Nye vinduer til energirenovering af almene boliger fra 1970’erne
56 rækkehuse i Boligselskabet af 1943 i Vojens står overfor en større energirenovering, der skal forlænge boligernes liv. Hustømrerne er valgt som hovedentreprenør, mens NorDan leverer de nye vinduesløsninger.
Afdeling 11 i Vojens
Boligselskabet af 1943’s afdeling 11 i Vojens står over for en større energirenovering. Projektet omfatter 56 rækkehuse fra 1970’erne, hvor især udskiftning af vinduer og døre samt ny varmeforsyning skal forbedre energiforbrug og indeklima.
Hustømrerne er valgt som hovedentreprenør på sagen, mens NorDan Vinduer leverer de nye vinduer til projektet.
Ifølge Brian Dall, regionschef hos Hustømrerne, indebærer projektet både tekniske opgaver og tæt kontakt med beboerne.
– Det er en spændende opgave, der vil give boligerne et markant kvalitetsløft, ikke mindst med nye vinduer og døre. Vi skal også stå for beboerhåndteringen, så vores første skridt er at etablere en god dialog med de mange mennesker, hvis hjem vi arbejder i og omkring, siger Brian Dall i en pressemeddelelse.
Han understreger, at arbejdet foregår i beboede boliger, hvilket stiller særlige krav til planlægning og kommunikation.
– Det er en stor sag med en stram tidsplan, men for den enkelte beboer er det deres hjem, vi arbejder i. Respekten for den enkelte er afgørende for at lykkes med den type projekter.
Erfarent sjak er på opgaven
Selve renoveringsopgaven er relativt enkel på papiret, men arbejdet i ældre bygninger kan byde på uforudsete forhold.
– Når man arbejder med renovering i ældre byggeri, ved man aldrig helt, hvad man møder. Alt er ikke nødvendigvis udført præcis som tegningerne viser. Det stiller krav til tømrernes håndværksmæssige kunnen, men vi har et erfarent sjak til opgaven, siger Brian Dall.
Energirenoveringen omfatter primært udskiftning til nye træ/alu-vinduer og -døre med trelags energiglas. Derudover installeres fugtstyrede ventilatorer i badeværelser og bryggerser.
Projektet inkluderer også etablering af en ny fjernvarmeløsning, hvor de eksisterende gasfyr udfases til fordel for et fælles fjernvarmeanlæg.
Salgsdirektør i NorDan Vinduer, Lars Christensen
Nye vinduer skal forbedre indeklimaet
Hos NorDan Vinduer forventer man, at udskiftningen vil give mærkbare forbedringer for beboerne. Ifølge salgsdirektør Lars Christensen vil nye energivinduer blandt andet reducere kuldetræk og stabilisere temperaturen i boligerne.
– Først og fremmest vil beboerne opleve et bedre indeklima. De nye vinduer holder bedre på varmen og reducerer kuldenedfald, kolde gulve og træk. Samtidig vil energieffektiviteten kunne mærkes på varmeregningen, siger han.
Til projektet er valgt NorDans NTech-vindue, som er produceret i træ/alu og leveres med trelags energiglas.
– Vinduerne har 30 års garanti mod svamp og råd og en forventet levetid på omkring 60 år. Samtidig er de Svanemærkede, hvilket dokumenterer, at løsningen lever op til en række miljø- og sundhedskrav, siger Lars Christensen. Han peger på, at projektet også viser, at miljømærkede produkter i stigende grad anvendes i den almene boligsektor.
– Det er et solidt byggeri med et stort potentiale. Derfor er det positivt, at man vælger at renovere og optimere i stedet for at rive ned og bygge nyt.
Arbejdet starter i foråret
Renoveringsarbejdet forventes igangsat i det tidlige forår og vil fortsætte hen over sommeren.
Fakta: Afdeling 11 – Boligselskabet af 1943
Afdeling 11 omfatter 56 rækkehuse beliggende på Syrenvej, Gyvelvej og Smedevænget i Vojens. Boligerne er opført i ét plan og indeholder 4-5 værelser på mellem 85 og 97 m². Hver bolig har egen have og garage.
Læs flere artikler om muligheder og udfordringer for boligforeninger