Nickolaj Lindberg, som er bæredygtighedsansvarlig i Skou Gruppen, kan snart købe sneakers lavet af gamle bukser.
Skou Gruppen og STARK laver gammelt arbejdstøj om til sneakers
Fra 2025 er det slut med at afbrænde tøj i EU. I stedet skal tekstiler genanvendes, og det er Skou Gruppen allerede godt i gang med sammen med STARK og designerne VAER Upcycled.
Af de omkring 500 par arbejdsbukser håndværkerne i Skou Gruppen årligt kasserer kan der blive adskillige par nye sneakers, bordplader, akustikplader, isoleringsmateriale eller genanvendes som nye fibre. Det er fremtiden for medarbejderne hos Skou Gruppen, hvor der bliver opstillet papcontainere på alle byggepladserne, så det er nemt for medarbejderne at aflevere det arbejdstøj, der skal kasseres.
Vil reducere affald og spild
Et fokusområde i Skou Gruppens bæredygtighedsstrategi er at nedbringe mængden af affald og genanvende mere fra produktionen.
- Derfor har vi takket ja til STARKs tilbud om at tage vores brugte og kasserede arbejdstøj retur for at genanvende det i nye produkter, siger Skou Gruppens direktør, Martin Skou Heidemann i en pressemeddelelse.
Han ser frem til at kunne købe et par sneakers fremstillet af Skou Gruppens udtjente arbejdsbukser. Og det bliver snart muligt.
Affald der ser godt ud
Med deres login kan medarbejderne normalt kan nemt bestille nyt arbejdstøj på en webshop.
- Vi ønsker at gøre det lige så nemt at aflevere det udtjente arbejdstøj til genanvendelse. Derfor har vi fået lavet nogle lette papcontainere med klistermærker på, som stilles op der, hvor vores håndværkere arbejder, siger Skou Gruppens bæredygtighedsansvarlige, Nickolai Lindberg.
Når containerne er fulde, tømmes de, og tøjet indsamles til genanvendelse. Den del står salgskonsulent Emil Olsen fra STARK i Hørsholm for.
Det giver super meget mening, at alt det arbejdstøj, som førhen røg til forbrænding, nu forarbejdes og får nyt liv som sko, byggematerialer eller nye fibre. Samtidig giver det arbejde til nogle af dem, som bevæger sig på kanten af vores samfund, fortæller Emil Olsen.
STARK har etableret et samarbejde med VAER Upcycled ApS, der producerer upcyclede sneakers i stor skala. VAER samarbejder blandt andet med Hus Forbi samt FRAK, som klipper tekstilerne til skoene ud af det brugte arbejdstøj:
- Man kan producere flere par nye sneakers af bare et stykke tøj. Det er klart, at der er en del fraklip, og det kan så bruges til forskellige byggematerialer som f.eks. bordplader, akustikplader og isoleringsmateriale, forklarer Emil Olsen.
STARK’s nye genanvendelsesordning
Tekstilindustrien er en af de sektorer, som belaster klima og miljø allermest negativt. Tøjindustrien udleder mere CO2 end den globale fly- og skibstrafik tilsammen, udskiller mikroplast i verdenshavene og bruger årligt 93 milliarder kubikmeter vand.
Det er nogle af grundene til, at EU har besluttet, at det skal være slut med at afbrænde tøj i 2025. Tekstilerne skal indsamles og genbruges.
- Der findes allerede masser af systemer til genbrug af tøj, og heldigvis er genbrug og vintage kommet på mode. Det dur bare ikke rigtigt at lade profiltøj og arbejdstøj gå videre til nye brugere, siger STARKs nationale projektleder for bæredygtighed, Kent Fonseca.
Derfor begyndte STARK for flere år siden at eksperimentere med, hvordan brugt profiltøj fra kædens egne ca. 2.500 medarbejdere kunne få nyt liv:
- Vi har ønsket at lave nogle ordninger, hvor alt arbejdstøjet – uanset oprindelse – kan indsamles og genanvendes. Der har vi efterhånden fundet en række ting, som udtjent arbejdstøj kan bruges til. Det har f.eks. været en ret stor succes at få lavet sneakers af noget af det brugte tøj. Vi har netop afsendt en større genbestilling hos VAER på 500 par, der kommer ud i vores forretninger til sommer, runder siger Kent Fonseca af.