renault Groups første softwaredefinerede bil. Ifølge Renault er omkring 80 traditionelle ECU'er – Electronic Control Units – erstattet af to centrale computere, som håndterer en større del af bilens funktioner. Operativsystemet er Android-baseret og udviklet i samarbejde med Google. Den centraliserede arkitektur gør det blandt andet muligt at opdatere funktioner og software løbende.
Renault fremhæver desuden muligheden for at tilpasse og opgradere funktioner efter levering som en del af konceptet. Jan Ptacek, Vice President og chef for Renaults aktiviteter inden for lette erhvervskøretøjer, peger netop på kombinationen af software og den elektriske platform som central for den nye model:
– Med funktioner baseret på en softwaredefineret køretøjsplatform, 800-volts arkitektur og ultrahurtig DC-opladning er Trafic Van E-Tech Electric en gamechanger på det europæiske marked for lette erhvervskøretøjer. Modellen skaber stor værdi for kunderne gennem lavere daglige driftsomkostninger, høj køreglæde, smidighed i bymiljøer og mulighed for opgraderinger efter behov, siger Jan Ptacek.
Han betegner samtidig prisen som et symbol på udviklingen i Renaults forretning inden for lette erhvervskøretøjer.
Trafic har rundet 2,8 millioner eksemplarer
Trafic-navnet har været en del af Renaults varevognsprogram siden 1980, og gennem modellens forskellige generationer er der ifølge producenten solgt mere end 2,8 millioner eksemplarer.
Den nye generation adskiller sig markant fra forgængerne ved fra begyndelsen at være udviklet omkring elektrisk drift og en ny elektronisk arkitektur.
Hos RN Danmark, der importerer Renault, Dacia og Alpine, er forventningerne til modellen høje. Søren Hyltoft, Head of Communications and Marketing hos RN Danmark, siger:
– Det vil være en underdrivelse at sige, at vi glæder os til den nye elektriske Trafic. Den bliver et kæmpe aktiv for os. Allerede nu er vores Master E-Tech Electric, som jo blev International Van of the Year for to år siden, totalt dominerende i segmentet for de store varebiler – faktisk 80 % markedsandel. Og den nye Trafic er ikke alene også nu International Van of the Year 2027 – den er også endnu mere banebrydende end Master E-Tech. Så vi har kæmpe forventninger til den.
Dansk lancering i 2027
Den nye Trafic kommer efter planen i flere karrosseriversioner i 2027, herunder kassevogn samt chassis- og mandskabsversioner.
Trafic Van E-Tech Electric bliver samtidig én af fire nye elektriske varevogne, som Renault planlægger at introducere i de kommende år.
Den danske lancering af Renault Trafic Van E-Tech Electric er planlagt til 2027. De danske priser er endnu ikke offentliggjort.
Renault prisvindere
Ny Trafic Van E-Tech electric er den 6. Renault der vinder den prestigefyldte titel.
- Master II i 1998
- Trafic II i 2002
- Kangoo Z.E. i 2012
- Kangoo Van III i 2022
- Master III i 2025