Anlægsstruktøruddannelsen er bestemt ikke forbeholdt mænd.
Snart starter de første anlægs- og bygningsstruktører på Herningsholm
Virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitution i tæt samarbejde om at etablere uddannelse af anlægsstruktører og bygningsstruktører.
– Vi regner med, at der starter cirka 15 elever på uddannelserne til anlægningstruktør og bygningsstruktør til januar, fortæller uddannelsesleder Kim Hougård Olesen fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Dermed er to meget efterspurgte faggrupper på vej gennem uddannelsessystemet, og virksomhederne i det midt- og vestjyske kan se frem til, at det bliver nemmere at rekruttere.
Det vækker da også glæde, når underviser Tommy Svanborg Michaelsen er til møder i virksomhederne for at fortælle om uddannelsen og lægge op til et samarbejde i form af praktikpladser.
– Vi oplever et meget stort behov for anlægsstruktører og bygningsstruktører. Mange virksomheder siger til os: Kom med en lærling, så tager vi ham eller hende, fortæller Tommy Svanborg Michaelsen.
Uddannelsen er kommet i stand på opfordring af Det faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget under Byggeriets Uddannelser. Udvalget opfordrede i 2021 Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier til at ansøge om godkendelse til at udbyde uddannelsen.
- Vi håber på 10 til 15 elever det første år og herefter cirka 20 elever på de to uddannelser to gange om året, siger underviser Tommy Svanborg Michaelsen (til venstre) og uddannelsesleder Kim Hougaard Olesen samstemmende.
Opfordringen skal ses i lyset af det relativt store elevpotentiale, at virksomhederne og lærlinge i dele af Midt- og Vestjylland har geografisk langt til nærmeste skole, og at der er stor efterspørgsel efter struktører.
I øjeblikket går cirka 80 elever på Grundforløb 1, som er fælles for tømrere, snedkere, murere og struktører. Hvor mange, der vil vælge Grundforløb 2 til henholdsvis anlægsstruktør og bygningsstruktør, når det udbydes til januar, ligger endnu ikke fast. Men Kim Hougård Olesen og Tommy Svanborg Michaelsen er optimistiske på baggrund af samtaler med interesserede på grundforløbet.
– Vi håber på 10 til 15 elever det første år og herefter cirka 20 elever på de to uddannelser to gange om året, siger de samstemmende.
– Der er praktikpladser nok, mange efterspørger lærlinge, og man kan være sikker på arbejde bagefter.
Som medlemmer af det lokale uddannelsesudvalg har de fingeren på pulsen. Udvalget er sammensat af to repræsentanter fra Dansk Industri, der kommer fra henholdsvis Jakobsen og Blindkilde A/S og Arkil A/S, to er udpeget af 3F, og så er der to fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Planer om nybyggeri til uddannelserne
Forudsat, at interessen for de to uddannelser stiger som forventet, vil Herning-skolen opføre en hal, så den selv kan stå for hoveforløbene, altså skoleopholdene, der veksler med praktikopholdene efter Grundforløb 2.
Indtil videre gennemføres de i et samarbejde med de omkringliggende samarbejdsskoler. Men det er naturligvis nemmere for eleverne, hvis de kan blive i lokalområdet.
Først på pladsen – og oppe i højden…
En anlægsstruktur er ofte den første faglige medarbejder på en byggeplads. Opgaven lyder på at klargøre pladsen; grave, flytte jord og planere, lægge dræn, støbe fundamenter og afslutningsvis udføre belægning. En anlægsstruktør kører maskiner som rendegraver og bulldozer.
Bygningsstruktøren arbejder ofte i højden, hvor han medvirker ved betonbyggeri for eksempel på broer. Andre materialer som træ, jern, stål, plast og glas indgår også i opgaverne.
Begge uddannelser giver mulighed for at videreuddanne sig til byggetekniker, kort- og landmålingstekniker og bygningskonstruktør.
– …og jobbet som struktør er ikke forbeholdt mænd, bedyrer Tommy Svanborg Michaelsen…