Den imponerende betontank til opsamling af festivalens spildevand var for et kort øjeblik åben for pressen, inden den tages i brug.
Roskilde Festival – nu med kloakering på camping-området
Komfort og hygiejne får et enormt løft på dette års festival, da de frygtede festival-toiletter uden afløb bliver erstattet af rigtige toiletter med tilhørende kloakledninger ved 26 såkaldte forsyningsøer. Spildevandet leder hen til et enormt underjordisk bassin, hvorfra det gradvist kan føres videre til Roskilde Kommunes rensningsanlæg, som herved ikke overbelastes.
Hele foråret har området været gravet op på kryds og tværs, så de 24 kilometer spildevandsledninger og 6,5 kilometer vandforsyningsledninger kunne komme i jorden. De mange kilometer ledning til spildevand går fra de 26 forsyningsøer til Sjællands største opsamlingstank på ca. 4.500 m³. Ved de 26 nye forsyningsøer er det muligt at tilslutte toiletter med rindende vand og benytte vandforsyningen til f.eks. håndvaske og badefaciliteter.
Roskilde Kommunes borgmester Joy Mogensen foretog indvielsen af det store anlægsprojekt sammen med bestyrelsesformand Asger Kej fra Fors A/S og direktør for Roskilde Festival, Signe Lopdrup. Joy Mogensen fremhævede det gode samarbejde mellem festivalen, forsyningsselskabet og kommunen, og hun lagde i sin tale vægt på, at wc med træk og slip er et elementært gode, som nu også festivalgæster har.
Den største velfærdsforbedring i hele festivalens historie
- Som direktør for Roskilde Festival er det et stort fokus at booke verdensstjerner og selve programmet, men der er nogle ting, som er ligeså vigtige. Vi skal huske på, at der for en kort periode skyder en by op med 110.000 indbyggere, hvilket svarer til Danmarks fjerdestørste by. Og med en befolkningstæthed som Shanghai, så er vi selvfølgelig bevidste om at forbedre folkesundheden i ”vores by”. Kloakering har stået øverst på ønskelisten i mange år, og det er uden tvivl den største velfærdsforbedring i hele festivalens historie. Ud over forbedret komfort og sundhed for gæsterne, så forsvinder en masse lugtgener, og vi får mere trygge rammer, fortæller Signe Lopdrup og fremhæver, at forbedringerne er permanenter, hvilket Asger Kej fra Fors A/S også ser fremtidige muligheder i:
- I Fors arbejder vi med alt det, som ikke er synligt med det blotte øje, og som folk bare forventer, fungerer. Derfor har det også været slående, når man har været herude før, at man manglede vores normale ydelser. Men med de 26 forsyningsøerne og den store spildevandstank, så har vi en infrastruktur på plads, som kan bruges til meget andet – man kunne forestille sig, at det var oplagte rammer for Folkemødet, når det snart er for stort til at afvikle på Bornholm.
Sjællands største underjordiske bassin
De 24 kilometer ledning til spildevand går fra forsyningsøerne til Sjællands største opsamlingstank på ca. 4.500 m³, der fungerer som et stort forsinkelsesbassin, så spildevandet kan tilbageholdes, og Roskilde Kommunes renseanlæg kan følge med i forhold til den belastning, som Roskilde Festival og andre store arrangementer giver. Det er planen, at den store tank også skal fungere som forsinkelsesbassin ved ekstreme regnskyl fra et større område omkring Vor Frue og Vindinge.
Den lukkede betontank har en diameter på ca. 35 meter og med en totalhøjde på ca. 6 meter, hvoraf hhv. 3 meter er nedgravet og 2 meter af tanken skjult af jord fra udgravningen til lageret, så kun ca. 1 meter af tanken er synlig over jorden.
Roskilde Kommunes borgmester Joy Mogensen indviede kloaknetværket med de 26 forsyningsøer, hvor man kunne se de nye ”luksus” faciliteter.
En investering i fremtiden
Fordelingen af udgifterne til anlægget sker efter et princip om, at ”den, der forurener betaler”. Roskilde Kommune investerer 2,8 mio. kr. i, at det kloakerede område videreudvikles til et udendørs eventsted på nationalt niveau tæt på København. Investeringen tilbagebetales, når kommunen fremover kan tage en lidt højere leje for at bruge området.
Fors A/S, som har de største anlægsudgifter på ca. 31 mio. kr., får de kommende år pengene hjem via tilslutningsbidrag, særbidrag og øget spildevandsafgift som følge af stigende vandforbrug.
Brugerne af området, hvor Roskilde Festival er den største, kommer til at betale mere til kommunen og Fors A/S, men det opvejes delvis af, at andre udgifter falder bort. Der skal f.eks. ikke længere trækkes helt så mange slanger med drikkevand rundt i området hvert år, og udgiften til de mange slamsugere, der ellers har tømt toiletterne, forsvinder også. Der skal dog mere arbejdskraft til at renholde de nye toiletter.
Roskilde Festival også har investeret i anlægget med beløb på 1,7 mio. Disse penge er dels brugt til at etablere forsyning af strøm til toiletvogne og bade og dels til at etablere infrastruktur, som fører spildevandet fra de enkelte restauranter og boder frem til pumpestationerne/forsyningsøerne.
Udover det årlige bidrag på ca. 2,6 mio., som festivalen betaler for bortledning, koster den nye standard for toiletter på RF lige omkring 4 mio., som går til leje af toiletter, strøm, vand, håndværkerudgifter til montage/demontage samt rengøring og løbende service.