Troels Vibholm, CFO i STARK Danmark A/S
STARK årsregnskab: Pilen peger op
Med et styrket årsregnskab for 2024/25 investerer STARK Danmark markant i butikker, distribution og digitale løsninger målrettet de professionelle håndværkere.
STARK Danmark A/S præsenterer et årsregnskab for 2024/25 med vækst på både omsætning og indtjening. Selskabet har samtidig igangsat omfattende investeringer i butikker, logistik og digitale værktøjer med det erklærede mål at stå endnu stærkere som leverandør til det professionelle byggeri.
Omsætningen er steget med 5,4 % til 9,9 mia. kroner, mens driftsresultatet (EBITDA) er vokset med 16,4 % til 440 mio. kroner. Samtidig er egenkapitalen løftet med 2,4 % til knap 2 mia. kroner.
- Vi har vendt udviklingen og ser igen vækst på både top- og bundlinje. Det skyldes målrettede investeringer og et tæt samarbejde med både kunder og leverandører. Vores medarbejdere har leveret en stærk indsats, som har sikret, at vi vokser mere end markedet, udtaler Troels Vibholm, CFO i STARK Danmark A/S i en pressemeddelelse.
Nye forretninger og distributionscenter i Brøndby
En central del af STARK Danmarks strategi er at styrke tilgængeligheden og logistikken. I regnskabsåret er der investeret 246 mio. kroner i udvidelser og opgraderinger af forretningsnetværket. Blandt de større projekter er åbningen af en ny forretning i Næstved på over 10.000 m², der skal betjene hele Sydsjælland.
Samtidig er byggeriet af et nyt, nationalt distributionscenter i Brøndby sat i gang. Det skal stå klar i sommeren 2026 og vil håndtere dag-til-dag-levering i hele landet samt timelevering i Storkøbenhavn på 50.000 varenumre.
- Vores ambition er at skabe mere værdi for de professionelle håndværkere ved at være tæt på dem – både fysisk og digitalt. Derfor investerer vi massivt i lokale forretninger, logistik og rådgivning, siger Troels Vibholm.
Digital dokumentation og bæredygtighed
Også på det digitale område er der sket markante fremskridt. I løbet af året er næste generation af STARKs digitale værktøj KlimaLog blevet lanceret. Værktøjet skal hjælpe håndværkere med at dokumentere deres projekters klimaaftryk og leve op til kravene i bygningsreglementet.
Regnskabet dækker perioden 1. august 2024 til 31. juli 2025.
Resultatopgørelse
| DKK mio. |
2024/2025 |
2023/2024 |
| Omsætning |
9.929 |
9.420 |
| Resultat før afskrivninger, finansielle poster og skat |
440 |
378 |
| Nettoresultat |
238 |
189 |
| Egenkapital |
1.993 |
1.946 |