<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
_PJF9600

Retvisende vejledning om glaspartier, glasfacader og værn af glas trækker ud

  • Byggeriets udvikling
  • 2023-10-04
  • | Af Mikkel Weber Sandahl
  • Siden september 2020 har Glarmesterlauget og resten af glasbranchen ventet på rettelser af fejl og mangler i Bygningsreglementets vejledning om glaspartier, glasfacader og værn af glas i bygninger. Sekretariatsleder Poul Henrik Madelung fra Glarmesterlauget fortæller, at det nu har været nødvendig med en tredje henvendelse til den ansvarlige minister.

    - I grunden burde det ikke være så svært. Hvis en vejledning er mangelfuld, skal detaljerne kunne klares på embedsmandsniveau i en styrelse, som i denne sag er Social- og Boligstyrelsen. Men måske skyldes langsommeligheden, at styrelsen i september 2020 hed Trafik, - Bygge og Boligstyrelsen, men siden har skifte navn til Bolig- og Planstyrelsen og nu Social- og Boligstyrelsen, fortæller sekretariatsleder Poul Henrik Madelung fra Glarmesterlauget.

    Konkret handler sagen om en 20 sider vejledning, hvor Glarmesterlauget har 150 kritikpunkter, herunder to væsentlige punkter:

     

    Manglende vejledning til plejehjem og sygehuse

    Første punkt handler om, at f.eks. plejehjem i vejledningen sidestilles med almindelige boliger, hvilket med tanke på beboernes ofte svækkede tilstand er foruroligende, og at der anvendes tekniske hjælpemidler, som øger risikoen for brud på glasflader. Derfor skal sidestillingen fjernes.

    Næste punkt omhandler sygehuse, som slet ikke finder behandling i vejledningen, men hvor personsikkerhedsniveauet accepteres på et ringere niveau end på f.eks. skoler. På et sygehus foregår der transport af patienter af liggende og svækkede patienter, som er chanceløse, hvis deres seng eller båre fejlagtigt rammer et glasparti. Derfor ønsker Glarmesterlauget en udvidelse med et særskilt afsnit vedrørende krav om brug af sikkerhedsglas på sygehuse, hospicer, plejehjem og tilsvarende institutioner.

     

     

    Ingen svar på henvendelser

    Endelig er der mange mindre fejl, bl.a. modstridende oplysninger, forkerte termer, henvisning forkerte normer, uoverensstemmelse mellem tekst og figurer i vejledningen. Sekretariatsleder Poul Henrik Madelung fra Glarmesterlauget forklarer, at man allerede i september 2020 pr. mail og telefonisk forsøger at komme i kontakt med en sagsbehandler, som man tidligere havde været i dialog med, men uden held.

    - Vi ved, at der bliver lagt besked til den pågældende sagsbehandler, men vi får aldrig noget svar på henvendelserne, ej heller om de er modtaget, videresendt eller om de skal sendes til en anden modtager. I december oplyser styrelsen så, at man vil justere i vejledningen, og at dette vil ske ved en kommende revision. Den finder så bare aldrig sted, forklarer Poul Henrik Madelung.

     

     

    Voksenskældud fra embedsmand

    Et halvt år senere – i sommeren 2021 – efterspørger Glarmesterlauget en status på justeringen og får som svar, at spørgsmålene vil blive besvaret hurtigst muligt, men også denne gang uden held. I det følgende halvandet år frem til folketingsvalget, når man at henvende sig til to forskellige ministre, få løfter om, at arbejdet med en revision af vejledningen af igangsat og at blive skældt ud af en embedsmand, som mener, at Glarmesterlauget ”spilder medarbejderens tid”.

    - Efter folketingsvalget i november 2022 får vi oplyst, at en ny vejledning vil blive sendt til kommentering til udvalgte organisationer med en tidsfrist, der er sat til 25. januar. Tre måneder senere rykker vi så igen for en status, fordi vi ikke har hørt noget. I maj 2023 har vi en dialog med styrelsen om vejledningen, men får i juni at vide, at man betragter vejledningen som færdig, selv om der efter vores opfattelse fortsat er fejl i vejledningen og konflikt med BR18. Vi indsender vores kommentarer efter aftale, og får at vide, at vi vil blive holdt opdateret om processen, men hører fortsat intet, siger Poul Henrik Madelung.

     

    Efterlyser smidighed

    Det manglende svar - og uvisheden for branchen - får i august 2023 Glarmesterlauget til at sende et brev til den ansvarlige Social,- Bolig- og Ældreminister, som i dag hedder Pernille Rosenkrantz-Theill, og hvor man giver et resumé af hændelsesforløbet og efterlyser en forståelig vejledning og et ønske om samarbejde, fremdrift om dialog for at sikre en retvisende og brugbar vejledning.

    - Vi spørger derfor, om ministeren finder det tilfredsstillende og forsvarligt, at brancheorganisationerne kan finde så mange fejl i en vejledning, som styrelsen på den ene side anser for færdig, men som på anden side ikke er udkommet – utvivlsomt på grund af de mange fejl, vi påpegede i juni. Personligt sidder jeg tilbage med fornemmelse af, at en sag som denne burde være klaret på embedsmandsniveau – og på en langt mere smidig måde. Ikke mindst fordi det handler om sikkerheden for ældre, syge og andre udsatte borgere på landets plejehjem, sygehuse og andre institutioner, slutter Poul Henrik Madelung.
    Anbefalede artikler