<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Linolie-Doere-og-Vinduer

Annonce

Forsatsvinduer løfter komforten i historisk kaserne

  • Materialer og Løsninger
  • Byggeriets udvikling
  • Tag og Facade
  • Renovering
  • Træ
  • Indeklima
  • Energi og Energioptimering
  • 2026-09-11
  • | Fotos: Linolie Døre & Vinduer

  • På Randers Kaserne har Linolie Døre & Vinduer leveret 518 specialtilpassede forsatsvinduer. Løsningen bevarer de oprindelige vinduer og skal samtidig forbedre indeklima og isolering.

    Når vinduerne i en bevaringsværdig bygning giver problemer med træk og varmetab, er udskiftning ikke nødvendigvis den rette løsning. På Randers Kaserne er de oprindelige sprossede vinduer bevaret og i stedet suppleret med 518 forsatsvinduer med termoruder fra Linolie Døre & Vinduer.

    Kaserneanlægget blev opført i 1938 til Det Jydske Dragonregiment, og de karakteristiske rødstensbygninger har siden haft mange forskellige funktioner. I dag benytter blandt andre Randers Kommune dele af kasernen som kontorer.

    Hovedbygningens facade er fortsat præget af de oprindelige vinduer. De gamle kernetræsvinduer er blevet vedligeholdt løbende, men indvendigt oplevede medarbejderne problemer med træk og et stort behov for opvarmning. Derfor blev det i slutningen af 2020 besluttet at energiforbedre 518 vinduer over kælderniveau med indvendige forsatsvinduer.

    Linolie-Doere-og-Vinduer_1

    Linolie-Doere-og-Vinduer_2

     
     

    Bevarer de eksisterende vinduer

    En væsentlig præmis for projektet var, at hovedbygningens oprindelige udtryk skulle bevares. I stedet for at udskifte de gamle vinduer blev løsningen derfor at forbedre konstruktionen indefra. Hovedentreprenør på vinduesrenoveringen Bjarne Ørsted valgte efter en tilbudsrunde Linolie Døre & Vinduer til at producere de 518 forsatsvinduer.

    – Jeg finder ud af, at jeg har en rigtig god kemi med ejeren af Linolie Døre & Vinduer, og jeg føler, vi forstår hinanden, og at de ved, hvad det drejer sig om. Og så havde de en vilje til at klare de udfordringer, der ville komme undervejs og kunne levere til en konkurrencedygtig pris, siger Bjarne Ørsted.

    For Linolie Døre & Vinduer blev opgaven en af virksomhedens større ordrer på forsatsvinduer og samtidig et projekt, hvor produktionen skulle tilpasses en eksisterende bygning med mange individuelle variationer.



    518 vinduer krævede præcis opmåling

    De eksisterende vinduer måler omkring 1,40 meter i bredden og 2,05 meter i højden. Men selvom vinduerne umiddelbart fremstår ens fra facaden, viste forholdene indvendigt noget andet. Gennem bygningens levetid er der blandt andet kommet nye vægge, persienner og andre installationer til. Det betyder, at forsatsrammerne ikke kan fremstilles efter ét standardmål.

    I en produktionsserie på 100 forsatsvinduer har Linolie Døre & Vinduer arbejdet med omkring otte-ti forskellige størrelser af grundlæggende samme vinduestype.  

    Hvert vinduesfag er derfor blevet opmålt på millimeterniveau af Bjarne Ørsted og hans medarbejdere. På baggrund af opmålingerne har Linolie Døre & Vinduer udarbejdet den endelige produktionsplan og produceret forsatsrammerne i de nødvendige dimensioner.

    Netop koordineringen mellem opmåling, produktion og montage har været afgørende i en leverance med så mange individuelle elementer.

    – Vinduerne kommer til tiden, og lige nu er vi faktisk en uge foran tidsplanen. Samarbejdet har kørt rigtig, rigtig fint, og det har også meget at gøre med den fleksibilitet, vi oplever fra Linolie Døre & Vinduer, da der er mange forskellige ting at tage hensyn til, siger Bjarne Ørsted.

    Linolie-Doere-og-Vinduer_3



    Termoruder kombineres med de gamle vinduer 

    Forsatsvinduerne er udført med termoruder og hvid varm kant – en såkaldt superspacer – mellem glassene. Den varme kant er med til at reducere kuldebroen langs termorudens kant og dermed forbedre rudens termiske egenskaber. Forsatsrammerne er desuden monteret med traditionelle messingvridere, så de nye elementer spiller sammen med kasernens eksisterende arkitektur.

    Selve opbygningen af vinduesløsningen har været et andet centralt punkt i projektet. De udvendige vinduer består af enkeltglasvinduer med koblede rammer. Ved monteringen af de nye forsatsvinduer har Bjarne Ørsted og hans medarbejdere fjernet den indvendige rude i de koblede rammer. Tætningen foretages i stedet ved den nye indvendige forsatskarm.

    – Det yderste vindue skal faktisk være utæt, så vinduet kan “ånde”. Tætningen blev i stedet lavet indvendigt på forsatskarmen med fire rammer. Så får man nemlig noget stillestående luft mellem det yderste vindue, som er utæt, og det inderste vindue, som er tæt. Og det giver en væsentlig isoleringsgrad, forklarer Bjarne Ørsted.

    Løsningen illustrerer dermed en af mulighederne ved renovering af ældre vinduer: De eksisterende vinduer kan bevares som en del af bygningens arkitektur, mens den termiske forbedring primært etableres på den indvendige side.

    Forsatsvinduer reducerer oplevelsen af træk 

    Allerede efter monteringen af de første sektioner oplevede brugerne ifølge Bjarne Ørsted en tydelig ændring i indeklimaet.

    – Inden vi lavede den første sektion, var radiatorerne glohede – ellers frøs medarbejderne. Da vi havde sat de nye forsatsvinduer i, havde medarbejderne lukket ned for radiatorerne, fordi der ellers blev for varmt. Det har virkelig fungeret efter hensigten.

    På den baggrund forventer han også, at løsningen ville påvirke bygningens varmeforbrug.

    – Det vil givetvis hjælpe på varmeregningen og give en ikke uvæsentlig besparelse. 

    Samtidig betyder forsatsløsningen, at de eksisterende vinduer fortsat kan være en del af den historiske facade.

    Projektet er et eksempel på, hvordan specialproducerede forsatsvinduer kan anvendes, når krav til indeklima og isolering skal kombineres med ønsket om at bevare ældre vinduer og bygningens arkitektoniske udtryk.  



    Læs flere artikler om energioptimering af bygningen 

    Anbefalede artikler