Det færdige Hotel Hans på Åboulevarden i København
Specialtilpassede vinduesløsninger til historisk hotelbygning
Ombygningen af et 138 år gammelt på Åboulevarden til boutiquehotellet Hotel Hans bød på skæve vindueshuller og stramme logistikkrav, som blev løst med fleksible løsninger fra NorDan Vinduer.
Da Brøchner Hotels i november 2025 åbnede Hotel Hans på Åboulevarden mellem Frederiksberg og Nørrebro, markerede det afslutningen på knap to års totalrenovering. Bag projektet stod entreprenørvirksomheden Georg Berg, mens NorDan Vinduer A/S leverede specialtilpassede vinduesløsninger til den komplekse renovering.
Det tidligere Avenue Hotel, der siden 1972 har præget adressen, er nu erstattet af Hotel Hans – et boutiquehotel med farver, markant design og et udtryk, der adskiller sig fra den klassiske nordiske hotelstil.
Bygningen er opført i 1888 og tegnet af arkitekten Emil Blichfeldt. Renoveringen omfattede i praksis en næsten fuldstændig nedrivning indvendigt, hvor kun de udvendige mure stod tilbage.
– Når man åbner op i sådan et byggeri, kan man aldrig forestille sig, hvad man finder. Bygningen var faktisk blevet renoveret tilbage i 80'erne, men da vi åbnede og fik øje på, hvad der var blevet gjort dengang, var det næsten skræmmende, fortæller Christian Berg, administrerende direktør hos Georg Berg i en pressemeddelelse.
I den 138 år gamle bygning havde hvert enkelt vindue sit eget mål
Skæve vindueshuller krævede individuel opmåling
En af de største udfordringer i projektet var bygningens vinduer. De oprindelige åbninger varierede i mål fra etage til etage, og flere steder sad de gamle vinduer muret skævt med centimeters forskel mellem top og bund.
Det stillede store krav til opmåling, produktion og fleksibilitet og NorDan Vinduer A/S blev valgt til opgaven.
– Vi arbejdede i forvejen sammen med NorDan på flere sager, og så tænkte vi, at vi ville bringe dem på banen her og se, om de kunne gøre en forskel. Det kunne de i den grad. Der har været utroligt god fleksibilitet, og de har kunnet levere specialløsninger – der skulle blandt andet indbygges magneter i vinduerne, hvilket var udfordrende, men det løste de, fortæller Christian Berg.
For NorDan var projektet heller ikke en standardopgave.
– Et projekt som Hotel Hans stiller store krav til os, når det kommer til fleksibilitet og løsninger, der går ud over vores standardsortiment. Det gør dette projekt ekstra specielt, og vi er glade for, at vi kunne bidrage til at løse de udfordringer, som renoveringen bød på, siger René Christoffersen, salgsrådgiver på Sjælland for NorDan Vinduer A/S.
Logistik og affaldshåndtering på byggeplads midt i København
Ud over de håndværksmæssige udfordringer var projektets placering på Åboulevarden en væsentlig faktor i byggeprocessen. Leverancer, affaldshåndtering og vejafspærringer skulle koordineres midt i tæt bytrafik og tæt bebyggelse.
– Det er mere omstændigt at foretage sådan et renoveringsprojekt i denne del af byen. Logistikken omkring at spærre vejene af, få varer til og fra, få affald væk og have nok containere til at sortere affald i de fraktioner, vi er forpligtet til i dag – det er en stor udfordring. Hertil er der naboklager, du skal forholde dig til. De lejligheder, der ligger omkring, har kostet en formue, og folk vil have ro og fred, siger Christian Berg.
Hotel Hans har i dag 91 værelser, herunder to suiter i to plan på femte og sjette sal. Hotellet rummer desuden restaurant med morgenmad, gårdhave, lobby og bar.
Læs flere artikler om renoveringsprojekter