
Lars Kramer og Markild Iversen
Sikringsudbyder udvider med nordisk tilstedeværelse
Heras bliver en del af Garda Group i Danmark, Norge og Sverige – og styrker herhjemme udbuddet af sikringsløsninger hos KIBO Sikring.
De nordiske aktiviteter i Heras bliver integreret i Garda Groups eksisterende forretning i Danmark, Norge og Sverige. I Danmark betyder det, at Heras’ selskaber – SER Hegn, Moosdorf Hegn og Stentoft Hegn – fremover bliver en del af KIBO Sikring.
Synergi mellem mekanisk og elektronisk sikring
Heras leverer perimetersikringsløsninger og har aktiviteter i otte lande, hvor de betjener kunder på mere end 20 markeder. Ifølge Garda Group vil integrationen styrke både innovationskraft og den operationelle drift, samtidig med at kunderne får adgang til et bredere udvalg af sikringsløsninger.
De danske aktiviteter i Heras beskæftiger cirka 85 medarbejdere, som nu bliver en del af KIBO Sikring. Opkøbet medfører dermed, at KIBO Sikring styrker sin markedsposition og bliver den største aktør inden for perimetersikring i Danmark.
- Vi er utroligt glade for at kunne byde Heras og deres dygtige medarbejdere velkommen til KIBO Sikring og Garda Group. Heras er kendte for deres ekspertise i opsætning af hegn og porte med dertilhørende service. Med dem på holdet kan vi drage fordel af hinandens samlede styrker inden for mekanisk sikring, således vi kan tilbyde vores kunder de stærkeste og mest pålidelige sikringsløsninger på markedet, fortæller Lars Kramer, administrerende direktør i KIBO Sikring, i en pressemeddelelse.
Markild Iversen, Country Manager i Heras Danmark, tilføjer:
- Vi er stolte over at blive en del af KIBO Sikring og Garda Group. Vores forretning er bygget på høj kvalitet, tæt samarbejde og stor respekt for vores kunder – værdier, der harmonerer perfekt med Garda Groups. Vi tager vores ansvar for sikkerhed og miljø alvorligt og ser frem til at bidrage til en stærk koncern med fokus på bæredygtig udvikling i hele værdikæden.
Garda Group vokser i Nordeuropa
Garda Group er i forvejen Nordeuropas største aktør inden for perimetersikring og elektronisk overvågning og har virksomheder i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Tyskland. Med cirka 2.100 medarbejdere samlet set har koncernen nu styrket sin position yderligere i det europæiske marked.