<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Scandi Byg_Fra venstre Henrik Lundgaard Jensen produktionschef og Marcus Dall Viese tidligere praktikant og nu ansat

Fra venstre produktionschef Henrik Lundgaard Jensen og Marcus Dall Viese tidligere praktikant og nu ansat

Scandi Byg i Løgstør hjælper langtidsledige i job igen

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2024-06-26
  • | Af Redaktionen
  • 10 langtidsledige og nyuddannede har modulproducenten Scandi Byg i Løgstør det sidste års tid hjulpet til at komme i job gennem praktik og jobprøvning. For Marcus Dall Viese gav et praktikforløb smil på læben igen og fast job.

    Der er en stigende tendens til, at ledige på kontanthjælp eller uddannelseshjælp vender tilbage til arbejdsmarkedet viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Alene i 2022 kom lidt over 4.000 udsatte ledige i job. Den positive udvikling ønsker modulproducenten Scandi Byg at bidrage til.

    Virksomheden har derfor indgået et samarbejde med Vesthimmerlands Kommune og Jammerbugt Kommune for at komme i kontakt til borgere, der er klar til et praktikforløb eller jobafprøvning. Samarbejdet har været en succes, og af 14 praktikforløb hos Scandi Byg er ti endt ud i fastansættelser.

    - Hos Scandi Byg er det naturligt for os at tage et socialt ansvar, og derfor vil vi gerne samarbejde med kommunerne om at hjælpe borgere ud på arbejdsmarkedet. Praktikforløbet hos os giver den enkelte borger mulighed for at blive opkvalificeret, men formålet er også, at vi så vidt muligt kan tilbyde en fastansættelse efterfølgende, siger Henrik Lundgaard Jensen, produktionschef i Scandi Byg i en pressemeddelelse.

    De mennesker, som Scandi Byg får i praktik, er af den ene eller anden grund gledet ud af arbejdsmarkedet, forklarer produktionschefen:

    - Måske har de haft en dårlig oplevelse på en tidligere arbejdsplads, eller de kan være på vej tilbage fra en sygemelding. Når de kommer til Scandi Byg, får de mulighed for at viske tavlen ren og starte på ny. Andre af vores praktikanter er nyuddannede, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet grundet manglende erfaring. Det vigtigste for os er, at borgerne har den rette indstilling, og at de er friske på at lære nye ting og prøve sig selv af.

     

    Scandi Byg har stået parat med åbne arme

    Hos Vesthimmelands Kommune oplever man generelt god velvilje i virksomhederne, fortæller virksomhedskonsulent og vejleder hos CKA - Center for Kompetence og Afklaring i Vesthimmerlands Kommune, Rikke Diana Fournais:

    - Vi er meget heldige i Vesthimmerlands Kommune, for mange af virksomhederne i kommunen tager et stort socialt ansvar og hjælper aktivt med at få borgerne på arbejdsmarkedet. Scandi Byg er en af de virksomheder, og vi oplever en parathed fra dem, hvor det mere handler om kemi end borgernes uddannelse og kompetencer – det betyder, at vi kan få mange forskellige i praktik eller jobafprøvningsforløb, og det sætter vi naturligvis stor pris på, fortæller hun og supplerer:

    - Nogle af borgerne i praktikforløb er kommet langt væk fra arbejdsmarkedet, og man kan se, at det betyder meget for dem, når de kommer i job. De borgere, som kan have svært ved at præsentere sig selv, har også en stor værdi i, at virksomheder som Scandi Byg står klar med åbne arme, så de får mulighed for at vise deres kompetencer.

     

    Praktikforløb gav selvtillid og job

    Marcus Dall Viese har haft glæde af at være i praktik hos Scandi Byg. Det gav selvtillid og et smil på læben, fortæller han:

    - På grund af en arbejdsulykke var jeg sygemeldt i et halvt år og fik derefter mulighed for en rolig opstartsperiode og praktikforløb i Scandi Byg. Jeg startede med at lave skillevægge to timer tre gange om ugen, og jeg var helt ærlig i tvivl, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Men efter to uger kunne jeg klare opgaverne selv, og jeg kom gradvist op på flere timer om ugen, og det har givet mig et kæmpe smil på læben. Nu har jeg lige takket ja til en fast stilling på 30 timer om ugen hos Scandi Byg, og det er jeg meget stolt over.
    Anbefalede artikler